Analyse
Kampen om København
Danmarks største kommune er kampplads for det største politiske drama forud for kommunalvalget 21. november: For første gang i 108 år er der reel spænding om, hvorvidt Socialdemokratiet stadig har styrken til at kunne fortsætte den ellers ubrudte periode som hovedstadens overborgmesterparti.
Et opsigtsvækkende opbrud er sat i svingninger i det politiske landskab i København, og det kan føre til et monopolbrud på magten: Socialdemokratiet er for første gang i 108 år reelt presset. Et simpelt gennemsnit af de to meningsmålinger, der er foretaget indtil nu – Gallup for Berlingske 22. juni og Voxmeter for Ritzau 21. november – tegner et nyt billede, hvor den ‘grønne blok’ er tæt på at kunne mønstre et flertal, uden om både Socialdemokratiet og de borgerlige partier.
Den nye, grønne blok opstod i den fælles kamp for at bevare vild natur på Amager Fælled. En kamp, som de fire partier vandt, og med gennemsnitligt 48,2% bag de fire ‘grønne’ partier er Socialdemokratiet nu endt i risikozonen for ikke at kunne bevare magten. Her er det foreløbige gennemsnit:
Socialdemokratiet: 23,7%
Enhedslisten: 20,5%
Alternativet: 10,0%
SF: 9,0%
Radikale: 8,7%
Venstre: 8,5%
Konservative: 5,6%
Dansk Folkeparti: 5,2%
Liberal Alliance: 3,8%
Nye Borgerlige: 1,4%
Usikkerheden i målingerne gør, at der skal tages store forbehold i forhold til at kunne forudsige det endelige valgresultat. Mange vælgere har nemlig slet ikke besluttet sig endnu, endsige begyndt at forholde sig til partiernes planer.
Som optakt til valget er her en 45-minutters valgduel mellem overborgmester Frank Jensen (S), Alternativets spidskandidat og sandsynlige nye områdeborgmester Niko Grünfeld, samt Liberal Alliances spidskandidat Alex Vanopslagh – udspurgt af mig og Henrik Qvortrup, optaget i går eftermiddags i Moltkes Palæ i det centrale København. Se og lyt til de konkrete uenigheder om udviklingen i København:
Målingerne er usikre, men reaktionerne er aktuelle. Reaktionerne er reelle, og som debatten har udfolde sig udkrystalliserer der sig tre forskellige scenarier for udfaldet af magtkampen om København: 1) Status quo, 2) grøn paladsrevolution og 3) blåsyre-angrebet.
1. Status quo med Frank
Den første forudsætning for, at Socialdemokratiet ikke kan bevare magten i København, er, at et andet parti bliver større og samtidig er villig til at påtage sig ansvaret. Den eneste åbenlyse mulighed er Enhedslisten, men allerede her får en ny kabale svært ved at gå op. Enhedslistens Ninna Hedeager Olsen virker ikke parat til at udfordre på forhånd, bl.a. fordi det reelt er ret usandsynligt, at Socialdemokratiet rent faktisk skulle ende med færre stemmer end den rød-grønne liste.
Kynisk betragtet kan dramaet derfor skrues ned: Det mest sandsynlige udfald af kommunalvalget i København er status quo. Overborgmester Frank Jensen kan naturligvis ikke vide sig sikker på genvalg, men den borgerlige bloks svaghed i Danmarks hovedstad betyder grundlæggende, at der skal opstå nye og uhellige alliancer blandt partier, som normalt ikke arbejder tæt sammen, hvis han skal kunne væltes på valgnatten. Men mærkeligere fænomener er bestemt sket i dansk lokalpolitik.
2. Grøn paladsrevolution
Der skal kun bittesmå forskydninger til – i forhold til de gennemsnitlige meningsmålinger – før den nye, grønne blok kan mønstre et knebent flertal. Hvis Alternativet f.eks. får samme debutsucces ved kommunalvalget, som det nye græsrodsparti havde ved folketingsvalget i 2015, hvor det blev til 11,2% af stemmerne i Københavns Storkreds, vil det grønne flertal uden om Socialdemokratiet være tæt på en realitet.
Omregnet til mandater kan Enhedslisten, Alternativet, SF og De Radikale således sagtens ende med at vågne op onsdag 22. november med lige præcis de 28 mandater, som er nødvendige for at kunne danne flertal i Københavns Borgerrepræsentation. I så fald vil de fire partier ikke kunne undgå at forholde sig til muligheden: En grøn overborgmester, der ikke er socialdemokrat.
Dog er der store og væsentlige uenigheder mellem de fire partier, ikke mindst på socialområdet, der i praksis kan gøre det umuligt at samarbejde. Med sin lange realpolitiske erfaring og pondus som siddede overborgmester vil Socialdemokratiet have mange muligheder for at drive en kile ind mellem de fire partier. Men i givet fald kan prisen netop blive, at et andet parti kan få lov at indtage overborgmesterkontoret – og Socialdemokratiet således i en taktisk retræte må opgive 108 års magtmonopol, men fortsat kan sidde med i den bestemmende flertalsgruppe.
3. Blåsyreangreb fra højre
Mindst sandsynligt – men langt fra helt på månen – er et kaosscenario, hvor de tre ‘røde’ partier (Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet) mister flertallet, og de borgerlige partier dermed ser deres snit til at vælte overborgmester Frank Jensen af pinden. Ganske enkelt ved at tilbyde enten Alternativets Niko Grünfeld eller De Radikales Mia Nyegaard posten. Din fjendes fjende er din ven.
En borgerlig overborgmester kan fuldstændigt udelukkes, da særligt Venstre står til et katastrofevalg. For de borgerlige partier vil det imidlertid være en historisk triumf blot at kunne skubbe Socialdemokratiet væk, uanset hvem der kommer til at erstatte Frank Jensen. Og hvis både De Radikale og Alternativet kunne lokkes med på dette ikke-socialistiske kup, f.eks. med løfter om guld og grønne skove, vil den totale opløsning af status quo kunne blive til virkelighed.
De skumle planer om et blåsyreangreb fra højre har dog én afgørende svaghed: I de gennemsnitlige målinger står de tre ‘røde’ partier til en opbakning på 53,2% af stemmerne. Selv om de røde partier har stået stærkere, væsentligt stærkere, tyder intet – foreløbigt – på, at flertallet af vælgerne i København vil stemme på et alternativt flertal. Og derfor kan Frank Jensen gå nogenlunde trygt ind i valgkampens slutspurt. København er stadig mere rød end grøn.