En verden, hvor atomvåben er forbudt

Der er blevet talt meget om atombomber i 2017, og det er, som om det frygtede afskrækkelsesvåben har trængt sig mere og mere på, som året er skredet frem.

Føljeton har mødt den finske fredsforsker Tarja Cronberg, som har beskæftiget sig med fred og sikkerhed i en årrække. I begyndelsen af 00’erne var hun leder af Center For Freds- Og Konfliktforskning (COPRI) i København. I 2011-14 sad hun i EU-Parlamentet for det finske parti Grønt Forbund, hvor hun blandt andet var formand for parlamentets stående udvalg for Iran og som sådan involveret i det arbejde, som i 2015 førte til den internationale atomaftale med Iran, Joint Comprehensive Plan of Action, som blev indgået mellem på den ene side Iran og på den anden side de fem permanente lande i FN’s Sikkerhedsråd, USA, England, Frankrig, Rusland og Kina samt Tyskland og EU.

I dag er hun 74 år, tilknyttet fredsforskningsinstituttet SIPRI i Stockholm og formand for den finske fredsbevægelse, som er en af aktørerne i foreningen Ican (International Campaign to Abolish Nuclear Weapons), som blev oprettet i 2007 og i dag er en koalition af 468 civilsamfundsorganisationer i 101 lande. Det var Ican, som 6. oktober modtog årets Nobels fredspris 2017.

”Der var ikke mange herhjemme, som vidste, hvad Ican var, da de fik Nobelprisen,” siger Tarja Cronberg skælmsk.

I dag rejser hun verden rundt i freds- og nedrustningssammenhæng, og hun fortæller, at hun lige har været til en konference i Mongoliet om Nordkorea-situationen. Tidligere på året udsendte hun bogen Nuclear Multilateralism and Iran: Inside EU Negotiations om EU’s forhandlingsarbejde i forbindelse med Iran-aftalen.

Der er særligt to ting, som ligger Tarja Cronberg på sinde, siger hun: en bekymring over, om Iran-aftalen kan begynde at smuldre og en undren over, at der ikke er nogen debat om atomvåben i Danmark, når der er det i de andre nordiske lande.

Dommedagsuret

Men lige for at få situationen på plads: Hvis man går op i den slags, er den gode nyhed, at ‘Dommedagsuret’, som blev etableret af videnskabsfolkene bag tidsskriftet Bulletin of Atomic Scientists i 1947, ikke er blevet rykket tættere på midnat siden januar. Den dårlige nyhed er, at uret allerede står på to et halvt minut i midnat. Nærmere midnat har det aldrig været, og midnat betyder tilintetgørelse.

Atomvåbendiskussionen er eskaleret i en negativ spiral gennem længere tid, men 4. juli i år lød det fra det nordkoreanske styre i Pyongyang, at landet med succes havde testet et interkontinentalt ballistisk missil (ICBM), som vil kunne bære et atomsprænghoved og ”nå et hvilket som helst sted i verden”. I august beskyldte   Nordkorea USA for at ”forsøge at drive situationen på den koreanske halvø ud på kanten af atomkrig”, efter at FN’s Sikkerhedsråd enstemmigt indførte nye sanktioner som svar. Siden er det gået slag i slag. I sin første tale til FN’s generalforsamling i september truede USA’s præsident Donald Trump Nordkorea med udslettelse. ”Rocket Man er på en selvmordsmission for både sig selv og sit regime,” sagde han med henvisning til Nordkoreas leder Kim Jong-un. Osv.

Nordkorea var faktisk med i traktaten om ikke-spredning af kernevåben (NPT), som trådte i kraft i 1970, efter at 40 lande, deriblandt Danmark, havde ratificeret den. ”Men da amerikanerne under præsident Bush gik ind i Irak i 2003, meldte Nordkorea sig ud af traktaten og startede udviklingen af atomvåben. Trump har måske ret i, at det her burde have været løst at USA i hvert fald i 2003,” siger Tarja Cronberg. ”Når de ikke er med i ikke-spredningsaftalen, er der ingen internationale inspektioner af landets kernevåbenudvikling.”

Men under præsident Obama har der dog været en afvikling af atomvåben, det har bare været mellem USA og Rusland…

”Ja, Rusland og USA har været i gang med nedtrapning af atomvåben. Under den kolde krig var der 80.000 atomvåben i verden, og nu er der kun 15.000. Det er først og fremmest USA og Rusland, der har skruet skåret ned. Men 500 atomvåben er nok til at ødelægge hele verden,” siger Tarja Cronberg.

Fredag 13. oktober var også en speciel dato for verdens atomdiplomati. I en tale i Washington kaldte Donald Trump den atomaftale, The Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA), som en række af verdens lande med USA og i spidsen indgik med Iran i juli 2015, for ”den værste aftale nogensinde”, hvorefter han ‘decertificerede’ den. Aftalen skulle kvartalsgodkendes inden 15. oktober, og han har ellers godkendt den to gange tidligere. Decertificeringen betyder ikke, at USA trækker sig fra aftalen, men på kort sigt blot at den vil være omgærdet af større usikkerhed. Det amerikanske neokonservative politiske ugemagasin The Weekly Standard, som ellers ikke lægger fingrene imellem i sin kritik af Trump, skriver, at han gjorde ret i ikke at kvartalsgodkende aftalen, fordi Iran efter deres mening ikke har opfyldt sin del af aftalen – blandt andet ved ikke at lade de internationale atominspektører få fuld adgang til Irans atomanlæg. (Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), der står for inspektionerne, har dog ikke beklaget sig.)

Men der sker ikke kun negative ting, fortæller Tarja Cronberg. En ting, som efter hendes mening i vid udstrækning har forbigået den danske dagspresse, er, at mere end 120 lande i juli stemte for en traktat om et verdensomspændende forbud mod atomvåben. Som formand for den finske fredsbevægelse, der som nævnt er med i Ican, har hun overværet processen i FN fra nært hold.

”I traktaten om ikke-spredning af kernevåben ligger der et gensidigt løfte om de lande, der har atomvåben skal nedruste. Men der er ingen begrænsninger for atommagterne Indien, Israel, Nordkorea, og Pakistan, som alle er uden for aftalen. De kan gøre, hvad de har lyst til. Der er ingen kontrol med dem, og spørgsmålet er, om verden kan være det bekendt,” siger Tarja Cronberg.

Den situation er uholdbar, mener mange af de 190 lande i FN, som ikke har atomvåben. For hvorfor have en international traktat, når der er fire atommagter, som ikke er med i den?

”FN’s Sikkerhedsråd har ikke kunnet gøre noget, for de fem faste medlemslande, der alle er atommagter, har vetoret,” siger Cronberg.

Derfor indledte man sidste år en forhandlingsproces i FN om, hvad man gøre ved situationen. Her deltog alle lande.

”Der var en afstemning, hvor 123 lande stemte for, at man skulle lave en  aftale om et atomvåbenforbud. Så indledte man forhandlinger i år. Første del var i marts, og anden del var i juli Og det har resulteret i, at man faktisk nu har et udkast, en aftale som 123 lande har stemt for, som er klar til ratificering, og når 50 lande skriver under på den, hvilket ser ud til at kunne ske i år, så får det den konsekvens, at alle atomvåben i verden bliver ulovlige. Det gælder Israels atomvåben, og det gælder USA’s atomvåben. Alle,” siger Tarja Cronberg.

Ingen af de lande, der har atomvåben, støtter aftalen. Den betyder heller ikke, at alle atomvåben i verden bliver afskaffet. Men det giver alle, der arbejder for atomnedrustning, en argumentation for at intensivere arbejdet, siger Cronberg.

”Man kan også tilføje, at atomvåben har mistet deres militære betydning, Atomvåben er blevet et prestigeprojekt. Man kan sige, at Nordkorea føler, at de har et sikkerhedsproblem, og derfor har udviklet atomvåben for at garantere landets sikkerhed, men generelt set så opfylder konventionelle våben snart det samme formål. Der er meget få militære argumenter for atomvåben, men stor prestige i at mestre atomteknologien.”

Tarja Cronberg tager en indånding og skifter toneleje:

”Men det, som er så forbavsende, er, at Danmark har været så aktiv imod de her forhandlinger i FN.”

Altså imod forhandlingerne om at forbyde atomvåben?

”Ja, Danmark stemte nej i fjor, da der var afstemning i FN,” siger hun.

Kort inden forhandlingerne begyndte i marts, stillede USA’s FN-ambassadør Nikki Haley sig op og protesterede uden for FN’s generalforsamlings store konferencelokale. ”Som mor og datter er der intet, jeg ønsker mere for min familie end en verden uden atomvåben,” sagde hun. ”Men vi må være realistiske. Er der nogen, der tror, at Nordkorea vil gå med til et forbud mod atomvåben?”

Ifølge pressen talte Nikki Haley for cirka godt og vel 20 FN-ambassadører fra allierede lande, der også er imod et forbud, heriblandt Storbritannien, Frankrig, Sydkorea, Tyrkiet. Og, som Tarja Cronberg gengiver det, også Danmarks repræsentant.

”Hvem stod ved siden af Nikki Haley? Det gjorde den danske FN-ambassadør. Så Danmark har ikke kun været negativt indstillet over for forslaget om et forbud mod atomvåben, men været utrolig aktiv imod.”

Hvorfor?

”Jeg tror, det skyldes Danmarks forhold til USA. Man vil meget gerne være tæt på USA. Men vil gerne have et godt forhold til USA. Og USA har så sagt til alle deres venner og dem, som er med i NATO, at de skal holde enormt lav profil. Og den henstilling har de fulgt.”

Da udenrigsminister Anders Samuelsen i et samråd i Udenrigsudvalget før sommeren skulle forklare Danmarks position, sagde han, at Danmark ”ønsker at være i kernen af NATO” i spørgsmålet. ”Alliancesolidariteten er vigtig for den danske regering. Derfor kan Danmark ikke støtte en forbudstraktat mod atomvåben. Vi er en del af en gruppe lande, der har atomvåben som en mulighed. Det ville være uheldigt, hvis det kun er fjenden, der har atomvåben,” forklarede han.

Af de andre nordiske lande har Island og Norge stemt nej til forslaget. Finland stemte blankt.

”Sverige er det eneste land i Norden, som har været aktive under forhandlingerne, og som med al sandsynlighed nu kommer til at underskrive forbudsaftalen,” siger Tarja Cronberg.

Hvad hun har svært ved at forstå er, at der så godt som ingen debat har været om atomvåbenforbuddet i den danske offentlighed.

”I Sverige har der været en aktiv debat om, hvorvidt man skal skrive under eller ej. Det har man også i Finland og i Norge. I Danmark: ingen debat. Det er simpelthen så mærkeligt. Én ting er, at regeringen sikkert ikke er interesseret i at tage diskussion. Men at de danske journalister heller er et, er mærkeligt,” siger fredsforskeren.