Kære læser

Nu har de længe nok brugt os

Kvindesagen. Demonstration for ligeløn.; A demonstration for equal rights and equal pay. Women shouting and carrying banners.;

Er du kvinde? Smid da alt, hvad du har i dine runkne hænder. Kør kontorstolen væk fra skrivebordet. Læg kridtet fra dig ved tavlen. Fjern din kolde hånd fra patientens varme pande. Lad støvet ligge og juliennesuppen koge over. For i dag er din sidste arbejdsdag i år.

I hvert fald i teorien (suk!). Hvis gennemsnitslønnen for mænd og kvinder var den samme, ville kvindernes timer være brugt op i dag. Løngabet var i 2016 15,4%, hvilket godt nok er et fald fra 17,1% i 2013, men med den nuværende udligningshastighed har vi først udsigt til ligeløn om 64 år.

Lønforskellen skyldes dels, at lønniveauet i traditionelle mandefag og kvindefag fortsat er meget ulige, dels andre parametre som fx ulighed inden for pension. Derfor arrangerer fagforbundene HK og 3F for sjette år i træk Kvindernes Sidste Arbejdsdag. Med et glimt i øjet, forstås. Som de skriver på Facebook: ”(Psst… det er selvfølgelig kun for sjov, selv om problemet skam er meget alvorligt!)”

Og selv om det selvfølgelig er forståeligt, at HK og 3F ikke i ramme alvor opfordrer alle kvinder til at gå hjem (Forestil dig det scenarie: Skrigende ældre, døende børn, faldende aktiekurser!), kan man da godt blive ramt af den åbenlyse uretfærdighed manglende ligeløn er og få lyst til noget vildere. Mindre sjov, ”pssst” og artige protester, flere barrikader og no bullshit.

Konkrete protester

Protesten i dag er symbolsk og vigtig. Men kunne den ikke med fordel suppleres med noget mere konkret? 1. maj 1970 besatte den i visse kredse urimeligt stigmatiserede rødstrømpebevægelse fx helt spontant en sporvogn og krævede at køre med for 80% af billetprisen – det som svarede til kvinders løn i forhold til mænds. Da de senere gentog aktionen, blot med en bus, kørte chaufføren direkte på politistationen. Kvinderne blev idømt bøder – som de insisterede på kun at betale 80% af. En lang række aktioner fulgte, og i 1976 blev ligelønsloven, som forbyder lønmæssig forskelsbehandling på baggrund af køn, en realitet. Og det til trods: Stadig løngab. Gab!

Noget tyder på, at kampen for ligeløn ikke kan isoleres fra andre ligestillingskampe. Det gælder kampen for lige ret til barsel, men også kampe, som ikke kan klares med lovgivning alene. Det, man kunne kalde en mentalitetsændring; en ændring i opdragelsen og et opgør med den historiske nedvurdering af det, som har knyttet sig til det kvindelige, fx omsorgsarbejde. Rødstrømperne sang det selv til en ligelønsdemonstration i 1971:

Nu har de længe nok brugt os / med smigrende ord om vort køn / som solgte vi alle vort arbejde / for myten om kvindens køn.”

På sådan en fredag kan man godt komme til at savne rødstrømperne lidt. Hvor er de egentlig henne, spørger du måske dig selv. Svaret er simpelt: De er til Bogforum, som åbner dørene for et tætpakket program i dag kl. 10. Der kan du også tage hen. Hvis du er mand, kan du jo insistere på at betale 15,4% oven i entréprisen. Så vil vi gerne kalde dig Føljeton-certificeret feminist. / Sille Kirketerp Berthelsen

Silicon Valley02:42Mexico City04:42New York05:42Sao Paulo07:42Nuuk08:42Bangui11:42Linköping11:42Kyjiv12:42Kabul15:12Mumbai16:12Hong Kong18:42Shanghai18:42Sydney21:42Fransk Polynesien00:42Silicon Valley02:42Mexico City04:42New York05:42Sao Paulo07:42Nuuk08:42Bangui11:42Linköping11:42Kyjiv12:42Kabul15:12Mumbai16:12Hong Kong18:42Shanghai18:42Sydney21:42Fransk Polynesien00:42Silicon Valley02:42Mexico City04:42New York05:42Sao Paulo07:42Nuuk08:42Bangui11:42Linköping11:42Kyjiv12:42Kabul15:12Mumbai16:12Hong Kong18:42Shanghai18:42Sydney21:42Fransk Polynesien00:42Silicon Valley02:42Mexico City04:42New York05:42Sao Paulo07:42Nuuk08:42Bangui11:42Linköping11:42Kyjiv12:42Kabul15:12Mumbai16:12Hong Kong18:42Shanghai18:42Sydney21:42Fransk Polynesien00:42

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12