L.O.C. som teater: Man forstår ikke krænkeren, men han er træls

Hvornår har du sidst set en g-streng i et par gamacher og taget det alvorligt? Hvis du svarer aldrig, er det ok, men så har du nok heller aldrig lyttet så meget til rapperen med det borgerlige navn Liam Nygaard O’Connor, som siden 1995 har delt vandene med sit farverige ordforråd ( ”ho”, ”so”, ”bitch”) under kunstnernavnet L.O.C. Det kan du komme til nu, for Aarhus Teater havde forleden premiere på Momentet, ”en musikalsk forestilling bygget over L.O.C.’s tekster”. Og den kan et eller andet, men nok ikke for folk med highly sensitive personlighedsprofiler, hvor den overvejende føles som en krænkelse.

Kulturparnas og teenagere i teatret

Publikum er på premieraftenen en god blanding af teenagere m/k og ældre repræsentanter fra det århusianske kulturparnas, som stirrer på hinanden på Aarhus Teaters Studio-scene. I anledning af Momentet er det ikke så meget en scene, men mere en manege med en cirkulær publikumsopbygning i råt træ. Bag os lyder hånlige grin og hvisken, og vi kigger rundt på hinanden for at finde ud af, hvem… lyden tager til og stikker os i ryggen, inden den samles i fælles nærmest salmeagtig sang: ”Hvem er ham der stodderen, der vælter rundt / Det sku’ vel’ aldrig være – Få dit navn ud af min mund.”

Og ind i manegen vralter en skikkelse uden hverken op eller ned. Lyset går op: En kvinde i bro. Hun kommer om på alle fire, og under den højstemte sang åbenbarer sig: Leopardmønstrede gamacher og en rød silkeudseende g-streng på vej op mellem balder, hvor den deler sig karakteristisk i to. Og tro det eller lad vær, men dét er ikke svært at tage alvorligt, da kvinden kommer op og stå. Hun tilfører L.O.C. nuancer, da hun med fuld stodderattitude rapper: ”Undskyld ho / Det var ikke sådan det skulle gå / Jeg var den forkerte at stole på.”

Udover Johannes Eberl Smed, som står bag det musikalske arrangement af forstillingen, er der fire på scenen i Sargun Oshanas iscenesættelse af rapuniverset. Alle i gamacher, flere i synlig g-streng, en enkelt med potenserende skridtbeskytter. Gennem forestillingen fortolkes 18 af L.O.C.’s tekster, heriblandt ‘Marquis’, ‘Escobar’, ‘Vågen’ og ‘Momentet’, som har leveret titlen til forestillingen.

Lammende rammer

Momentet er udstyret med en meget indirekte triggerwarning, når man bestiller sin billet: ”Vær opmærksom på, at forestillingen er præget af seksualiserede tekster og opsat i et cirkulært rum, hvor man som publikum sidder meget tæt på skuespillerne,” står der på hjemmesiden, og hvis Aarhus Teater havde skrevet mere direkte, hvad der virkelig foregår i scenerummet, havde det nok været svært at få solgt billetter. Fra begyndelsen bevæger figurerne på scenen sig ind i publikums intimsfære: holder øjenkontakt i umenneskeligt lang tid, stopper op med ansigterne helt tæt på udvalgte publikummer, rører ved dem, bruger dem som benstøtter osv.

Og det er ikke, fordi anmelderen her har lyst til at tale om sig selv. Men da en mand i gamacher, skridtbeskytter og tjavset hår pludselig forlader manegen og kravler op over publikum, hvor han med hele sine krop og noget af sit ansigt rager hende på lårene, føles det nødvendigt. Anmelderen bliver ramt af instant ubehag og får travlt med at nedfælde oplevelsen i sin notesbog, hvorfor hun ikke rigtig får signaleret sit ubehag til skuespilleren, som ligger krop til stodderen, og som jo nok ikke har trang til at krænke nogen. Det ender således med, at den fedtede stoddertype bliver liggende på lårene i, hvad der føles som meget lang tid. Og da han endelig flytter sig, er anmelderen rystet. Og det er fint nok. Hun bliver konfronteret med sin egen passivitet, ligesom hun bliver opmærksom på, hvor lammende rammer kan være. Man rejser sig jo ikke op og siger fra, når man er i teatret, gør man?

Krænkelser og sparsom kontakt

Det er et vilkår i mødet med kunst, at man risikerer at få sine grænser overskredet. Sådan skal det være. Det accepterer anmelderen. Men det gør noget ved publikums nærvær og velvilje. Man skaber en distance, når publikum skal være på vagt, og på den måde gør man det svært for sig selv at trænge igennem med andre budskaber. Og det er forestillingens problem. Selvom der er masser af grænseoverskridende krops- og øjenkontakt mellem scenestoddere og publikum, opstår der kun i glimt noget, der minder om nærvær. Forestillingen er fyldt med larmende gadgets, nøgendragt og pikinstrument, som skygger for den sårbarhed, man fornemmer, gemmer sig i L.O.C.’s tekstunivers.

L.O.C.’s tekster bliver i sparsomme øjeblikke indhyllet i poetisk flerstemmighed, hvor stodderen får nuancer og det aggressive ordvalg en årsag. Hvis man havde skåret ned for liret og de potentielle krænkelser, havde både publikum og sceneaktører måske haft bedre forudsætninger for nærvær. På den anden side er forestillingens problem, måske nøjagtigt det samme som L.O.C.’s – og set på den måde er det jo meget passende. Som han selv rapper på albummet Sakrilegium (2014): ”Det er svært at hade et røvhul, når han ved, han er det.” Men derfor kan han jo godt være træls.

Momentet spiller på Aarhus Teater frem til d. 2. december 2017.