Det handler om bevidstgørelse – ikke om personer

Den amerikanske skuespiller Kevin Spacey skulle til den kommende Emmy-uddeling have modtaget en ærespris for sit arbejde i rampelyset, men efter han i søndags kom i rampelyset af helt andre grunde end skuespillet, stod det klart, at det skulle han så ikke alligevel. Emmy-arrangøren, Academy of Television Arts & Sciences, meddelte nemlig i en pressemeddelelse, at man ”i lyset af de nylige hændelser ikke vil ære Kevin Spacey”.

Det fremgår ikke præcist, hvad ”de nylige hændelser” dækker over, men det må formodes, at der hentydes til den anklage, den 46-årige skuespiller Anthony Rapp fremsatte i søndags, da han beskyldte Spacey for i 1986 at have gjort seksuelle tilnærmelser over for ham. På det tidspunkt var Rapp 14 år og Spacey 26.

Kevin Spacey skulle ifølge beskyldningen i fuldskab have optrådt upassende og tilnærmende over for den unge dreng ved at forsøge at overtale ham til sex og lægge sig oven på ham. Selv siger han, at han ikke husker det, der angiveligt skete i 1986, men i en officiel meddelse undskylder han dog, ”hvis jeg optrådte, som han siger”, og kalder det selv for ”stærkt upassende”.

Fint nok, så langt så godt og så godt. Set med kunstneriske øjne er Spaceys meritter de samme i dag, som de var i søndags, så man må formode, at det udelukkende er af moralske og personlige årsager, at Emmy-komitéen nu ikke vil hædre ham længere. Man må også tro, at det eneste, de lægger til grund for den dom, er en kollegas beskyldninger. Der er ingen rettergang, indrømmelser eller beviser imod Spacey, så det Emmy-komitéen er bange for, må vel være den harme, der ville rejse sig, hvis han mødte op til festen. Eller også synes de, at det han er beskyldt for, er så anstødeligt, at de ikke kan leve med den mulighed, at han skulle have gjort det. Begge dele er fuldt legitime, men det peger også på et af de store problemer ved den ellers meget vigtige og stærke #MeToo-kampagne, som anklagerne kan ses i lyset af: Den var (blev) ikke anonymiseret.

Det har gjort #MeToo svagere af flere årsager: Kampagne er afstedkommet en række mere kulørte sager i pressen om kendte mennesker. Navngivne personer er blevet anklaget for noget, de potentielt aldrig har gjort, og den evige folkedomstol har haft frit spil på de sociale medier. Det har også fordrejet diskussionen og gjort den let at afvise og afspore. Det har sløret kampagnens ypperste mål: at bevidstgøre.

Har man ikke anmeldt en hændelse, har man ikke fået personen dømt, er det at gå ud med navns nævnelse det samme som injurier. Om det er sandt eller ej, om det juridisk set er ulovligt eller ej, om det er moralsk forkasteligt inden for de normer, vi gerne vil have i samfundet eller ikke, så er det ulovligt, hvis det ikke kan bevises. Det kan man få en dom for. Og sådan skal det være i et samfund, for ellers kan alle sige alt om alle. Sager om navngivne personer skal afgøres i retten og er en juridisk diskussion.

Men med den anonyme gerningsmand bliver debatten ikke juridisk, men kulturel. Den kommer til at handle om bevidstgørelse om det samfund, vi lever i. Det er en fremadrettet diskussion og potentielt set kulturændrende. Der skal bevidstgøres om seksuel chikane, grænseoverskridende adfærd og voldtægter, netop fordi offerets fortælling og juridiske muligheder ofte står så svagt. Skammen skal flyttes. Der skal bevidstgøres, fordi det ikke skal være skamfuldt at være offer, men skamfuldt at udføre den krænkende handling. Der skal bevidstgøres, så man ikke er smart eller cool, når man forgriber sig på en kvinde, men en stakkel, der burde skammes ud – eller i behandling. /Lasse Lavrsen