Kloge mænd og #MeToo

Kloge mænd og #MeToo

Den har efterhånden rullet længe – #MeToo-bølgen, hvor primært kvinder deler erfaringer med sexistiske krænkelser og overgreb på de sociale medier. Og hvis man tænker tilbage på #jegharoplevet-bølgen i 2015 eller utallige andre forsøg på at ændre den kultur, som er årsagen til kvindernes oplevelser, kan man godt blive trist. For hvad nytter det egentlig – andet end at vi får ondt i maven af at høre og fortælle om alle de overgreb? Så er det opmuntrende at lytte til forfatter Lars Husum. Først på hans facebookprofil, hvor han reflekterer over en krænkelse, han selv har begået, siden i Deadline sammen med kønsforsker Christian Groes: ”Man skal være utrolig dumstædig som mand, hvis man ikke bliver påvirket, når så mange siger, at de er blevet krænket.” Det nytter, og det skal vi huske nu, når bølgen sikkert snart stilner af for en stund.

+ Hvis man går rundt med en forestilling om, at det billede, #MeToo-bevægelsen tegner, er nyt, kan man godt tro om igen. I 1970’erne gav Vita Andersen stemme til utallige kvinder i digtsamlingen Tryghedsnarkomaner (1977) og novellesamlingen Hold kæft og vær smuk (1978), som havde lignende erfaringer som et dagligdagsvilkår. Bøgerne solgte hundredetusindvis af eksemplarer, og alligevel blev de haglet ned. ”Menstruationslyrik,” kaldte folkedigteren Dan Turéll dem fx uden at mene det som et kompliment. Føljetons Sille Kirketerp Berthelsen har gjort det til sin opgave at reclaime begrebet – og det fortalte hun om i AK 24syv forleden aften: ”De kvinder, der taler i Vita Andersens litteratur, har ikke mulighed for at omstyrte det system, de er fanget i, men de kan tydeliggøre det.” Og det gør de med blod.