Den nye frelser er digital

Mennesket har altid klynget sig til håbet om et evigt liv. Intet skal mistes og mindst af alt os selv. Tanken om den yderste dag som en evig drømmeløs søvn, synes ubærlig for de fleste, så præsterne har i godt 1000 år kunne dulme os med udsigten til paradis, og da troen begyndte at sive ud af os, blev det lægevidenskaben, der gav os håb om at udsætte døden. Men nu er det som om lægevidenskaben heller ikke helt kan gøre det for os længere. Vi må finde en ny frelser.

Nyt kød

Dykker man ned i de miljøer, der er gået mest intenst ind i kampen mod døden, er de i bemærkelsesværdigt grad præget af teknologiganter og ikke i så høj grad af medicinerer og sundhedsforskningen. Det er de såkaldte disruptive industrier, som har præget computerverden, særligt Silicon Valley i Californien, danner ramme for en væsentlig del af disse industrier. Det er en renæssance-attitude, hvor der bliver smidt milliarder efter områder, der normalt ligger langt fra computerens – elbiler, rumturisme, kunstigt udviklet kød og så også livsforlængelse.

En af pionererne på det felt er den visionære opfinder Ray Kurzweil, som er sikker på, at vi i en ikke så fjern fremtid vil smelte helt sammen med maskinerne og herigennem leve for evigt. Det lyder måske som noget, du har set i en videofilm i 80’erne, og det er måske også, men når vi taler om Ray Kurzweil, er der grund til at tage det mere alvorligt end det.

Kurzweils hemmelighed

Ray Kurzweil fik sit gennembrud allerede i 1960’erne, hvor han opfandt synthesizeren. Der findes på nettet et klip, hvor han i 1965 deltager i det landsdækkende tv-show ‘I’ve got a secret’ og i en alder af kun 17 år fremviser han sin egen opfindelse af en computer, der har komponeret et fint lille stykke musik. Det var den ”hemmelighed” de tre kendte paneldeltager skulle gætte, men i virkeligheden bød denne 17-årige knægt på langt større hemmeligheder.

For siden har han stået for et hav af opfindelser og givet forudsigelser om udviklingen, der har vist sig at ligge imponerende tæt op af virkeligheden. Hans store vision for computerteknologien rækker langt videre end kompositioner og instrumenter. Bill Gates har kaldt ham »jordens dygtigste til at forudsige fremtiden indenfor kunstig intelligens,« og manden har i dag ikke færre end 19 æresdoktorgrader i pokalskabet. De bygger på hans stadige overbevisning om, at teknologien vil blive ved med at udvikle sig eksponentielt, sådan som den såkaldte Moores lov der indtil videre har vist, at computere hvert andet år fordobler deres ydeevne. Computere udvikler sig hurtigt, og de gør det hurtigere og hurtigere.

Leve for evigt

Kurzweils mest ekstreme forudsigelse har han holdt fast i 20 år – det er tilstanden Singularity – singulariteten – der ifølge ham vil indtræffe præcist i året 2045. Her vil jordens samlede computerkraft være en milliard gange kraftigere end den sammenlagte kapacitet for alle menneskelige hjerner på Jorden, og den kunstige intelligens vil være så fremskreden, at vi ikke længere kan adskille os selv fra maskinen. Vi vil ikke længere kunne forstå vores samtid og vores fremtid – det er ude af vores hænder. Det er det, han oprigtigt mener vil gøre os udødelige.

Det lyder vanvittig, men på lange stræk er det stadig i den retning udviklingen bevæger sig, og det er dét, de har øjne for i Silicon Valley. Præcis som man i dag kan lave kunstige ben og arme – og er i fuld gang med at få lamme mennesker til at gå igen – vil computere blive så små, og iøvirgt lavet af biologisk materiale, at de kan gå ind og erstatte dele af kroppen på celleniveau – også i hjernen. På sigt vil celler kunne klynges og bruges til at skabe, eller måske genskabe, hele mennesker. Her vil man så kunne leve videre, forudser Kurzweil. Principielt set også uden krop.

Undergang og frelse

Læser man Kurzweils bøger om emnet, fornemmer man ikke alene en helt ukritisk jubeloptimisme på menneskets vegne, men også at en hvis eskatologisk stemning præger hans tanker. Singularity vil ikke bare ændre verden og mennesket, skriver han, men ultimativt vil hele universet, efterhånden som accelerationskraften fortsætter i det uendelige, blive indtaget af singulariteten. Her begynder Kurzweils tanker at antage skikkelse som en regulær religion.

Det sidste er der ikke mange andre en Kurzweil, der tror på eller taler om, men med sig har han verdens rigeste og mest magtfulde koncerner. Særligt hans nuværende arbejdsgiver Google, hvor han er leder af deres tekniske afdeling, har stået bag ham og med penge fra stifter Larry Page har han sammen med entreprenør og læge Peter Diamandis oprettet Singularity University, der dog har et bredere sigte end den såkaldte transhumanisme som ellers er den bærende tanker i Kurzweils Singularity. Google selv ejer, i fællesskab med medicinalgiganten AbbVie, også den hermetisk lukkede og hemmelighedsfulde biotekafdelingen Calico med det beskedne slogan »We’re tackling aging,«

https://www.youtube.com/watch?v=ugDr2NnQu-Q

Singularity University, som er en slags teknisk universitet, en tænketank eller efteruddannelsescenter, og beskæftiger sig med alle mulige såkaldte disruptive innovationer og eksponentielle teknologier. På amerikansk ville man sige ’the sky is the limit’, men det er den bare ikke rigtig her – heller ikke døden. Danske Jannick B. Pedersen har fulgt Singularity-bevægelsen tæt siden begyndelsen og har deltaget i alle de kurser universitet har udbudt, ligesom han er blandt initiativtagerne til en dansk afdeling. De senere år har han også kastet sit fokus på livsforlængelsesområdet, og i øjeblikket arbejder han på en bog om emnet. For altid, hedder den. For ham er Kurzweils tanker ikke det ren science fiction.

»Selv om han er en meget klog og visionær mand, er jeg ikke sikker på, at jeg køber Kurzweils vision om et evigt liv, men det her er en bevægelse, der ikke kan stoppes,« siger han.

»Jeg tror på, at vi nærmer os et tidspunkt, hvor det er helt realistisk at forlænge livet væsentligt, og på lange stræk er vi der allerede. Vi er et sted, hvor det spirer med muligheder for alle sider«

Aldring er ikke et grundvilkår

Det store paradigmeskifte er, som Jannick B. Pedersen ser det, at vi er gået ind i en tid, hvor vi er begyndt at betragte aldring som en sygdom. Vel at mærke som en sygdom vi kan finde en behandling for. Allerede inden for ti år, mener Jannick B Pedersen, vil man kunne se det i gadebilledet. Folk bliver yngre at se på, mere raske og friske.

»Det vil blandt andet være på baggrund af det vi ved fra celleforskningen, og hvordan vi kan sætte aldringen hos nogen af dem i stå, og ligefrem skrue dem baglæns. Man kan naturligvis stadig dø af alt mulig andet, men på sigt kan vi rette op på det, der slår så langt de fleste af os ihjel – alderen,« siger han og bliver meget konkret.

»Hvis du kan holde dig nogenlunde sund og rask i 30 år endnu, så er det så godt som sikkert at teknologien kan forære dig 30 yderligere, og herfra er der ingen, der ved hvad vi kan nå.«

Det er den tankegang Kurzweil også klynger sig til. ’Broen til broen til broen’ kalder, han det, og Jannick B. Pedersen undrer sig lidt over, hvorfor man ikke satser stærkere på de her områder.

»Hvorfor forsøger vi ikke at helbrede alderen i stedet for at kaste så mange penge efter at helbrede sygdomme, der er forårsaget af alder. Hvorfor blive 90 og syg de sidste mange år, hvis man kan fastholde sin ungdom 30 år længere? Det er da super besnærende er det ikke? Tænk, hvis vi brugte nogle af vores mange sundhedsmilliarder på dét i stedet for«

Tror du, det er derfor at udviklingen her, i større grad, er båret af halvexcentriske milliardærer og teknologiganter?

»Jeg tror, det er meget naturligt for stater at give penge til dem, der har behov nu og her – de syge og de gamle – i stedet for at give dem til de friske og unge. Milliardærerne er i det på grund af perspektiverne, pengene, udviklingen, og så formentlig også af den samme årsag som gør at jeg interesserer mig for det – det er jo helt sygt spændende.«

Vi bliver ældre

Den danske teknologijournalist Henrik Føhns har fulgt Kurzweil i mange år, og har lige som Jannick B Pedersen også været på en række kurser på Singularity University. Han finder Kurzweils ideer interessante og imponerende, men ligesom de fleste andre omkring universitetet, også temmelig verdensfjerne, og i øvrigt heller ikke særlig repræsentative.

»Det er en kendsgerning, at vores levealder stiger og har gjort det længe, men mere end det handler om at få et evigt liv, eller transcendere med en computer, handler det om at have et godt liv, mens vi her. Det er for mig at se et hovedfokus for Singularity University,« siger Henrik Føhns og forklarer at Ray Kurzweil heller ikke spiller en stor konkret rolle på universitet.

»Han er naturligvis en respekteret grundlægger af stedet, men mange af de tilknyttede forskere, køber ikke hans forudsigelser. Nogen taler om, at han har dødsangst, andre mener bare, at overgangen fra menneske til maskine, som Kurzweil er så optaget af, er langt mere kompliceret, end noget vi kan fremskrive med teknologien.«

Men den reelle virkelighed i visionerne er, ifølge Henrik Føhns, heller ikke så vigtigt for den forskning, der bedrives på stedet. Hovedformålet med stedet er ret konkret og handler om, hvordan man kan forandre verden positivt for en milliard mennesker, over ti år.

»Det er målet. At skabe et nybrud der sætter dagsordenen,« siger Henrik Føhns og kommer til den anden vigtige pointe for forskning, der beskæftiger sig med så vidtrækkende visioner.

»Du skal se på alle de afledte fordele, der er ved denne type forskning. Alle de opdagelser, der bliver gjort undervejs,« siger han og bruger dét som forklaring på, at miljøet omkring singularity og Singularity University er så mangfoldigt.

»Det er i høj grad tværfagligheden, der er styrken i de her miljøer. Det er det, der kan vende det hele på hovedet. Det er det samme som når Elon Musk, der er grundlæggeren af Tesla-Motors, men før det it-entrepenør, begynder at lave biler eller vil til Mars. Det er disruptionen – forstyrrelsen – også selv om det handler om miljøproblemer, rent drikkevand, børnedødelighed.«

Det er det man kalder et accelererende afkast, hvor computerkraften breder sig og udvider andre områder eksponentielt sammen med sit eget – hvor andre områder kobler sig på Moores Lov, så at sige.

»Alting bliver digitaliseret, og når du digitaliserer noget, bliver det til information, og det kan du behandle i en computer. Man kunne eksempelvis ikke have kortlagt det humane genom, hvis ikke det var for computerkraften. I den genetiske forskning, har vi i dag gensegmenteringsmaskiner, der falder i pris og stiger i ydeevne hurtigere end Moores lov. Det betyder, at vi i dag kan segmentere et helt humant genom på en eftermiddag, til en pris på 1000 dollars – for femte år siden brugte man et årti på det samme.«