Wads of euro banknotes are stacked in a pile at the GSA Austria (Money Service Austria) company's headquarters in Vienna July 22, 2013. The GSA delivers new and collects old currency for the Austrian National Bank. REUTERS/Leonhard Foeger (AUSTRIA - Tags: POLITICS BUSINESS)
”Det er smart at snyde, men dumt at blive opdaget.” Sådan lød en sarkastisk advarsel, som nogle af os, der var børn i 80’erne, blev tudet ørerne fulde af i forbindelse med skoleopgaver i de høje klasser. Nogle gange lå det jo for eksempel lige for at kopiere en Bo Green Jensen-anmeldelse fra Weekendavisen, hvis man ikke vidste, hvad man skulle skrive fristil om, og man gerne ville aflevere tre håndskrevne sider med et respektabelt bundniveau. Hvis man så blev opdaget, var det forbundet med et voldsomt dobbeltsidigt ubehag: dels var der ærgrelsen over at blive afsløret, og dels var der skammen over at have forbrudt sig mod reglerne. Så gjorde man det ikke igen.
Da en eller anden behjertet sjæl i 2015 lækkede et datasæt fra det panamanske selskab Mossack Fonseca med hemmelige oplysninger om mere end 214.000 offshoreselskaber, gav medierne lækagen den filmiske titel Panama Papers. Og nu er toeren her – ”fra holdet bag Panama Papers”, som The Guardian formulerer den i sin lille præsentationsvideo – Paradise Papers: Større, bedre og vildere (og måske endda mere sexet).
Lækagen, som er kommet den tyske avis Süddeutsche Zeitung i hænde, stammer fra advokatfirmaet Appleby på Bermuda og en udbyder af ‘virksomhedstjenester’ i Singapore og løber op i 13,4 millioner dokumenter fra 1950’erne og frem til 2016. Og som DR skriver, vil ”nogle af verdens rigeste og mest magtfulde mennesker” nu få ”blotlagt deres økonomiske hemmeligheder og forretninger”. Papirerne er – ligesom det var tilfældet med Panama Papers – blevet delt med Det internationale konsortium af undersøgende journalister (ICIJ) og mere end 380 journalister fra 67 lande. Blandt de 25.000 personer og virksomheder, som optræder i papirerne, er der efter sigende 140 danskere, som vi glæder os til at høre mere om.
Interessekonflikter og lovlydighed
Ligesom med lækagen i 2015 sidder man som almindelig borger – måske endda som lovlydig lønmodtager – og håber, at der er nogle grådige, amoralske svin som bliver knaldet noget så eftertrykkeligt. I aftes lagde New York Times ud med en stærk historie om, at Donald Trumps handelsminister Wilbur Ross er medejer af firmaet Navigator, der sejler flydende gas for folk i inderkredsen omkring Ruslands præsident Vladimir Putin, heriblandt Putins svigersøn Kirill Sjamalov og den russiske forretningsmand Gennadij Timjenko, som USA har haft sanktioner mod siden 2014.
Med sådanne forretningsforbindelser befinder Wilbur Ross sig i en gevaldig interessekonflikt, men han har næppe begået nogen ulovligheder. Det er hele ideen med offshoreselskaber og skattely: Det, der foregår, er ikke ulovligt, det handler om at gå lige til grænsen af lovgivningen med hjælp fra skruppelløse advokater og revisorer, som er blottet for moral.
Og det vil vise sig at være det overordnede problem med Paradise Papers. Meget af det, der foregår, er ikke ulovligt. Banditterne forbryder sig ikke nødvendigvis mod loven. Og derfor vil der ikke være en skam over at have gjort noget ulovligt, men blot en ærgrelse over at være blevet afsløret. Og hvis man ser sådan på det, er det lige før, man ville ønske, at al svineriet og grådigheden slet ikke blev opdaget. Men også kun næsten. /Oliver Stilling