(ARKIV) Portræt af Zentropas afgående direktør Peter Aalbæk 17. september 2013. På filmselskabet Zentropa har ydmygelser og sexchikane igennem årtier været en del af hverdagen for selskabets ansatte. Det fortæller ni tidligere kvindelige ansatte til Politiken. - Man føler sig mindre værd, og dertil kommer, at man bliver nedgjort af Peter Aalbæk. Jeg er kommet videre, men jeg vil ikke anbefale nogen at blive ansat der, siger 32-årig Julie, der ikke ønsker at blive citeret med efternavn. Det skriver Ritzau lørdag den 11. november 2017. (Foto: Kasper Palsnov/Scanpix 2017)
For hver ny tilsmudset magtmand er det, som om vi rammes af en ny bølge af chok. Vi sidder hele tiden med frygten for, at endnu en af dem, vi kender, elsker og beundrer, skulle vælte ud af skabet som sexkrænker. Og vi har kæmpet med trangen til at afvise alle anklager som pure opspind, fordi det ikke er rart, når dem, vi ser op til, falder så brutalt. Men vi har holdt fast og gjort, hvad der er og bliver rigtigt: taget alle ofre alvorligt og forsaget alle krænkere.
Gennem de seneste uger er filmmanden Peter Aalbæk Jensen fra Zentropa blevet anklaget for at give praktikanter – såkaldte ”småtter” – valget mellem at muge ud i sin hønsegård i Herfølge eller smæk, når de kom for sent eller begik fejl i deres arbejde. Det er blevet beskrevet, hvordan han har kysset ansatte på munden og stukket en mikrofon op under nederdelen på en praktikant foran 200 ansatte til en julefrokost for så at sige: ”Hør, fissen snakker.”
Patriarkens kneb
I går sad han så over for Niels Krause-Kjær i Deadline på DR2 for at forsvare sig mod anklagerne. Karakteristisk for Aalbæk er, at han på intet tidspunkt har benægtet, at de ting, han er beskyldt for, skulle have fundet sted – det gjorde han heller ikke i går. Derimod benyttede han en række desperate kneb i forsøget på at rage kastanjerne ud af ilden med sin magtposition i behold. Og det kan vi lære noget af. For knebene er formentlig de samme, alle andre truede patriarker kan finde på at tage i anvendelse, og Aalbæk gør det let at analysere, fordi han benytter manøvrerne så åbentlyst, så uelegant, så lidt subtilt.
Det første trick, han benytter, er nostalgi: et kig tilbage i historien, som skal vække vores sympati og få os til at tænke på alt det, han har givet os. ”Da jeg startede Zentropa i 1992, var dansk film død,” begynder han, men afbrydes hurtigt af Krause-Kjær. Dernæst forsøger han sig med såkaldt falsk beskedenhed: ”Lad os nu parkere mig et øjeblik,” siger han påtaget selvopofrende, da han konfronteres med anklagerne mod sig selv. Men ingen af delene virker, Krause-Kjær holder fast.
Så tyer Aalbæk til offerrollen: ”Jeg kan ikke forstå, at et moderne, vestligt veluddannet samfund kan gå med til, at den her heksejagt-agtige proces er både undersøgende, anklagende, dømmende og henrettende myndighed.” Men argumentet holder ikke. Aalbæk har jo selv indrømmet alle anklager, endda med stolthed. Derfor forsøger han endnu en gang at flytte fokus væk fra sig selv: ”Det byder mig imod. Ikke på mine egne vegne, men tag nu for eksempel Kevin Spacey…” Den går ikke. Niels Krause-Kjær insisterer.
”Men hvad med dit liv, Niels, de sidste 30 år?” forsøger den fallerede filmmand. Og det er ikke det eneste desperate forsøg på en modanklage. Han forsøger at flytte fokus over på Politikens Hus med en anklage om prostitueredes annoncer i Ekstra Bladet, ligesom han peger på Niels Krause-Kjær, mens han antyder, at der da også sker lidt af hvert ved DR’s julefrokoster.” Værten forbliver kølig, Aalen bliver mere og mere desperat.
I et øjebliks nedsmeltning forsøger han at undskylde sin adfærd med, at han forbereder sine ansatte på alle de krænkelser, de vil møde i filmbranchen fremover: ”Jeg træner mine medarbejdere i at være bevidste om deres eget værd i nogle ekstreme situationer.”
Den døende patriarks sidste forsøg er en klassiker blandt folk, der har indset, at de ikke kan frifindes: at tage ansvaret, blot for en mindre forseelse: ”Men det er jo netop i dette spændingsfelt, at det er interessant. Hvornår er du for meget? Og jeg har ved Gud i himlen været for meget 600.000 gange i mit liv.”
Peter Aalbæks største brøde ifølge ham selv er altså, at han han har været ”for meget”. Patriarken falder, og indrømmet: det er der en fornøjelse at se på. /Sille Kirketerp Berthelsen