Er paven kætter?

For os, der ikke er så troende, at det gør noget, fremstår pave Frans, 80, som en exceptionel repræsentant for katolicismen, og det har han været, siden han blev indsat i 2013. Han er sjov og uforfængelig, har fingeren på pulsen og virker frem for alt – i modsætning til et flertal af sine 302 forgængere – aldeles udoktrinær. Han ler hjerteligt, når en ukristelig vind flår pavehatten af ham foran tusindvis af tilhørere på Peterspladsen i Rom; han afskyer ikke homoseksuelle, men siger bare: ”Hvem er jeg til at dømme?”; han tordner mod korruption og skammer sig over sexmisbrug i egne rækker; han opfordrer alverdens regeringer til at tage ordentligt imod flygtninge uanset religion og etnicitet; han henstiller til, at internationale menneskerettigheder overholdes; han har knubbede ord tilovers for kapitalismen. Paven er kort sagt en mand af folket, og der ville helt klart være plads til ham i Føljetons bestyrelse.

Samtidig er der ikke noget, der tyder på, at pave Frans ikke har det mål af højhellighed, som skal til for at udfylde rollen som overhoved for den katolske kirkes 1,29 milliarder medlemmer – og da særligt dem, som er på de sociale medier, hvor han er superaktiv. Han sprøjter små himmelske bonmot’er ud på Twitter og Instagram. Som han skrev for nylig: ”Kun i bønnens stilhed kan man høre Guds stemme.” Amen.

Kan ikke vente på, at han dør

Set udefra gør han det helt rigtigt. Katolicismen ligner en massebevægelse, der trænger til en extreme makeover. Men farer argentinske Frans med det borgerlige navn Jorge Bergoglio for hurtigt frem? Stærke konservative og reaktionære kræfter i den katolske kirke leger med tanken om at prøve at afsætte paven på grund af ”kætteri” – dvs. for at afvige fra religionens centrale læresætninger. De er bange for, at han er ved at smadre den katolske kirke, som de kender den.

I august afleverede 62 højtstående katolikker, heriblandt en tidligere biskop og en forhenværende chef for Vatikanbanken, et 25 sider langt åbent brev til paven, hvori de anklagede ham for at indtage syv kætterske standpunkter, blandt andet angående hans syn på ægteskabet. De gav også udtryk for fordøjelsesbesvær i forhold til skriftet ‘Amoris Laetitia’ (‘Glæden ved kærlighed’), som paven udsendte under stor fanfare i april 2016. En af hans centrale pointer i skriftet er, at ”ingen kan være fordømt for evigt, for det er ikke Bibelens budskab”.

Der er en lang (men gudskelov velfortalt) artikel om situationen i The Guardian i dag. Journalisten skriver, at han i sommers mødte en ”prominent engelsk præst”, som sagde til ham: ”Vi kan ikke vente på, at han dør. Det, vi siger privat, kan ikke trykkes. Hver gang to præster mødes, taler de om, hvor forfærdelig Bergoglio er… han er som Caligula: hvis han havde en hest, ville han gøre den til kardinal.”

Men pave Frans er stærk. Han kan modstå det. Og han er i øvrigt ikke bange for at dø. Som han sagde i 2015 om faren for at blive myrdet: ”Hør, livet er i Guds hænder. Jeg sagde til Herren: ‘Du passer på mig. Men hvis din vilje er, at jeg skal dø, eller at de gør noget mod mig, så vil jeg bede dig om en enkelt tjeneste: at det ikke gør ondt.’ For jeg er en stor kujon, når det kommer til smerte.”

Hvis det er sådan, han har det, hilser vi de middelalderlige anklager om kætteri velkomne her Føljeton. Vores favoritpave kommer i godt selskab. Tænk på hærføreren Jeanne d’Arc og digteren og filosoffen Giordano Bruno. De blev godt nok brændt på bålet, men det var fine folk. / Oliver Stilling