Det ultimative 00'er-hit

Tilbage i 00’erne havde Kristian Thulesen Dahl en lettere og lidt mere fjedret gang på jorden, end han har i dag, hvor Dansk Folkeparti er blevet landets største borgerlige parti: Hvert efterår kunne han i ro og mag indgå en finanslov med Venstres statsminister Anders Fogh Rasmussen.

00’erne var en guldalder for det højrenationale Danmark. Dengang i 00’erne havde Kristian Thulesen Dahl nemlig to trumfkort på hånden:

På den ene side var stramningerne af udlændingepolitikken kun lige begyndt, og ingen talte endnu om konventionsbrud. Foran lå hundredvis af stramninger, og kun fantasien satte grænser for Dansk Folkeparti. Enhver nogenlunde middelbegavet embedsmand i Udlændingestyrelsen kunne hurtigt ryste nye stramninger ud af ærmet, og VK-regeringen kunne dermed altid imødekomme Dansk Folkeparti i forhandlinger. Både symbolsk og reelt.

For det andet stod Kristian Thulesen Dahl, der dengang var i spidsen for Folketingets finansudvalg, stadig frem i offentligheden med et image som liberalist og tidligere formand for Fremskridtspartiets Ungdom, og ingen – absolut ingen – forventede, at Dansk Folkeparti ville eller burde modarbejde skattelettelser til de rigeste.

Dengang lå DF’erne nede på kun lidt over 10 procent af vælgerne, og de mange ældre socialdemokrater, der i de kommende år skulle søge mod Kristian Thulesen Dahl & co., var endnu ikke ankommet, og derfor kunne Dansk Folkeparti altid imødekomme Venstre i de nyklassiske forhandlinger, hvor vinderformlen således kom til at bestå af skattelettelser og udlændingestramninger.

Mindre manøvrerum

I dag er spillereglerne på Christiansborg ændret afgørende. Kataloget af mulige stramninger af udlændingelovgivningen er for længst udtømt, og Dansk Folkeparti har fået skabt forventninger om, at de ikke vil lægge stemmer til skattelettelser til de rigeste. Begge dele gør det yderst vanskeligt for VLAK-regeringen at finde fælles fodslag med Dansk Folkeparti. Det realpolitiske manøvrerum er ganske enkelt snævret afgørende ind.

Trods de dårlige odds forsøger VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti sig nu alligevel med en ’00’er-model igen. Rollerne er grundlæggende de samme, kun lidt parallelforskudt: I dag er det Liberal Alliance, der har Anders Foghs gamle stafet med skattelettelser til de rigeste. Efter partileder Anders Samuelsen opgav det rene krav om topskattelettelser – mod til gengæld at få ministerposter – har Liberal Alliance omformuleret kravet til såkaldt ”historiske store skattelettelser”.

I august lovede Anders Samuelsen, at efterårets forhandlinger ville føre frem til både en finanslov og et nyt skatteforlig, hvor Liberal Alliance efter planen skulle lykkes med at komme i mål med skattelettelser, som ligefrem skal trumfe Anders Foghs tidligere bedrifter: ”I kan glæde jer”, lød løftet. Indtil videre har Dansk Folkeparti dog ikke turdet sige ja, da enhver form for udregning afslører, at ekstra skattelettelser vil være mest til gavn for dem, der allerede tjener mest – og dermed potentielt skræmme endnu flere eks-socialdemokrater væk fra Kristian Thulesen Dahl & co. og tilbage til Socialdemokratiet.

Hvis Liberal Alliances krav om ”historisk store skattelettelser” skal indfries, vil det med stor sandsynlighed koste den borgerlige blok regeringsmagten ved næste valg. Statsminister Lars Løkke Rasmussen og resten af Venstre-toppen ved også udmærket, at det er en kamikaze-mission at opfylde Liberal Alliances krav. Ifølge en meningsmåling fra Megafon ønsker 50,5 procent af vælgerne, at det økonomiske råderum i de kommende år skal bruges på velfærd, mens blot 10,4 procent svarer, at pengene bruges bedst på skattelettelser.

Det er ikke tilfældigt, at Liberal Alliance kun har opbakning fra omkring hver 20. vælger i Danmark. Skattelettelser er nemlig endt med at være upopulære i den brede befolkning. Stemningen er ikke længere som i 00’erne.

De sidste stramninger

I mangel af bedre bud på politiske krav er Dansk Folkeparti også vendt tilbage til deres klassiske krav: nye udlændingestramninger. I et interview udtaler formanden: ”Hvis Lars Løkke Rasmussen vil tale skattelettelser, vil vi kræve en plan for, hvordan syrerne kommer hjem.” Og i sit nyhedsbrev forleden understregede Kristian Thulesen Dahl, at Dansk Folkeparti vil være villig til at indgå et kompromis om nye skattelettelser, men kun på én betingelse:

”Vi har valgt at bruge forhandlingerne til at få et gennembrud for én af de ting på udlændingeområdet, som vi ellers overhovedet ikke har kunnet få de andre partier i Folketinget med på: Nemlig at flygtninge, der er kommet til Danmark, reelt kun er her midlertidigt. Ikke permanent, som det i praksis er i dag,” skriver formanden for Dansk Folkeparti, og fortsætter:

”For os er det ren logik, at de ressourcestærke flygtninge, der har haft muligheden for at flygte helt til Danmark, også skal vende hjem til Syrien og hjælpe til med genopbygningen af deres land ligesom alle dem, der har siddet eller stadig sidder i flygtningelejrene i nærområdet. De mennesker, der kan vende tilbage, skal ikke integreres i Danmark, men have hjælp til at planlægge deres tilbagevenden.”

Det kontante krav fra Dansk Folkeparti er altså, at flygtninge – altså mennesker, der har fået asyl i Danmark, fordi de påviseligt har et beskyttelsesbehov – ikke længere skal tilbydes mulighed for integration.

Selv om et stort flertal af vælgerne støtter en stram udlændingepolitik, er Dansk Folkeparti nok også trukket ud på overdrevet her, og nærmer sig det højrenationale udfordrerparti Nye Borgerlige. Men det er altså heller ikke tilfældigt, at Nye Borgerlige kun har opbakning fra omkring hver 50. vælger i Danmark, og de seneste strammerkrav fra Dansk Folkeparti balancerer dermed på kanten af grøften. At nægte asylansøgere mulighed for integration i det danske samfund er for yderligtgående for langt de fleste vælgere.

Finansminister Kristian Jensen, der i disse timer og dage forsøger at få enderne til at mødes, sidder med det grundlæggende paradoks, at en aftale mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti kræver indtil flere elementer, som vil være stærkt upopulære blandt vælgerflertallet.

Det ultimative ’00’er-hit, hvor topskatteyderne får lettelser for flere milliarder og flygtninge spærres inde i asylcentre, er næppe en politisk sællert her i 2017. Og uret tikker: Nu på søndag er der deadline for finanslovsaftalen, hvis den skal kunne nå at blive formelt godkendt i Folketinget inden jul.