”Ikke et minut for lang og ikke et minut for kort”

Svenske Ruben Östlund er på få år blevet lidt af en kæledægge for cineaster, der opfatter sig selv som tilhørende den kreative klasse. Det handler egentlig bare om selvpineri. Som vi skrev i et portræt af ham tidligere på året, leger han bedre, sjovere og skarpere end nogen anden nordisk filminstruktør med fordomme, klasser, politisk korrekthed og det selvretfærdige velfærdsmenneske prætentioner og hykleri.

Nu har hans guldpalmevinder The Square så endelig fået premiere herhjemme, og hvad siger anmelderne så? Vi har kigget i Politiken, Berlingske, BT, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og Information og deler vores resumé op i tre sektioner: 1) anmeldernes intro, 2) anmeldernes handlingsreferat 3) anmeldernes vurdering.

Det er nemmere for alle parter.

Intro

Lad os begynde med Jyllands-Postens anmelder, der indleder med slutningen. Hun har haft en fantastisk oplevelse. Da rulleteksterne på The Square ”efter knap to en halv times spilletid begyndte at rulle, havde jeg lyst til at se hele filmen om igen,” skriver Katrine Sommer Boysen (betalingsmur) og fortsætter ”Sådan har man det trods alt med de færreste helaftensfilm. Men The Square er ikke et minut for lang, ikke et minut for kort og i det hele taget en helt og aldeles perfekt film.” Lad os allerede her afsløre, at hun giver filmen seks stjerner ud af seks.

I Ekstra Bladet er Henrik Queitsch langt mere påholdende med sine ord, mindre essayistisk, men der er heller ikke meget plads i avisen, og anmeldelser af kunst og kultur kunne næsten stå på en serviet. Der er ikke tid til strøtanker, og det er måske meget godt for læseoplevelsen. Queitsch kalder The Square for  en ”forrygende” film, ”som i slående billeder og begavede dilemmaer nådesløst udstiller forskellen på det, vi siger, og det vi gør, det vi tænker, og det vi føler. Forskellen på dem vi tror, at vi er, og dem som vi viser os at være.”

Hov, var det nu i virkeligheden Henrik Queitsch vurdering af filmen? Så skulle vi have gemt den til længere nede i teksten her. Det finder vi ud af.

En film af eksistentiel karakter bliver naturligvis også anmeldt i Kristeligt Dagblad. Her kalder anmelder Karen Dyssel instruktøren for ”en fremragende filmisk kronikør, der ”med sit altid ublu og ofte overraskende blik for velfærdsmenneskets mønstre og samfundets strukturer” leverer ”fortællinger om den moderne nordeuropæeres moralske mangler”.

Sådan, så er det slået fast. Vi går videre til handlingsreferatet, som måske er det kedeligste at skrive.

Handlingsreferatet

”Filmens helt er Christian (spillet af Claes Bang, red.), den smukke danske kunstneriske leder af et stort museum for samtidskunst i Stockholm,” skriver chefredaktør Rune Lykkeberg i Dagbladet Information (betalingsmur). ”Han går i en af filmens første scener målrettet gennem det offentlige rum i Stockholm ved siden af velklædte medborgere, der ligesom han selv fokuserer på deres egen verden af forbindelser på deres intelligente telefoner.”

Men så opdager han, at ”en skrækslagen kvinde bliver forfulgt af en rasende mand,” genfortæller Kim Skotte i Politiken (betalingsmur). ”Christian ser op fra sin iPhone og mander sig op. Stillet over for et andet menneskes nødråb griber Christian ind som en af hverdagens helte. Bagefter er han næsten upassende euforisk. Hjertet hamrer oppe i halsen. Hold da kæft, mand! Kultiverede Christian kan for en gangs skyld mærke, han er i live. Han har frelst et andet menneske og givet sig selv et kick.”

Men i virkeligheden er Christian blevet ”udsat for et tricktyveri. I jagten på den skyldige anklager han en hel boligblok i en socialt belastet forstad, og så tårner de selvskabte problemer sig ellers op for manden, som vi aldrig rigtigt mærker, men alligevel kender ud og ind fra medierne,” resumerer Kristeligt Dagblads Karen Dyssel.

Okay, vi speeder lidt op her. Claes Bangs figur ender med at gå i seng med en kvindelig amerikansk journalist, Anne (spillet af Elisabeth Moss, red.). Sexen er ikke fantastisk, og de kommer op at skændes om det brugte kondom, hvis indhold Christian forestiller sig, at Anne vil inseminere sig selv med.

Vi er i øvrigt ”med” Christian hele tiden, skriver BT’s anmelder Michael Lind (betalingsmur), der heller ikke har så meget plads at rutte med i sin avis. ”Med, når han har akavet sex og efterfølgende samtale med Anne. Med ham og døtrene til cheerleader-opvisning. Med ham i tvivlen, om der skal gribes ind, når der råbes om hjælp. Kort sagt følger vi Christians deroute fra populær til udskældt.”

Hvordan kommer filmens titel så ind billedet? ‘The Square’ er et firkantet kunstværk, som Christian får sat op foran det stockholmske kunstmuseum, som han er leder af. Det er et ”demonstrativt demokratisk værk,” som Politikens Kim Skotte skriver: ”Inden for ‘The Square’ er alle lige. Her skal man udvise tillid og behandle andre, som man selv vil behandles.”

Rune Lykkeberg gengiver præcist, hvad der står på messingpladen ved det firkantede værk: ‘Firkanten er et fristed for tillid og omsorg. Inden for den deler vi alle lige rettigheder og forpligtelser.’

Vurderingen

The Square er ”et satirisk drama om en moderne mand, der får kærligheden at føle, da han tillader sig selv at forfølge sine lavere instinkter og bliver så opslugt af at hævde sin ret, at han er uopmærksom i lige præcis det øjeblik, hvor hans fald udløses,” skriver Kim Skotte. ”Men den er også en veloplagt og højtbegavet satire over kunstverdenen, moderne mediekynisme og det svenske socialkulturdemokrati. Ikke mindst er den også et portræt af det nordiske samfundsmenneske.”

Michael Lind er enig BT: ”Östlund har lavet en ambitiøs og udfordrende, men også ret underholdende film, som får én til at svinge mellem grin og føle stor ubehag.”

Læg dertil Henrik Queitsch bemærkninger om, at filmen ”ikke bare velspillet, overrumplende samt både brandgodt tænkt og suverænt udført”, men tilmed ”smukt filmet af Frederik Wenzel med en lang række absurde scener, som man ikke lige glemmer med det første.” Han kalder det ”en af de mest originale oplevelser, du får i biografen i år”, men der er også kun seks uger tilbage af 2017.

Anmelderne er enige om, at filmen også er en satire over kunstverdenen. Lidt kryptisk skriver Berlingskes Louise Kidde Sauntved ( betalingsmur), at filmens satire ”i virkeligheden bare [er] en undskyldning for at pege på den måde, vi holder os selv og andre for nar. Kejseren har i den grad ikke tøj på her, selv om Claes Bang er iført skarpskårne (men stadigt mere krøllede) jakkesæt filmen igennem. Mon ikke de fleste, selv kunstkendere, har taget sig i at tænke, ‘skal det være kunst?’ på vej gennem en udstilling, men ikke sagt det højt af frygt for at udstille sig selv som ignorant.”

Og hvad med Rune Lykkeberg? Han kalder film Östlunds ”hidtil længste, vanskeligste og mest ambitiøse film”. Men ”det lykkes ham at forbinde sine signifikante situationer i en stor fortælling, hvor Claes Bang er fremragende som den kunstneriske leder”. Som han ser filmen, er den ”en samtidssatire, der afslører idealister som hyklere og de dannede som aber. Men den er også en komisk-tragisk kærlighedserklæring til menneskenes evige heroiske forsøg på at oprette ideale firkanter, hvor vi civiliserede aber kan leve sammen. Afstanden mellem dem, vi gerne vil være, og det, vi opdager os selv som, er lige så latterlig, som den er smuk. Det er vores fælles kunstværk, at vi bliver ved med at lave de firkanter, som er vores små og store samfund.”