Godmorgen eller -aften, eller hvor du nu befinder dig henne på dagen, når du læser denne ‘Kære læser’. Hvis teksten virker lidt forfløjen og forfjamsket, er det, fordi tiden løb fra os her til morgen. Lokket af et billede af den danske skuespiller Mads Mikkelsen kom vi til at klikke på et link til en obskur hjemmeside, som påstod at have en liste over ”celebrities with surprisingly high IQs”. Siden, som vi er for flove til at linke til her, viste sig at være et veritabelt klikhelvede, et sygt og utroværdigt clickbait-eventyr.
Vores små fingre klikkede løs for at finde Mads Mikkelsen, og nogle gange var det endda, som om der skulle dobbeltklikkes for at komme videre. Sylvester Stallones intelligenskvotient: 160. Israels premierminister Benjamin Netanyahu: 180 (som om!). Kevin Spacey: 137. Claire Danes: 140. Det stod hurtigt klart, at tallene var grebet ud af den blå luft… men hvor helvede var Mads Mikkelsen? Pludselig var vi igennem listen, sidste mand var Justin Bieber med en IQ på 70. Fordømt! Ingen Mads Mikkelsen. Så enten sprang han listen, eller også lå han lavere end Bieber. I minutterne efter sad vi tilbage med følelsen af total tomhed, som man kender den så godt fra sin omgang med internettet. Tidsspildet, skuffelsen, ærgrelsen, idiotien.
Lidt på samme måde kan man godt have det med Paradise Papers, de 13,4 millioner hemmelige elektroniske dokumenter, som dygtige journalister på toneangivende medier verden over i denne uge har produceret vilde historier på baggrund af. Hvorfor har de hidtidige afsløringer ikke haft større konsekvenser? Hvorfor er der ikke nogen, som er gået af? Nogen, som har undskyldt? Nogen, som har sagt nej, vi gjorde ikke noget juridisk ulovligt, men vi vil alligevel ændre adfærd. Nike? Facebook? Trumps handelsminister Wilbur Ross?
Da Panama Papers blev lækket for halvandet år siden, kunne man se konsekvenser med det samme. I Reykjavik var mellem 9.000 og 23.000 mennesker straks på gaden for at demonstrere, og den islandske premierminister, Sigmundur Davíð Gunnlaugsson, som havde løjet og fiflet, måtte hårdt presset trække sig fra posten.
I et indlæg i The Guardian spørger Micah White, hvorfor der ikke er nogen demonstrationer i denne omgang. Micah White er medstifter af Occupy Wall Street-bevægelsen og forfatter til bogen The End of Protest: A New Playbook for Revolution, så det er interessant at høre hans mening i denne sammenhæng. Og bedst som man tænker, at det er en eller anden resignation, en opgivenhed, som han giver udtryk for, så viser det sig, at man tager fejl: Micah White er fuld af forhåbninger. Panama-papirerne i 2016 blev hurtigt overskygget af Brexit, Donald Trumps valgsejr og højrenationalismens fremmarch rundt omkring på kloden. White mener, at det måske er godt tegn, at der denne gang ikke er nogen ”forudsigelige, reaktive gadeprotester”, for den slags har ingen effekt og har ikke skabt systemforandringer de seneste år. I stedet vurderer han, at den påfaldende stille respons på Paradise-papirerne er ”en indikation af, at aktivister overalt enten er åbne for eller aktivt involveret i at gentænke revolutionær aktivisme i det 21. århundrede.”
Så læs Micah Whites klumme, hvis du trænger til lidt opmuntring. Og lad være med at lede efter Mads Mikkelsens intelligenskvotient. /Oliver Stilling