Anti-etablissement på vej mod første nederlag

Alternativet virker måske allerede som en gammel nyhed, men på tirsdag er det faktisk allerførste gang, at partiet stiller op til et kommunalvalg. Og Uffe Elbæk & co. har selv formået at bygge forventningerne op. Tårnhøjt op: Den erklærede målsætning er at få 9,9% af stemmerne alle steder i landet – med afsæt i, at Alternativet fik netop 9,9% i Svaneke på Bornholm ved sidste Folketingsvalg. De kalder det selv for ‘Svaneke-målsætningen’.

For når det kan lade sig gøre i den lille pittoreske fiskerby i Danmarks østlige udkant, må det da også kunne lade sig gøre i Jylland og Det Vilde Vesten, ikke? I alt er det lykkedes at opstille 315 kandidater i 82 af landets 98 kommuner, samt 28 kandidater i de fem regioner. Alternativet nærmer sig dermed Enhedslisten, som i år har kandidater opstillet i 87 kommuner. På papiret er Alternativet klar til at tage kampen op.

Alternativet står ikke alene som debutantparti, også det nationalkonservative højreparti Nye Borgerlige stiller op for første gang. Liste D har i alt 241 kandidater i 62 kommuner, samt enkelte kandidater i alle fem regioner – og er faktisk allerede repræsenteret fra Vesthimmerland til Gentofte: otte medlemmer af Nye Borgerlige sidder i de nuværende byråd, heraf blev fire valgt ind for Dansk Folkeparti, én fra Liberal Alliance og én fra de Konservative.

Selv om der er en markant styrkeforskel mellem på den ene side Alternativet, der står til 5,1% i det gennemsnitlige landsindeks Berlingske Barometer, og på den anden side Nye Borgerlige, der får 1,7% lige under den nationale spærregrænse på to procentpoint, kan de to partier ende med at lide nogenlunde samme skæbne. Kommunalvalg er nemlig ikke en smutvej til politisk gennemslagskraft. De lokale barrierer for nye, mindre og protest-agtige partier kan forklares med (mindst) tre faktorer: lavere valgdeltagelse, en højere kommunal ‘spærregrænse’ og svag lokal organisation.

Lavere valgdeltagelse

Med en valgdeltagelse på 71,9% ved kommunalvalget i 2013 blev flere års nedtur vendt. Hvis man undtager kommunalvalget tilbage i 2001, hvor der blev afholdt Folketingsvalg samtidig, var stemmeprocenten sidste gang faktisk den højeste i 32 år. Det danske folkestyre er ikke som sådan i krise. Umiddelbart er der heller ingen grund til at tro, at valgdeltagelsen vil blive faretruende lav i år. For nye partier, som enten er opstået i protest eller bare er svagt repræsenteret i forvejen, skaber en generelt lav valgdeltagelse imidlertid et afgørende benspænd: Nye partier har færre vælgere at fiske stemmer blandt.

Ved Folketingsvalg er der titusindvis og atter titusindvis af vælgere, som stemmer mere af social borgerpligt end af personlig overbevisning, og som derfor typisk ender med at vælge det parti, som de er mindst uenig med – ofte  nye partier, som ikke kan holdes ansvarlige for fortidens synder. Problemet for Alternativet og Nye Borgerlige er, at den altovervejende del af disse måske-vælgere skrælles fra til kommunalvalg: Op mod en halv mio. færre stemmeberettigede vil gå ned til valgstederne på tirsdag. Jo lavere valgdeltagelse, desto bedre for de gamle partier, som trods alt stadig har trofaste kernevælgere og enkelte standhaftige partisoldater.

Spærregrænse på 3,5%

Der er ingen formel spærregrænse til byråd. Men i praksis sætter antallet af medlemmer i kommunalbestyrelsen en reel procentbarriere, som ligger godt over 3 procentpoint. De fleste kommuner må ikke have over 31 medlemmer, hvilket giver en ‘spærregrænse’ på 3,2%, men da mange kommuner har mindsket antallet af byrødder til f.eks. 21 medlemmer, er den reelle ‘spærregrænse’ steget til 4,8% i den gennemsnitlige kommune. Og så bliver det pludselig rigtigt vanskeligt for partier som Alternativet og Nye Borgerlige.

Det mest omfattende forsøg på at kortlægge partiernes styrkeforhold forud for tirsdagens kommunalvalg er lavet af valgforskerne Kasper Møller Hansen og Martin Vinæs Larsen fra Københavns Universitet, den såkaldte ‘valgvindsmodel’. Deres prognose er dyster læsning for de små partier. Ifølge deres beregning står Alternativet til muligvis kun at kunne knibe sig over den kommunale ‘spærregrænse’ i København, Frederiksberg, Roskilde og Aarhus, kort sagt i universitetsbyerne. Alternativet har langt op til ‘Svaneke-målsætningen’.

Endnu værre ser det ud for Nye Borgerlige, som muligvis ikke engang kan klare ‘spærregrænsen’ i København på 1,8%. I Københavns Borgerrepræsentation sidder 55 medlemmer og er således relativt det letteste sted at komme ind. Men Nye Borgerlige får det svært. Rigtigt svært.

Svag lokal organisation

Den landspolitiske styrke for Alternativet og Nye Borgerlige, nemlig partiledernes massive gennemslagskraft i medierne, er samtidig en svaghed lokalt. Uden Uffe Elbæk og Pernille Vermund mangler begge partier et ansigt, en profil, ja, en politisk eksistensberettigelse i manges øjne. I mange kommuner er det komplet uerfarne folk, der stiller op, og som mangler enhver form for kampagne-organisation bag sig.

Kandidaterne er ukendte i offentligheden og amatører i magtspillet om at trænge igennem til lokale medier. I opgøret med både de etablerede byrødder og de ærgerrige aspiranter fra ungdomspartierne har kandidaterne fra Alternativet og Nye Borgerlige haft det svært i en valgkamp, hvor hverken grøn omstilling eller udlændinge har domineret debatten.

Valgkampe vindes som oftest på landjorden. De kandidater, som har kapacitet til at være til stede og sætte dagsordenen på lokale valgmøder, ender som regel med at få de bedste stemmetal. Alene derfor bliver det svært for Alternativet og Nye Borgerlige på tirsdag. I de fleste kommuner vil kun ganske få vælgere overhovedet kunne nævne navnet på én enkelt kandidat fra enten. Alternativet eller Nye Borgerlige. Organisationen mangler ganske enkelt, og de kandidater, som ender med at blive valgt ind for Alternativet og Nye Borgerlige, ville formentlig også have kunnet klare den som løsgængere, for deres popularitet vil primært være personlig.

Bizar billedanalyse

Som en lille udfordring, et hovedbrud, får du lige her til sidst et foto, som du kan prøve at analysere: Hvad siger dette foto om dansk politik i dag?