Herrens vildveje

Her på Føljeton har vi haft svært ved at følge ordentlig med i Herrens Veje, DR’s store religiøse søndagsseriesatsning, som sluttede i aftes efter ti lange afsnit. Det er ikke, fordi vi ikke har forstået fortællingens bibelske referencer, men måske snarere fordi referencerne ofte har været skåret ud i pap. Det har nogle gange føltes, som om filmholdet, instruktøren, klipperen, manuskriptforfatterne, producenten, tonemesteren, eller hvem man nu kan skyde skylden på, ikke har vidst (eller ikke er blevet enige om), hvor det pædagogiske snit skulle lægges.

Den følelse kulminerede vel egentlig i afsnit 8, da Lars Mikkelsens psykopatpræstepatriark Johannes har en isnende ubehagelig konfrontation med sønnen Christian (spillet af Simon Sears). ”Jeg ved præcis, hvad du er,” siger – nej, hvisler – Johannes truende til sin søn, og selv om Sears synes relativt langlemmet af statur, er Mikkelsen stadig et halvt hoved højere. Både psykisk og fysisk har præstefaren totalt overtaget, og man kan næsten mærke i egne knogler, hvordan kraft og mod siver ud af sønnen. Det er forrygende skuespil.

Scenen finder sted i præstegårdens uhyggelige halvmørke, men på en eller anden mærkelig måde er det bibelske himmeltapet på væggen i baggrunden badet i lys, og derfor skal man have meget lysfølsomme øjne for ikke at bemærke, at der er et motiv med Abraham og Isak.

Som det vil være læsere af første mosebog bekendt, befaler Gud Abraham, det israelske folks ældste stamfader, at tage sin søn med til Moriabjerget og ofre ham – med henblik på at teste Abrahams tro. Men Abraham er en gudfrygtig believer, og han følger sin herres befaling uden at kny. Først da han står med kniven hævet, stopper en engel ham i hans morderiske forehavende, og i stedet ofrer han en buk fra buskadset. Det er fint nok med det motiv på væggen, det giver lidt kolorit, men for at være sikker på, at vi, seerne, har fanget henvisningen, bliver kameraet hængende, efter at Johannes og Christian er ude af billedet, og minsandten om ikke det begynder at zoome, indtil Abraham og Isak fylder det meste af skærmen.

We get it. Lige der var vores tålmodighed ved at være opbrugt. På samme måde havde vi det med præstekonen Elisabeths (Ann Eleonora Jørgensens) forhold til nordmanden Liv, som rent fortælleteknisk virker påklistret. Det skulle ikke undre os, om de lesbiske eskapader var den sidste post it-note, som kom op at hænge på manuskriptforfatternes storyboard – bare for en sikkerheds skyld, så historien ikke skulle gå i tomgang. Elisabeth er rummelig, hun elsker alle i familien og er sin mand en trofast støtte, selv om hun naturligvis burde have taget et opgør med hans lunefulde vanvid og forladt ham forlængst – faktisk længe inden seriens begyndelse. Da nordmanden blev præsenteret i et af de tidligere afsnit, var hun med det samme så aparte en figur, at man for tydeligt kunne fornemme, at der stak noget under.

Det har indimellem været svært ikke at sammenligne Herrens veje med Ingmar Bergmans miniserie (og langfilm) Fanny & Alexander fra 1982, som også tager livtag med den kristne troslære. Sådan en sammenligning falder naturligvis ud til Bergmans fordel. Ligesom i Herrens veje optræder der i Fanny & Alexander et kristent-religiøst overhoved, en sadistisk biskop, som er syg i roen, men som heldigvis får sin bekomst til sidst, da hans kødbjerg af en tante (spillet af den danske billedkunstner Hans Henrik Lerfeldt) uforvarende sætter ild til huset, hvorved både hun og biskoppen brænder inde.

En lignende (men ikke helt så dramatisk) poetisk retfærdighed indtræffer i sidste afsnit af Herrens veje, da det går op for Christian, at hans bror August (Morten Hee Andersen) er kommet til at slå et menneske ihjel, mens han var feltpræst i Irak, og at faren Johannes har sagt til August, at han skal holde det for sig selv. Det forklarer, hvorfor August tilsyneladende er blevet skør, men selv føler, at han har set lyset (ikke i overført forstand).

Christian, der har brugt så meget energi på at vinde farens gunst, opsøger ham nu på hans kontor, hvor han sidder med moren, og konfronterer ham med de oplysninger. Er det rigtigt? spørger Elisabeth. Men Johannes kan ikke svare, og han ligner en pryglet hund. Christian stiller sig om bag Johannes’ skrivebord, han indtager patriarkens plads og ender med at råbe ad sin far: ”Se på mig, når jeg taler til dig!” Der er byttet rundt på rollerne. Christian er frigjort, faren er låst.

I en bedre tv-verden var serien stoppet heromkring. Men det gør den ikke. Efter at Elisabeth har røget hash sammen med Christian, hvilket egentlig er en charmerende scene, følger hun hans råd og tager nogle dage til Berlin for at puste nyt liv i forholdet til sin norske flamme.

Og til sidst skal der åbenbart pinedød klemmes et dødsfald ind, før manuskriptforfatterne føler, at de med sindsro kan lukke Herrens veje. August træder ud foran en lastbil. På DR’s hjemmeside udlægger skuespilleren Morten Hee Andersen selv scenen:

”Da han står der, har han et øjebliks tvivl om, hvorvidt familien kan klare sig uden ham. Men han beslutter sig for, at det er bedst for ham at dø og på den måde forhåbentlig få tilgivelse fra den uskyldige kvinde, han dræbte, da han var i krig. Og måske har han også fået overbevist sig selv om, at hans familie simpelthen er bedre stillet uden ham,” siger han.

Og det er da fint, men også lidt fortænkt. Netop i kristendommen skulle der da være mulighed for at få tilgivelse for en synd, man har begået, uden at man nødvendigvis skal betale den højeste pris.

Derudover havde det også klædt serien med lidt humoristisk sans. Der ligger vi sådan set på linje med Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende, som i en enquete i Kristeligt Dagblad forleden undrede sig over seriens manglende humor. Som hun formulerede det: ”Folkekirken er et sted, man møder humor. Præster skal jo hele tiden forholde sig til livets grænseområder: spørgsmål om liv og død, ansvar og skyld, og man erfarer som præst, at den type spørgsmål skal mødes med et billedsprog; et tvist. I Herrens Veje er samtalerne båret frem af sådan en naiv inderlighed, af at nu skal jeg sige det, som tingene er, men det ender i en humorforladt fanatisme. Det er ikke den type præster, jeg møder. Sådan nogle, som slet ikke har sans for sprogets bevægelighed.”