Kære læser

Modeindustriens galimatias

Models present makeup creations during dress reharsal by Maybelline New York at the Berlin Fashion Week Autumn/Winter 2015 in Berlin January 19, 2015. REUTERS/Fabrizio Bensch (GERMANY - Tags: FASHION TPX IMAGES OF THE DAY)

”Jeg kan ikke fordrage narcissisme, men jeg anerkender forfængelighed.”

Diana Vreeland, chefredaktør på Vogue 1963-71

 

Hvis man (som det er tilfældet for flere af os her på Føljetons redaktion) lever et relativt socialt afsondret liv med mange repetitive og i udpræget grad logistisk orienterede gøremål i hverdagen, bliver man ramt af forundring, hver gang man hører, hvor mange penge computerspilsindustrien og modebranchen omsætter for. Sidste år satte konsulentfirmaet McKinsey den globale modeindustri til en samlet værdi af 15 billioner kroner. Hvis moden var et land, og den samlede værdi var bruttonationalproduktet, ville det være verdens syvendestørste økonomi. Frem til 2016, hvor det løjede lidt af, havde modeindustrien en gennemsnitlig årlig vækst på 5,5% om året i de forløbne ti år.

Og det er da vel godt. Men alt har som bekendt en pris. Modeindustrien sviner sygeligt meget. Briten Dame Ellen MacArthur er en populær tidligere havkapsejladsudøver, som i 2005 satte rekorden for den hurtigste verdensomsejling. Senere oprettede hun Ellen MacArthur Fonden, som arbejder målrettet på at skabe en mere bæredygtig verden. I går udsendte hendes fond en rapport, hvoraf det fremgår, at modeindustrien tegner sig for 1,2 milliarder tons drivhusgasser – om året! Langt mere end luftfarts- og shippingindustrien til sammen.

Modeindustrien har skabt en brug-og-smid-væk-kultur, som mellemkrigsgenerationen, der om nogen kendte til knaphed, ville græmme sig over. Nogle tal: mindre end 1% af det tøj, der fremstilles, bliver genbrugt; tøj svarende til en lastbilfuld bliver smidt ud hvert sekund; en halv million tons plasticfibre skylles hvert år ud af tøj, når det bliver vasket, svarende til 16 gange mere end kosmetikindustriens plasticfiberudslip.

Konklusionen i rapporten er, at modeindustrien skal tage sig sammen og gentænke sig selv fuldstændigt, og at tøj skal designes, så det kan genbruges meget mere, end det er tilfældet i dag. Ellers kommer modeindustrien til at tegne sig for 26% af verdens årlige kulstofforbrug i 2050. Det er jo galimatias.

Nu skal man generelt være varsom med fremskrivninger. Tænk for eksempel på ‘Elvis Presley-paradokset’: For ti år siden kunne man læse i visse aviser, at antallet af Elvis Presley-imitatorer på verdensplan var vokset til 85.000 på verdensplan. Da han døde i 1977, var der kun 170. Ifølge i hvert fald én matematisk fremskrivning ville udviklingen betyde, at når vi når frem til 2043, så vil hvert eneste menneske på Jorden være Elvis-imitator (vi har godt nok ikke regnet efter).

Det gode ved rapporten er, at den ikke bare skælder ud, men forsøger at udpege nogle løsningsmodeller. Noget af det ligger lige for. Tøj skal generelt produceres i en langt bedre kvalitet og fokusere på genanvendelighed. Økonomien i modeindustrien skal være cirkulær. Store spillere som Nike og H&M har meldt sig under MacArthurs faner, og det samme har designeren Stella McCartney nu gjort. Men forbrugerne, køberne, må også stramme sig an. Flere pletter på bukserne i hverdagen. Flere flossede albuer på ærmerne. Osv. ”Mode er den rustning, vi tager på for at overleve hverdagen,” sagde den amerikanske gademodefotograf Bill Cunningham. Nogen må kunne sige noget tilsvarende eksistentielt om vores planet, og det er da vist allerede gjort. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12