Brug fingrene: Somaliske powerkvinder skaber kulinarisk attraktion i Aarhus

Allerede før jeg har mødt hende, nærer jeg dyb respekt, næsten ærefrygt, for Kaltuma Guraa. De personer, som arbejder sammen med hende til daglig, og som har hjulpet med at formidle kontakten, har beskrevet hende som en ”powerdame”, som er ”fabelagtig til at fortælle historier”. Og så har hun taget initiativ til at skabe et netværk for somaliske kvinder i Aarhus, hvor de kan forfølge deres drøm: at drive deres egen restaurant med somalisk mad.

Og det går rigtig godt. I begyndelsen af september gæstede kvinderne Aarhus Food Festival, og i den sydvestlige del af Aarhus, i Viby J, har de foreløbig åbnet deres egen kantine og cateringvirksomhed: Somalifood, hedder stedet.

Kaltuma er på vej

I det, der ligner et kedeligt industriområde med kasseformede murstensbygninger med skilte og logoer, holder Somalifood til. Kantinen er en del af Vækstpark for Socialøkonomi, som beskriver sig selv som ”et moderne kontorfællesskab målrettet virksomheder, som både arbejder ud fra en økonomisk og social bundlinje”.

Der står intet om Somalifood på døren, og jeg må have en skolelærerudseende mand til at følge mig derhen. Det gør ikke noget, siger han, mens vi går ind i kantinen. Han skulle alligevel den vej.

Ude fra køkkenet høres lyden af munter samtale på somali. Bag kassen kigger kvinderne ud ad døren en efter en. En smører sig en bolle, en sætter sin telefon til opladning. Service sættes på plads, bestik lægges i kasser. Når de går forbi sender de generte, men også varme og imødekommende smil.

”Hun er på vej,” fortæller de og serverer en kop kaffe.

Jeg går ud i gårdhaven og kigger lidt. Kvinderne er travlt optagede af madlavningen inde bag de dampduggede ruder. Men så er der pludselig en lilla skikkelse, der vinker inde bag glasdøren i kantinen. Det er hende: Kaltuma Guraa.

Canjeera med lufthuller

Hun giver et fast håndtryk, undskylder forsinkelsen, og så er hun på farten igen. Hun har nok at se til. I mellemtiden bliver gæsten inviteret indenfor i køkkenet.

Her er Hawa på 43 år i gang med at bage canjeera, en somalisk madpandekage med gær, som kun steges på den ene side, så der kommer massevis af små lufthuller på den anden.

Jeg spørger en kvinde, der står og vasker op, om hun har været her længe. Det har hun ikke, hun hjælper bare sin veninde, siger hun. Vil det være ok, hvis jeg tager et billede? Hun spænder op i hele kroppen. ”Nej, nej, nej,” siger hun. Hun lukker døren til køkkenet, hvorefter der diskuteres et eller andet på somali.

Ude i kantinen kommer Kaltuma susende. Hun bevæger sig energisk, sætter sig på stolen over for og læner sig frem over bordet: ”Så! Nu har jeg tid.”

Dansk og matematik ved kassen

Jeg spørger, om de har travlt, og det er nu egentlig ikke, fordi det er så galt med det, svarer hun. Men kvinderne skal have undervisning samme eftermiddag. To dage om ugen kommer undervisere fra FO hen i Vækstparken og underviser kvinderne i dansk og matematik, så de både får forudsætningerne for at blive bedre til dansk og til at forstå, hvad for eksempel moms er.

”De kan øve sig i matematik ved kasseapparatet,” fortæller Kaltuma.

Knap har vi sat os, før kvinden fra opvasken kommer hen til os, lidt forsigtigt, lidt ængsteligt. Hun siger noget til Kaltuma på somali. Kaltuma videreformidler: ”Hun vil gerne have, at du undgår at tage billeder af hende.” Det lover jeg, og mit løfte bliver oversat til somali. Der må kun tages billeder af maden og af de arbejdende kvinder på afstand.

Kaltuma fortæller videre. Hun er 36 år gammel, gift, mor til syv, og så har hun boet i Danmark siden 1995. Inden Somalifood blev grundlagt for godt et år siden, havde hun ligesom de andre kvinder søgt adskillige job uden held:

”Mange af os havde svært ved at finde et job. Både på grund af sproget og vores påklædning. Der var mange forhindringer. Selv hvis man fik noget, var det kun rengøring, hvor man ligesom var væk fra samfundet, så man ikke kunne lære sproget. Mange har arbejdet ti år i rengøring, men de kan stadig ikke sproget. Man er isoleret, når man gør rent, man laver det for sig selv, og så går man bare hjem. Man taler ikke med folk.”

Flere af kvinderne arbejdede før Somalifood ofte som frivillige i forskellige beboerhuse, hvor de lavede somalisk mad til folk, som havde lyst til at smage det:

”Og folk sagde altid: ‘Det smager godt. Er der et sted, man kan købe det?’,” imiterer Kaltuma. ”Det var der ikke. Så tænkte vi: Der burde være et sted, hvor man kan købe afrikansk mad. Det var der ikke i Aarhus.”

Samtidig havde jobcentret oprettet en jobcafé i det lokale beboerhus, hvor kvinderne mødte sagsbehandler Tara Hansen.

”Det er et problem, sagde vi til Tara. De af os, der kan få et job, kan kun få et rengøringsjob, men vi er alle sammen glade for at lave mad,” fortæller Kaltuma.

”Så gik hun til sin chef og fortalte om os. Når man kigger på somaliske kvinder, er der jo stor arbejdsløshed. Mange af kvinderne har været i praktik forskellige steder. De har virkelig gjort en indsats, men der kommer aldrig en ansættelse ud af det. Vi orkede ikke endnu en praktik, som ikke førte til noget.”

Kaltuma taler varmt og engageret om Tara Hansen:

”Hun troede på os. Hun troede på vores idé. Og det er det vigtigste for en sagsbehandler. Først og fremmest skal de ikke udskiftes hele tiden. Det forvirrer folk. For det andet skal de se det fra almindelige menneskers vinkel. Ikke så meget med: ’Nu har du været arbejdsløs i fem år, så du vil nok ikke have et arbejde. Gå hjem og sov igen’. Det er vigtigt, at sagsbehandleren rent faktisk ser folks potentiale og spørger, hvad de kunne tænke sig. De fleste har masser af idéer. De har bare svært ved sproget. Chancen for at lære det får man, når man bliver en del af en arbejdsplads.”

Som kinesisk mad i halvfemserne

Hvem bestemmer, hvad I skal have at spise?

”Det gør vi alle sammen. Vi har nogle dage, hvor vi laver almindelig dansk mad. I huset er der nogle, som bare gerne vil have dansk mad. Så to dage om ugen laver vi dansk mad, og der er altid mulighed for at få smørebrød. Chili og dip doseres ved siden af, så man selv kan vælge, hvor stærkt det skal være. Folk skal vænne sig til det. Det tager tid,” forklarer Kaltuma.

”Det er ligesom med kinesisk mad i starten af halvfemserne, som nu er blevet hverdagsmad. Men altså vi laver ikke stærk mad. Det er ikke ligesom indisk mad, hvor folk får følsom mave,” griner Kaltuma.

Hvordan går det med at lære sproget? Bliver dem, der har svært ved det, bedre?

”Ja, det gør de. Som du kan høre, taler de somali lige nu. Men hvis Jakob (Jakob Kristian Sørensen, projektleder på Somalifood, red.) er her, taler de jo dansk, så han forstår, hvad de siger. Ud over sprogundervisning tilbyder vi også helt almindelige unge danskere, at de kan komme i praktik hos os, hvis de er interesserede i madlavning. For det hjælper meget i forhold til at lære sproget. Det må du meget gerne skrive i avisen.”

Kaltuma sidder uroligt i stolen og kigger op på uret. Klokken er 11.05, og frokosten skal være klar inden længe.

”Vi vil gerne udvide, så vi har råd til at fuldtidsansætte folk. Vi vil gerne finde et sted inde i byen og måske få en vogn på Street Food. Der er mange muligheder, som vi arbejder på,” når hun lige at sige, og så er hun altså også nødt til at smutte ud i køkkenet til de andre igen.

Tak for mad

Kvinderne byder på frokost, da maden er færdig. Jeg spørger, om linsefyldet skal puttes ind i pandekagerne. Det kan man da godt, hvis man vil, svarer en af kvinderne.

Kaltuma korrigerer på afstand: ”Du skal spise det med fingrene.” Hun laver en bevægelse, der viser, hvordan man skal dyppe canjeeraen i linseretten, ”så du må hellere vaske dem.”

”Tak for mad,” siger jeg, inden jeg går.

”Selv tak,” siger kvinderne i munden på hinanden.