En nordkoreansk sang om overlevelse

De dybe mandestemmer brøler ud fra scenen i den store koncertsal. Både koret og orkesterets ansigter oplyses af et varmt rødt lys, der får deres seriøse og stålsatte blikke til at funkle fra det opsatte podium. Selv med en manglende evne til at forstå det koreanske sprog, er det svært at være i tvivl om, hvad der bliver sunget fra scenen. Det sprog, koret synger på denne dag, er universelt. De synger en besked til hele verden. En besked om, at Nordkorea er et land, der skal tages seriøst.

Hele koret er klædt i militærtøj, som var de netop vendt sejrigt hjem fra et slag. Det samme gælder deres publikum, der fra tilhørerpladserne klapper taktfast i hænderne. Den storladne sang, som buldrer igennem lokalet, vækker minder om den franske nationalmelodi Marseillaisen. Det er en sang, der kalder på national storhed. En sang, der kalder på kamp.

Forsangeren træder to skridt frem og klemmer mikrofonen hårdt mellem sine fingre. Han rammer den høje pompøse tone sikkert. Mens den lange tone runger i lokalet, sætter en stormskærm bag orkesteret gang i en film: Et missil flyver afsted fra jorden. På himlen over Atlanten ser man striber af ild, der illustrerer raketternes fart i luften. Missilerne dykker. De rammer deres mål i en amerikansk storby. Midt i den store paddehattesky ser man det amerikanske flag brænde. Publikum klapper begejstret, og koret rejser sig for at gøre honnør. Man har udslettet den nordkoreanske fjende nummer et.

De koreanske trusler

Koncerten blev sendt på nordkoreansk stats-tv, og billederne har siden fundet vej til flere vestlige medier. Det er billeder som disse, der sammen med de mange missilaffyringer, som den i går, skal sende en direkte og utvetydig besked til Nordkoreas fjender: Det er en trussel. En trussel om død, ødelæggelse og atomkrig. En trussel, der skal gøre det klart, at Nordkorea ikke finder sig i provokationer fra omverden.

De koreanske trusler kommer efter en måned, hvor konflikten mellem Nordkorea og USA er blusset op igen. Konflikten har rod helt tilbage til Koreakrigen i 1950’erne, hvor Korea, under en blodig konflikt, blev splittet i et kommunistisk nord og et amerikansk-støttet demokratisk syd. Selvom det er mange år siden, spøger krigen stadig. Faktisk er krigen aldrig blevet formelt afsluttet med en fredsaftale, men skiftende våbenhviler har sikret midlertidig fred på den koreanske halvø. En fred, som Nordkorea med deres atomtrusler nu truer med at bryde.

Et spørgsmål synes at presse sig på, når man ser det karikerede kor i koncertsalen og den mærkværdige video med de fiktive missiler, der brager ned igennem himlen og rammer det amerikanske fastland. Hvorfor? Hvorfor skulle Nordkorea være interesseret i en atomkrig? Man skal hverken være professor i atom- eller raketvidenskab for at vide, at en atomkrig vil betyde døden for alle – også nordkoreanerne selv.

Hvis man har fulgt den danske presses dækning af Nordkorea, synes svaret at være lige til: Nordkoreanerne er skøre. De er irrationelle. Gale. En slyngelstat. Det er et land, som på alle måder repræsenterer en klar modpol til de værdier, vi i Vesten bryster os af. En modpol til både velfærdsstat, frihed og åbne markeder. Derfor er det også en stat, mange har svært ved at forstå. En stat, som er nem at sætte i bås.

Men måske er svaret på spørgsmålet ikke helt så lige til. Måske handler Nordkorea i virkeligheden bare, som enhver anden stat ville gøre i deres situation – som Danmark ville gøre i deres situation.

For at finde ud af, hvad der er op, og hvad der er ned, må vi prøve at forstå, hvad der ligger til grund for Nordkoreas trusler. Er de bare skøre, eller er der mere på spil? Svaret bringer os ud på en rejse i tid og rum. En rejse til Det Arabiske Forår, det hedengangne Sovjetunionen og selvfølgelig til Nordkorea selv. Men vi starter i Den amerikanske Kongres.

Ondskabens akse

George W. Bushs hænder hviler roligt på talerstolens lyse mahognitræ. Bag ham tårner den høje stenvæg sig op. ”IN GOD WE TRUST”, står der mejslet ind i stenen med store kapitæler. Under skriften hænger det amerikanske flag, Stars and Stripes, stille og majestætisk. Med Gud og Amerika i ryggen skal Bush til at adressere det amerikanske parlament.

Året er 2002 og stemmerne fra kongresmedlemmerne på de cirkelformede bænke har netop sænket sig for at gøre plads til præsidentens ord. Lige siden George Washington holdt den første ”State of the Union”-tale i 1790, har skiftende amerikanske præsidenter én gang årligt kigget den amerikanske Kongres i øjnene og givet en redegørelse for nationens tilstand. Der er blevet holdt mange taler siden 1790. De fleste af dem er blevet glemt igen. Andre er ikke. Dengang i 2002 blev Kongressens medlemmer nok hurtigt klar over, at George W. Bush ikke havde tænkt sig, at hans tale var en af dem, der skulle ryge i glemmebogen.

Talen blev begyndelsen på en ny aktiv epoke i amerikansk udenrigspolitik. Baggrunden var terrorangrebet på World Trade Center året forinden, og Bushs svar på angrebet var klart: USA’s fjender og terrorens venner skulle fjernes fra landkortet. Især tre stater skulle tage sig i agt: Irak, Iran og Nordkorea. Bushs buldrende fordømmelse af de tre stater er nok de ord fra talen, som huskes bedst i dag: ”Stater som disse udgør en ondskabens akse og er en trussel mod USA og verdensfreden. Alle bør vide, at USA vil gøre det nødvendige for at sikre nationens sikkerhed.”

I en tale få måneder senere blev ”ondskabens akse” udvidet med blandt andre Libyen og Syrien. USA havde defineret sit fjendebillede.

Der er gået mere end 15 år, siden Bush afsluttede sin tale med ordene: ”Vi vil se friheden sejre.” Om friheden og den frie verden har sejret, afhænger nok af øjnene, der ser. Men sikkert er det i hvert fald, at den frie verden har bombet i frihedens navn. I 2003 invaderede de amerikanske soldater Irak, i 2013 angreb en amerikansk ledet koalition Libyen, og i 2014 begyndte USA sit engagement i Syrien-konflikten.

USA har slået hårdt ned på ondskabens akse, men Nordkorea synes at være gået fri. Er det så, fordi Nordkorea har føjet USA, reformeret sit regime og er blevet mere vestlige? Nej, svaret på USA’s passive tilgang til Nordkorea har ikke noget med bløde værdier at gøre. Det handler om atomvåben.

Ifølge adjunkt og forsker i udenrigs- og sikkerhedspolitik i Østasien på Københavns Universitet Camilla T. N. Sørensen ved Nordkorea godt, at de kan blive det næste medlem af aksen, som bliver offer for et aggressivt USA:

”Nordkorea har set, hvordan det er gået de andre medlemmer af ondskabens akse. Set fra deres perspektiv er det en reel trussel, at USA vil vælte det nordkoreanske regime. De har brug for at forsvare sig.”

Camilla T. N. Sørensen forklarer, hvordan man i den nordkoreanske elite ikke ser sig selv som den truende part. Den store amerikanske militære tilstedeværelse tæt på de nordkoreanske grænser og de bombastiske udtalelser fra præsident Trump, hvor han lufter muligheden for et militært angreb, har fået Nordkorea til at skrue op for retorikken.

Set fra det nordkoreanske styre er trusler om atomkrig den bedste måde at undgå samme skæbne som Libyen og Irak.
Atomvåben er det, der adskiller dem fra de andre lande i aksen. Det er det, der afholder USA fra at angribe. Truslen om atomkrig er et forsvar og et forsøg på at forhindre krig med USA.

Den nukleare fred

Det kan måske virke absurd, at billeder af et brændende amerikansk flag i en paddehattesky er et forsøg på at forhindre krig. Men ikke desto mindre ser det ud til at have virket. Nordkorea er det eneste regime fra ondskabens akse, der helt uhindret har kunnet få lov til at fortsætte deres politik. Det har de, fordi de er det eneste regime i aksen med angrebsklare atomvåben.

En skole af forskere inden for international politik er enige om, at det ikke bliver atombomben, der starter den næste store krig. Tværtimod. Den amerikanske forsker Kenneth N. Waltz, der anses som grundlæggeren af den politologiske teori neorealisme, har flere gange argumenteret for, at atomvåben skal spredes fremfor afvikles. De sikrer nemlig verdensfreden.

Rationalet er, at hvis to lande kan true hinanden med total udslettelse, tør ingen tage det første skridt. Derfor er det heller ikke første gang i verdenshistorien, at vi ser den ”trusselsstrategi”, som Nordkorea nu benytter sig af. Efter Anden Verdenskrig var det en anden kommunistisk stat, der frygtede amerikansk intervention. Sovjetunionen havde set de amerikanske atombomber over Japan og besluttede sig for, at den eneste måde, de kunne beskytte sig imod dem, var ved at sætte hårdt mod hårdt. Deres modsvar lærte en generation af amerikanske skolebørn at gemme sig under bordet, når luftsirenerne lød. Deres modsvar var trusler om atomkrig. Trusler, der ikke startede en krig, men faktisk forhindrede den.

Ifølge institutleder og seniorforsker ved Nordisk Institut for Asienstudier på Københavns Universitet, Geir Helgesen, er det netop Nordkoreas håb, at deres atomvåben vil kunne udligne det militære forhold mellem USA og Nordkorea: ”Hvis Nordkorea har de samme våben, vil USA overveje det tre gange, før de angriber Nordkorea. Det har fra starten været ønsket at have et meget alvorligt defensivt våbensystem, som kunne være den ultimative afskrækkelse mod verdens eneste militære supermagt.”

Nordkorea frygter altså de udefrakommende kræfter. Men internt i landet ulmer problemerne også. For at forstå den indenrigspolitiske tilstand i Nordkorea skal vi forbi et lille marked i Tunesien.

Det ulmende oprør

Alt åndede fred på markedet i Sidi Bouzid. Den lille by i Tunesien var ikke et sted, der var vant til opmærksomhed. Her passede man sig selv og sin dagligdag. Men da flammerne lyste op midt ude på kørebanen den skæbnesvangre januar-dag i 2010, ændrede alt sig.

Købmanden Mohamed Bouazizi havde taget sin kærre med ned til markedet, som han plejede. Her solgte han frugt til forbipasserende. Solgte frugt for selv at få råd til vådt og tørt.

Men denne fredag gik det anderledes end de mange andre dage, hvor han havde solgt sin frugt fra vognen. Bouazizi havde ikke nogen licens til at sælge ved markedet. Det plejede ikke at være et problem. Lidt penge under bordet til betjentene, og så var det løst. Men da en betjent den dag kom og konfiskerede hans vægt, blev han vred. Han brokkede sig, og betjenten slog ham i ansigtet.

Bouazizi fik ikke sin frugtvægt tilbage. Den vægt, der var hans levebrød, og hans måde at komme igennem tilværelsen. Frugtvægten blev dråben, der fik bægret af frustration til at flyde over. Den dag satte Bouazizi ild til sig selv på vejen foran rådhuset.

Mohamed Bouazizis døde af sine kvæstelser. Men med ham fødtes Det Arabiske Forår. Efter hans død begyndte demonstrationerne i Tunesien. Som dominobrikker spredte de sig til andre arabiske lande, hvor revolutionære kræfter pludselig vejrede morgenluft.

Selvom Bouazizi var gnisten, der antændte bålet, var årsagerne til forårets begyndelse langt mere komplekse. Forsker og professor ved Butler University i USA, Fait Muedini, peger på, at især den skræntende økonomi, problemer med megen korruption og manglende menneskerettigheder har været en katalysator for det folkelige oprør.

I Nordkorea har der ikke været nogen Mohamed Bouazizi. Men Human Rights Watchs rapport om Nordkorea peger på, at landet døjer med mange af de samme problemer, som dannede grobund for Det Arabiske Forår. Det har sandsynligvis frembragt bekymrede miner hos den politiske elite omkring Kim Jong-un. Ikke så meget, fordi de direkte mærker konsekvenserne. De nyder i den grad godt af korruption og manglende menneskerettigheder. Men hvis der en dag kommer en koreansk Mohamed Bouazizi, mister de alt.

Den stærke leder

Hvis Kim Jung-un vil beholde magten i Nordkorea, skal han frygte sin egen befolkning. Men han skal i endnu højere grad frygte den paranoia, som opstår blandt eliten omkring ham, når de ser udemokratiske regimer falde rundt omkring i verden.

De amerikanske professorer Ora John Reuter og Jennifer Gandhi har forsket i, hvad der skal til, for at eliter vender ryggen til deres leder i ikke-demokratiske samfund. Konklusionen er, at når økonomien er dårlig, og befolkningen er utilfreds, vil de vende deres leder ryggen, tale befolkningen efter munden og opfordre til kup for at kunne beholde deres magtposition. Det så man for eksempel under partiet PRI’s ikke-demokratiske styre i Mexico i 1980’erne.

Ifølge Camilla T. N. Sørensen er Kim Jung-un udmærket klar over, at han har et image, han skal have plejet over for eliten. Og her spiller Kim Jung-uns store fokus på atomvåben ind: ”Med atomvåbnene konsoliderer Kim Jung-un, at han er en stærk, handlekraftig og kompromisløs leder. Han var ung og relativt uerfaren, da han blev landets øverste leder og har ikke været socialiseret helt ind i den nordkoreanske elite. Han har haft ekstra brug for at se stærk ud. Han har brug for at vise, at han er en legitim leder.”

Atomvåben er nemlig ikke blot et redskab til krig. I den videnskabelige artikel ”Why Do States Build Nuclear Weapons?” fortæller professor ved Stanford, Scott D. Sagan, at atomvåben ligeledes er et statussymbol for nationer. Som et flag eller et nationalt fodboldlandshold. Det er noget, som nogle nationer føler, at de skal have for at være moderne og relevante.

Det er således ikke første gang i verdenshistorien, at man ser ledere forsøger at legitimere deres magt internt med atomvåben. Camilla T. N. Sørensen fortæller, hvordan kinesiske Mao i 1960’erne brugte udviklingen af atomvåben til at overbevise den kinesiske elite om, at han var landets retmæssige leder. Mao skabte en fortælling om, at den omkringliggende verden var fjendtlig. Kun Mao og hans atomvåben ville kunne bringe kineserne tilbage til deres retmæssige plads som en stormagt. Våbnene var dermed med til at konsolidere Maos position som den eneste legitime leder.

Mange af de samme processer er på spil, når Kim Jung-un lægger stor vægt på atompolitik og trusler. Camilla T. N. Sørensen peger på, at atomvåben er blevet specielt vigtige i Nordkorea, fordi de har en ”Militæret Først”-politik, hvor militæret ses som det vigtigste statussymbol.

Hun bakkes op af Geir Helgesen, der mener, at atomtruslerne er med til at give Kim Jung-un legitimitet. Ifølge ham ligger det dybt i den nordkoreanske ideologi og selvforståelse, at man er inddæmmet af en ond omverden. Atomtruslerne er med til at forstærke denne selvforståelse og skaber dermed et ”os-mod-dem”-sammenhold.

Hvis Kim Jung-un skal blive siddende ved magten, skal han skal ikke bare forhindre en koreansk Mohamed Bouazizi. Han skal også overbevise sin elite om, at en koreansk Mohamed Bouazizi slet ikke er en mulighed.

Så når Kim Jung-un truer med atomkrig, er det for at slå fast, at han er en stærk figur, der kan forsvare Nordkorea. I hans optik er en stat med atomvåben en stærk og moderne stat. Og i en stærk og moderne stat er der ingen, der har lyst til at lave oprør.

Albright på besøg

Pyongyang i år 2000. Den daværende nordkoreanske leder Kim Jong-il havde netop sendt en invitation til Præsident Clinton. Nordkorea ville forhandle. Situationen i Nordkorea var mere end kritisk på grund af både hungersnød og svigtende elværker, som gjorde elektricitet til en mangelvare. Den nordkoreanske økonomi var i ruiner.

USA’s udenrigsminister, Madeleine Albright, tog i forvejen for at gøde vandene. Da dagen kom, hvor Madeleine Albright endelig skulle møde ”den kære leder”, blev hun bedt om at stille sig foran et stort vægmaleri med et stormfuldt hav. Formand Kim kom frem fra mørket i sin sædvanlige kakifarvede habit. Han havde høje hæle på. Ligesom sin kvindelige gæst. På den måde blev han den højeste.

Forhandlingerne blev givende for Nordkorea. Der blev skabt aftaler om handel og diplomati, hvilket åbnede op for, at Nordkorea kunne modtage den nødhjælp, som landet havde så stærkt brug for. Men hvorfor ville USA overhovedet forhandle med et land, som også på det tidspunkt var en af deres navngivne fjender?

Ifølge Camilla T. N. Sørensen er svaret hård retorik. Allerede dengang truede Nordkorea med at bruge atomvåben i utide: ”Atomvåben var Nordkoreas måde at få USA’s opmærksomhed og trække dem til forhandlingsbordet. Hvis de ikke havde atomvåben, hvorfor skulle USA så interessere sig for Nordkorea?”

Atomvåben var altså det forhandlingsværktøj, som Nordkorea havde til rådighed. Da Kim Jong-il i høje sko og med rank ryg stod foran udenrigsministeren fra verdens største militære magt, havde han og Nordkorea ikke andre diplomatiske udveje end en hård militær retorik. Som han sagde til Albright: ”Vi bevæbner vores eget militær som et led i vor egen overlevelseskamp.”

Situationen i Nordkorea i dag er ikke meget anderledes end den dag i 2000, hvor Nordkorea mødte USA ved forhandlingsbordet. Nordkoreas økonomi har kroniske problemer og de nyeste uafhængige tal fra FN taler ikke for, at den tendens stopper foreløbig. Deres bruttonationalprodukt placerer dem lige nu på en 113. plads blandt resten af verdens lande. Geir Helgesen forklarer: ”Nordkoreas økonomi er hele tiden på sokkeholderne. De er meget følsomme over for forskellige embargoer.”

Det skaber et øget behov for handel og diplomati – selv i et lukket land som Nordkorea. Jo dårligere det går, jo mere desperate bliver Nordkorea. Dette bakkes op af Camilla T.N Sørensen: ”Nordkorea er interesserede i at genetablere diplomatiske relationer med eksempelvis USA. De vil gerne gradvist integreres i den regionale udvikling og dermed forbedre deres egen økonomiske situation.”

Historien har flere gange vist Nordkorea, at den hårde forhandlingsstrategi er et effektivt middel til at få økonomiske aftaler i hus. Da Nordkorea for alvor startede udviklingen af atomvåben i starten af 1990’erne, blev det set som en trussel af verdenssamfundet. Det førte i 1994 til Rammeaftalen, hvor Nordkorea skulle indfryse sit atomvåbenprogram og tillade våbeninspektører til gengæld for opbygningen af en civil, energiproducerende sektor. Krisen blev afværget. Nordkorea havde fået øjnene op for, at truslen om brug af atomvåben var forhandlingsværktøjet, når de skulle forhandle med store magter som USA, Kina og Sydkorea.

Da Rammeaftalen brød sammen efter George W. Bushs tale om ”ondskabens akse”, gentog historien sig. Camilla T. N. Sørensen forklarer: ”Nordkorea skruede igen op for truslerne for at se, om man kunne tvinge sig til forhandlinger.”

Det kunne man godt. I 2003 lykkedes det igen Nordkorea at lande en aftale. Økonomisk hjælp til gengæld for fastfrysning af atomvåbenprogrammet. Noget for noget.

Kim Jong-un skal dermed blot kigge på den nyere historie for at få øjnene op for den økonomiske gevinst ved trusler om atomkrig. Hård forhandlingstaktik betaler sig faktisk, og det ved de godt i Nordkorea. Måske lærte nordkoreanerne et amerikansk mundheld af Albright, da hun var på besøg: ”If it ain’t broke, don’t fix it”. Atomtruslerne fik USA til forhandlingsbordet dengang, så hvorfor skulle det ikke gøre det i dag?

En sang om overlevelse

Nordkorea er et forbryderisk land. Deres befolkning sulter, regimets politiske modstandere ender deres dage i arbejdslejre, og der er ikke skyggen af demokrati i det lukkede land. Men bare fordi man er en forbryder, behøver man ikke være skør.

Geir Helgesen peger på, at hele roden til den nuværende nordkoreanske krise ligger i det faktum, at den omkringliggende verden betragter nordkoreanerne som undermennesker. Hvis krisen skal undgå at eskalere, er det vigtigt, at man ikke blot betragter nordkoreanerne som en række tosser, der bare vil have krig. Man bliver nødt til at forstå, hvorfor Nordkorea ser det som nødvendigt at spille med musklerne. Man må lægge op til dialog og imødekomme de nordkoreanske problemstillinger fremfor at optrappe den militære konflikt.

Alle stater, også Danmark, har én hovedinteresse: Overlevelse. Når Nordkorea truer med deres atomvåben, handler det således også om overlevelse. Overlevelse fra amerikansk intervention, fra økonomisk ruin og Kim Jung-uns overlevelse som leder. At ville overleve er ikke skørt. Det er rationelt og det måske dybeste instinkt, der findes i mennesket. Atomtrusler er, i den nuværende verden, Nordkoreas bedste chance.

Det lød unægtelig som et krigshyl, da den uniformerede sanger ramte den høje tone i den nordkoreanske koncertsal. Men måske var det slet ikke en sang om krig. Måske var det nærmere en sang om overlevelse.