Der gror et paradoks inde i René Christensen

Vi står begge og tripper lidt ude foran døren. Efter en lang vandring fra Christiansborgs hovedindgang, op ad trappen i Vandrehallen og gennem Provianthuset, hvor Dansk Folkepartis folketingsgruppe har til huse, er René Christensens venlige sekretær og jeg efterhånden ved at være løbet tør for ting at smalltalke om. En let pinlig tavshed er nu ved at indfinde sig og bliver kun midlertidigt erstattet af det overdøvende håndværkerbor, som er ved at ordne Provianthusets toiletter.

”De har været i gang i månedsvis,” siger hun.

”Nå da,” nikker jeg.

Endelig går døren til René Christensens kontor op, og han stikker sit ansigt ud ad åbningen. I den ene hånd har han sin mobiltelefon, den er trykket mod hans øre, mens han mumler ind i den. På den anden hånd løfter han pegefingeren på en måde, som kun en garvet falstring kan gøre det. Én, der er vant til lige at lade pegefingeren slippe rattet, når bussen kommer kørende forbi på vejen. Sådan hilser man på Falster. Måske endda flankeret af et ”dav dav”. Men denne gang er den løftede finger ikke bare en såkaldt ‘bushilsen’. Den betyder ”giv mig lige ét minut”, og døren lukker igen.

Så står vi der igen. René Christensens sekretær smiler til mig.

”Det er jo også, fordi han har travlt med finansloven,” siger hun lidt undskyldende.

Det behøver hun nu ikke være, undskyldende. Der er ingen tvivl om, at René Christensen er en travl mand. Han blev valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti første gang i 2008. Siden er den 47-årige uddannede automekaniker steget i graderne fra menigt folketingsmedlem til i dag at være finansordfører for VLAK-regeringens magtfulde støtteparti. Det er derfor, finansloven presser sig på.

Døren åbner sig igen. Denne gang helt. René Christensen laver en jovial gestus og byder mig inden for på sit kontor.

Det er ikke det mindste kontor, jeg har besøgt på Christiansborg. Han beder mig tage plads ved det store mødebord i hjørnet, som vidner om, at René Christensen ikke bare sidder og læser udspil og forbereder sig, men at folk også kommer forbi for at forhandle og diskutere.

Politiker ved et tilfælde

Som jeg sætter mig til rette ved bordet og får skubbet en kop med kaffe og DF-logo over i min retning, slår det mig, at noget ikke rigtig stemmer. Det kan godt være, at René Christensen har været i politik i mange år, men rævesmilet og den tykke falsterske dialekt får mig ikke til at tænke på en finansordfører som det første. Og hvordan er en automekaniker egentlig endt i Provianthuset på Slotsholmen? Hvornår fandt han ud af, at det var politik, der skulle være hans levevej?

”Det har jeg stadig ikke fundet ud af,” svarer René Christensen, da jeg konfronterer ham med min undren. ”Det var aldrig rigtig noget aktivt valg at stille op i politik. I slutningen af 90’erne var jeg værkfører på et erhvervscenter for produktionsbiler, og der sad jeg tit med mine kollegaer og kiggede i Ekstra Bladet. Så kunne vi sidde over frokosten og løse hele verdenssituationen. Bare brokke os. Men en dag tænkte jeg, at det flytter jo ikke noget. Så besluttede jeg mig for at melde mig ind i et parti.”

Efter at han havde meldt sig ind i Dansk Folkeparti, syntes han, at det hele gik lidt for langsomt. Han fik en velkomstpakke, men ellers var der helt stille de næste 14 dage. Det var alt for længe for René Christensen. Nu havde han jo endelig besluttet sig for, at der skulle ske noget. Han husker sin frustration:

”’Hvad fa’en sker der?’, tænkte jeg efter de 14 dage. Så måtte jeg ringe til lokalformanden og høre, om der ikke snart kom gang i noget. Så måtte han jo berolige mig med, at der snart var generalforsamling, som jeg kunne tage med til. Dengang var det jo et forholdsvis lille parti, så til generalforsamlingen, hvor vi måske var 12, var der en, der sagde ‘ham den unge mand, han kan da godt stille op til bestyrelsen’. Så gjorde jeg det og blev sekretær i bestyrelsen.”

Og voila. Pludselig var René Christensen inde i politik. Lidt ved et tilfælde, og sådan fortsatte det. Som bestyrelsesmedlem havde han ikke nogen ambitioner om at stille op, men da der pludselig kom kommunevalg, og han blev prikket på skulderen med en opfordring om at stille op, tog han chancen. 111 stemmer blev det til. Som han selv påpeger, er det trods alt lidt flere end den nærmeste familie. Dengang rakte det ikke til at blive valgt, men nu rullede snebolden og efter et par prik mere på skulderen blev han i 2005 valgt til sammenlægningsudvalget i forbindelse med den nye kommunestruktur. I 2008 blev han folketingsmedlem og var for første gang i sit liv fuldtidspolitiker.

Markræs på Falster

Den eneste, der havde fanget, at René Christensen skulle ende med at blive politiker, var hans skoleinspektør fra Lindeskovskolen på Falster. På en lejrtur skulle lille René opføre et skuespil foran resten af lejren. Det havde han intet problem med, og det fik inspektøren til at bemærke, at når det faldt ham så naturligt, så måtte han da ende som politiker.

Også hans meddelelsesbog fra skoletiden pegede i retningen af et liv med holdninger. Skolelæreren havde en dag skrevet hjem til René Christensens mor, at han deltog aktivt i timernes diskussioner og stod fast på sine synspunkter. Herefter stod der med lidt større bogstaver: ”Også selvom han står helt alene med dem.”

Men selv om René Christensen havde sine meninger, fyldte politik ikke meget i hans barndomshjem. Med en far, der ofte var på farten som chauffør, og en mor, der arbejdede som pædagog om dagen og havde et rengøringsjob om aftenen, var der ikke tid til den slags. De havde ikke alverdens penge, men det var ikke noget, der gik op for René Christensen, før han blev voksen:

”Men vi fik da en hel del Maizena-vælling, nu jeg tænker over det,” griner han.

Det havde derimod altid ligget i kortene, at René Christensen skulle ende som automekaniker. Som lille var han med de store ude at køre markræs, hvilket er det tætteste, vi kommer på en falstersk nationalsport. Derudover var han meget betaget af sin fars lastbil, ligesom familien havde en gammel folkevogn stående, som han og hans kammerater kunne lege i. Han er aldrig kommet sig over fascinationen af biler. I dag samler han stadig på gamle sportsvogne.

Generelt beskriver René Christensen sin barndom som en god provins-opvækst:

”Mine venner og jeg samledes jo ikke om alkohol, men om at køre knallert og sådan noget. Selvfølgelig var vi med på kroen nogle gange, men så var der nogle, der sendte os hjem eller gav os en cola, hvis vi havde fået for meget. Det var godt at være ung i provinsen.”

One take

Midt i en sætning rejser René Christensen sig pludselig op. ”Sig mig, hvor…,” begynder han, mens han kigger ned uret på sin mobiltelefon. Han klikker lidt rundt på den, inden han færdiggør sætningen: ”…bli’r de egentlig af?”

René Christensen har en anden aftale, hvor han sammen med lokalstationen TV2 East skal vise nogle førstegangsvælgere rundt på Christiansborg, mens han besvarer spørgsmål. Men de har ikke meldt deres ankomst endnu. Han stikker hovedet ud ad kontoret, og jeg kan høre hans sekretær komme med hurtige skridt ned ad gangen. ”De må være her snart,” bliver der mumlet, og Christensen gør tegn til, at jeg skal hoppe i min jakke, så vi kan komme ned og tage i mod dem.

Vi møder TV2-journalisterne og de unge guldborgsundborgere nede ved Folketingets gæsteindgang. Rutineret trykker René Christensen alle de nyankomne i hånden. Da introen til indslaget skal laves for rullende kamera, og han med elegant lethed tager det hele i one take, kommer man i tanke om, at han trods alt også er andet og mere end en lokal dreng fra Falster, som ved et tilfælde er blevet valgt ind i byrådet. Han er professionel politiker med alt, hvad der hører til. Det ved han også godt selv, men alligevel vil han ikke helt være ved det:

”Jeg er jo politiker, men det er ikke en karrierevej, jeg som sådan har valgt. Jeg har været heldig… Eller dygtig. Tingene er sket, og jo, jeg har valgt til, men det har været af lyst – ikke med tanke på karrieren. Jeg føler stadig, at jeg lever af min fritidsinteresse, og det er jo fantastisk.”

Dobbeltheden i René Christensen

Når René Christensen står og smalltalker med de unge vælgere og bevæger sig igennem Christiansborgs gange med et kamera foran sig, som var det den mest naturlige ting i hele verden, er det, som om den gamle automekaniker har fundet ud af, at politik også er en slags håndværk.

”Man skal lære at være politiker. Og jo længere tid man er det, jo bedre bliver man til det,” siger han.

Når han snakker om det politiske, fremhæver han især, at det er vigtigt at kunne nå frem til kompromiser. Politik handler ikke om at gå efter at få 100 procent af det, man ønsker gennemført. Man må gå efter 80 procent. Måske endda 60 eller 50 procent.

Men på den anden side er René Christensen også stadig den dreng, som skolelæreren skrev om i meddelelsesbogen. Det er vigtigt for ham at stå fast. Også på de upopulære holdninger. Det var derfor, han blev DF’er i sin tid, og det er derfor, at han er blevet hængende så længe.

Hvad der virker som en dobbelthed for de fleste mennesker, er noget af det mest naturlige for René Christensen. For ham er det ikke en modsigelse at være kompromissøgende og kompromisløs på samme tid.

Men i bund og grund handler det mest om, at han gerne vil opføre sig ordentligt. Der skal være plads til at være uenig, men det betyder jo ikke, at man ikke skal kunne snakke sammen. Han tror selv, at det kan være en af grundene til, at han er så populær i Guldborgsund – også blandt folk, der måske ikke normalt stemmer DF. Han er sympatiske René fra Falster, inden han er hardliner-politiker fra DF. Og så har han fundet ud af, at det er en politisk fordel ikke at være et dumt svin:

”Man skal aldrig sparke nogen over benene. Slet ikke i politik. Der, hvor du står nu, står du sikkert ikke om fire år, og så er det dumt, hvis du har gjort dig uvenner med folk.”

Et skridt nedad?

Det er ved portrætterne af de tidligere statsministre, at man mærker magten på Christiansborg stærkest. Ikke fordi det er her, de vigtige beslutninger er blevet taget, men fordi magten – statsministrene – kigger en direkte ind i øjnene.

”Kunne du godt tænke dig, at det blev dig,” spørger en af de unge førstegangsvælgere kækt med henvisning til statsministerportrætterne.

René Christensen tænker sig lidt om. Mon det er politikersvaret, der er ved at forme sig inde i hans hoved? ”Det kunne man vel altid,” siger han eftertænksomt, og lige inden man når at tænke, at det da var et dejligt spin-frit svar, når han at tilføje: ”Men det har jeg nu ingen planer om.”

Det er rigtigt nok, at René Christensen ikke har nogen planer om at blive statsminister foreløbigt. For i manges øjne vil hans nuværende borgmesterprojekt, hvis det lykkes, være et stort trin ned ad stien. Hvorfor vil man være borgmester i Guldborgsund Kommune, når man er en vigtig brik i de nationale finanslovsforhandlinger?

Selv om det tilsyneladende er et skridt ned ad karrierestigen, behøver det ikke være tilfældet internt i Dansk Folkeparti. Noget tyder på, at partiledelsen rigtig gerne vil have deres første borgmesterplads. Bliver det René Christensen, er han nok ikke dårligere stillet i den sammenhæng.

Men når han selv svarer på det, så handler det om hans stærke tilhørsforhold til Guldborgsund og om muligheden for de større armbevægelser, det vil give ham. Titlen er ikke vigtig for ham, og at være borgmester er jo som at være statsminister – bare på Falster. Når han går gennem København på en sommeraften, så savner han Guldborgsund. Dernede kan man ”rigtig hygge sig”, som han formulerer det.

Danmarks første DF-borgmester

Rundvisningen er veloverstået, og den travle finansordfører skal videre i sit dagsprogram. Inden jeg slipper ham, må jeg dog vide, hvordan han selv oplever oddsene for en borgmesterpost. På landsplan er Dansk Folkeparti begyndt at flirte endog rigtig meget med Socialdemokratiet, og i Guldborgsund har Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Venstre netop lavet et budgetforlig uden om borgmesterens parti. Er det måske socialdemokraterne, der skal gøre ham til borgmester?

Han vil ikke give et entydigt svar, men lægger alligevel vægt på, at man også i Guldborgsund har plejet forholdet mellem S og DF:

”Jeg kunne på sidste valgnat se, at det kunne blive svært at blive borgmester uden socialdemokraterne. Efter at jeg var blevet nødt til at pege på John Brædder (fra Guldborgsundlisten, red.) som borgmester, foreslog jeg derfor, om vi ikke også skulle invitere socialdemokraterne med i konstitueringen. Så det var faktisk mig, der kæmpede for at få dem ind. Men jeg samarbejder godt med alle.”

Om han bliver borgmester ved han i sagens natur ikke. Men han håber det. Og det selv om han går til valg på mådehold. Pengene skal blive i kommunekassen. Der skal ikke bygges nogen håndboldhal til håndbolddamerne eller noget superligastadion til herrefodboldholdet lige foreløbig. Han bruger ikke selv ordene, men det er næsten, som om han snakker om ‘nødvendighedens politik’.

Da René Christensen bevæger sig op ad trappen i Vandrehallen, efterlader han mig indtrykket af, at der gror et paradoks inde i den falsterske borgmesterkandidat: Han er en nøjeregnende, pragmatisk politiker til fingerspidserne, men holder samtidig fast i at være den populistiske automekaniker fra Falster, der nægter at blive rigtig karrierepolitiker.