Kvinder spreder ben

Er trenden #womanspreading kommet for at blive? Næppe, men den er der lige nu, så det gælder om at stå på toget, hvis man vil være med. Ikke bare i overført forstand, det er simpelthen i toget, det foregår – eller i hvert fald i på passagersæderne i den kollektive trafik verden over.

Og dog, måske er det en sandhed med modifikationer. Hvis man vil se #womanspreading udfoldet som en sand feministisk manifestation og ikke bare som en dagligdags ubevidst gestus, er det formentlig meningsløst at lave opsøgende arbejde i landets togstammer. Turen går til Instagram og Twitter – og diverse medier.

https://www.instagram.com/p/Bb8HvK3Asw3/?tagged=womanspreading

Søger man på hashtagget #womanspreading går fænomenet flere år tilbage, men det står ikke på egne ben, så at sige. Det er en reaktion på manspreading. Ifølge ordet manspreadings engelske Wikipedia-opslag begyndte debatten om manspreading (eller man-sitting) på det sociale medie Tumblr 2013. Manspreading blev optaget i Oxford Dictionary i 2015, og kigger man på den distingverede ordbogs egen beskrivelse af ordet, spillede især New Yorks metro, MTA, en væsentlig rolle i udbredelsen af begrebet – uden dog at ordet manspreading blev taget i brug. I et forsøg på at opfordre mandlige passagerer til at fylde lidt mindre med benene lancerede MTA i 2014 en kampagne med et billede, hvor en figur (med bukser) sidder med spredte ben akkompagneret af teksten ”Dude… Stop the Spread Please – It’s a space issue”.

Men var kampagnen sexistisk. Oxford Dictionary i et opslag om ordet (frit oversat): ”Det var ikke noget tilfælde, at MTA undlod at bruge ordet manspreading. Ligesom SEPTA, Philadelphias offentlige transportsystem, som lancerede en tilsvarende kampagne, brugte MTA ordet ”dude”. Ligesom ”guy” kan dude henvise til en mand – som i Aerosmiths sang ‘Dude (Looks Like a Lady)’ fra 1987 – eller blive brugt om en person af begge køn. Det gav MTA mulighed for plausibel benægtelse af beskyldninger om at bruge sexistiske stereotyper, hvilket ikke ville have været tilfældet, hvis de havde brugt det nye ord.”

Den bedste artikel om den nuværende womanspreading-manifestation finder man i The Guardian. For en uge beskrev journalisten og forfatteren Radhika Sanghani i en kommentar, hvordan hun altid havde fået at vide, at hun skulle samle benene og sidde pænt og fylde så lidt som overhovedet muligt. Og at hun altid har kæmpet med det. Men det, der provokerede hende mest, var, at ingen drenge eller mænd, hun kendte, var udsat for de samme formaninger.

https://www.instagram.com/p/BbQu9HEHBr6/

Men, skriver hun: ”Det er noget, jeg har gjort i årevis. Efter at have tilbragt min barndom og mine teenage år med at få fortalt, at jeg skal ”sidde ordentligt, for pokker”, besluttede jeg mig for at gøre oprør ved at læne mig tilbage og sidde på en så ukvindelig måde som muligt. Lige siden jeg flyttede hjemmefra har jeg siddet, som jeg havde lyst: med benene langt fra hinanden, med fødderne pegende udad og med hænderne hvilende på mine knæ. Det er behageligt, det er stabilserende, og det får mig til at føle mig magtfuld på en måde, som krydsede ben aldrig gør.”

Og nu har #womanspreading officielt sine 15 minutters berømmelse, fortsætter Radhika Sanghani: ”Kvinder over hele verden lader være med at krydse benene i feminismens navn. Fotomodeller som Bella Hadid og Chrissy Teigen og skuespilleren Emily Ratajkowski er alle begyndt at ignorere hunkønsreglen med at sidde ‘pænt’. I stedet sprder de sig så meget, som de har lyst til og deler resultatet på Instagram. Hundredvis af kvinder tilslutter sig med tilsvarende billeder.”

https://www.instagram.com/p/BcAH_AQANnr/?tagged=womanspreading

Så nu har Radhika Sanghani gennem et årti ‘womanspreaded’ overalt, hvor hun går og står. Hun har altid bukser på og forsøger som regel at tage notits af folk omkring sig. ”Hvor meget jeg end ønsker at lave statement, så nægter jeg at blive ligesom de sande manspreaders, som tvinger kvinder ved siden af til at vride benene ind på meget lidt plads. I modsætning til dem spreder jeg kun, hvis der er plads til at gøre det.”

En bevægelse som #womanspreading, hvis man kan kaldet det, må afføde reaktioner. Før vi ser på, hvad en kvinde, der omtaler sig selv som ”tyk”, skriver om #womanspreading i magasinet Dazed, tager vi lige mændenes reaktion – i hvert fald ifølge Radhika Sanghani. Reaktionerne er som oftest positive, skriver hun, men de værste kommer ofte fra mænd. ”Selv om jeg endnu har til gode at se en mand bede en anden mand lade være med at manspreade, så har jeg oplevet nogle mænd glo på mig med tydelig væmmelse eller på en creepy seksuel måde.”

https://www.instagram.com/p/Bb_Z6CDgWnm/?tagged=womanspreading

Inde på Dazed’s hjemmeside spørger en Kuba Shand-Baptiste så, hvordan man som tyk kvinde passer ind i #womanspreading-bevægelsen, og det skal vi lige have med her: ”Når tykke kvinder som for eksempel mig optager ekstra plads, kan det ofte antænde en vrede i folk, som man ikke ser, når mænd fylder. Jeg har tit været nødsaget til at tvinge mig selv ind i ukomfortable og smertefulde positioner for at undgå det – skubben og ondskabsfulde blikke fra folk (som regel mænd), der ikke synes, at det er fair, at de for en gangs skyld skal dele et armlæn, samle benene lidt mere eller i det hele taget er tvunget til at anerkende min fysiske tilstedeværelse.”

Nå, men hendes konklusion er: De tykke skal også bare spring på womanspreading-vognen og gøre det, ”som er blevet os nægtet alt for længe”: benytte sig af retten til at optage mere plads.

https://www.instagram.com/p/Bb7lwSHF6Gl/?tagged=womanspreading

Da #womanspreading er en modreaktion på noget, som nogle mænd gør, så er det svært for feministiske mænd at være med. Det bedste, de kan gøre, er at samle benene – som eksempliceret på billedet nedenfor.

https://www.instagram.com/p/BbAm422lX21/?taken-by=glitily