Vi bliver altid lidt mistænksomme, når der rykker blomsterdekorationer, biler og mode ind på toneangivende kunstmuseer. Ikke fordi vi ikke under design og kunsthåndværk opmærksom, men fordi det er netop det: design og kunsthåndværk og ikke kunst. I oktober åbnede der sådan en udstilling på Museum of Modern Art i New York. Items – Is fashion modern? hedder den. Vi har ikke set den, men da vi læste om den, bed vi mærke i én ting, som vi sgu tænkte var godt set af kuratorerne: Blandt udstillingsgenstandene finder man den amerikanske fodbold-quarterback Colin Kaepernicks spilletrøje. Det er kunst.
Kaepernick er en af verdens bedste quarterbacks, men kan ikke finde en klub, der vil have ham på holdet. Problemet? Det var Kaepernick, som i 2016 begyndte trenden med at knæle i stedet for at stå, når nationalsangen The Star-Spangled Banner blev spillet forud for de store fodboldkampe i den amerikanske fodboldliga NFL. ”Jeg har ikke tænkt mig at stå op og vise stolthed over et flag, som tilhører et land, der undertrykker sorte og farvede. For mig er det en større ting end fodbold, og det ville være selvisk, hvis jeg bare lod som ingenting,” udtalte han dengang. Der kom ekstra opmærksomhed om hans stille politiske manifestation, da præsident Donald Trump i en tale i Alabama i september opfordrede direktørerne i amerikansk fodbold til at fyre de spillere, som ikke viste flaget respekt.
Nå, det, vi egentlig ville frem til, er, at den amerikanske udgave af det udmærkede herrelivsstilsmagasin GQ (Gentlemen’s Quarterly) har sat den klubløse Colin Kaepernick på forsiden af deres decemberudgave og udnævnt ham til ‘Årets Borger’. Hurra! Kaepernick optræder på en masse fotos inde i bladet – de fleste taget på gaden i Harlem, New York, som en hyldest til den største sportsstjerne (og største politiske sportsstjerne) af dem alle: Muhammad Ali.
GQ’s aftale med Kaepernick er, at han ikke siger et ord. Det er blæret. Det nemmeste for et blad, som henvender sig til et bredt, livsstilsorienteret segment af yngre mænd, der kan lide at træne og putte gelé håret, ville være at lade være; at holde sig fra politik, der kan give et rap over nallerne. Men verden har brug for helte, og der er brug for, at nogen udpeger de helte.
Og så til Margrethe Vestager
Undskyld, hvis springet her fra amerikansk fodbold til europæisk toppolitik virker lidt søgt, men det er svært at lade være. Danske Margrethe Vestager ville formentlig være en elendig quarterback, men som EU’s konkurrencekommissær har hun gjort det helt fantastisk. Det kræver mod at sende Facebook en bøde på 825 millioner kroner for at vildlede EU; det kræver mod at sende en regning på 18 milliarder kroner til Google; det kræver mod at sende en skatteregning til Apple på 100 milliarder kroner. Midt i det morads af amoralsk, men ikke ulovlig skatteunddragelse, vi er blevet vidne til gennem de lækkede Panama- og Paradise-papirer, er det en lise for sjælen, at nogen faktisk kan gøre noget, og så endda en politiker.
Her til morgen skriver det politiske magasin Politico Europe, at den franske præsident Emmanuel Macron har et virkelig godt øje til Margrethe Vestager. Så godt, at han gerne ser, at hun stiler efter det store EU-job som formand for EU-Kommissionen, når luxembourgeren Jean-Claude Juncker efter planen stopper i 2019. Umiddelbart kan det ikke lade sig gøre. Vestager er medlem af Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa (ALDE), som er den fjerdestørste af de politiske blokke i EU. Men med total opbakning fra den franske præsident skulle det akkurat kunne lade sig give sig.
Man må krydse fingre. Verden har brug for helte, og der er brug for nogen til at pege på dem – i dette tilfælde Macron! Og noget andet godt (som det danske parlamentsmedlem Jens Rohde (R) udtaler i artiklen): ”Endelig er det blevet tid til, at en kvinde får jobbet”. Word. /Oliver Stilling