Vi kan ikke mindes en debat og et hashtag, som har haft så bred og vedvarende en appel som det lille #MeToo, der har væltet store konger, på de sociale medier gennem de sidste par måneder og det ser ud, som om det ikke har tænkt sig at dø ud lige foreløbig. Måske kunne det endda se ud, som om det faktisk har skabt en bevidsthed om strukturel sexisme, magtmisbrug og sexchikane, som vi ikke har haft før. Hurra.
Hvad kampagnen også har skabt, er nogle helt vanvittige og ubegribeligt ubegavede og misforståede debatter, som til tider har været lige ved at få #MeToo helt af sporet og ødelægge, hvad der ellers effektivt og stærkt er blevet bygget op. Den har vist os skingrende skøre mandehadere og endnu mere vanvittige kvindehadere, og den har også rundet nogle håbløst relativerende og virkelig mærkværdige slag i luften.
En af de mere mærkværdige kom her til morgen, da en af kongerigets skarpeste journalister lagde navn til en leder i denne weekends Weekendavisen. Vi taler om gode gamle Krasnik, som vi nu ellers skatter højt her på stedet, der synes, at årets måske vigtigste bogudgivelse om social kontrol, undertrykkelse og menneskelig lemlæstelse skulle handle om #MeToo. Lederen handler om Dødevaskeren af dansk-kurdiske Sara Omar, der udkom i går, og som er en selvbiografisk roman om Omars egen modbydelige barndom i Irakisk Kurdistan, hvor vi bliver præsenteret for mishandling af piger og kvinder i muslimske samfund: Æresdrab. Omskæring. Frihedsberøvelse. Tæsk. Voldtægt. Pædofili. Lemlæstelse. Bogen trækker tråde op til det danske samfund, hvor Omar har boet side 2001, og det siger sig selv, at den slags vidnesbyrd har et stort debatpotentiale. I de kommende dage vil Sara Omar optræde på avisernes debatsider og på tv, ligesom hun allerede har prydet forsiden af både Information og Politiken, og det var så den debat Martin Krasnik synes, han skulle med ind i.
Men i stedet for at bruge bogen til at diskutere, hvad vi dog gør ved så voldelige og undertrykkende kulturer, der lever i vores eget samfund, valgte Krasnik med rubrikken ”#ThemToo” at bruge den til at slå de kvinder, der er blevet chikaneret og voldtaget i den vestlige kultur, og som er stået frem under #MeToo-kampangen. Som han skriver:
”Lige i disse måneder diskuteres den væsentlige #metoo-kampagne, som har bragt vigtige historier om fysiske overgreb og magtmisbrug frem i lyset. Man må dog undre sig over den manglende opmærksomhed på de langt værre overgreb mod muslimske kvinder.” Som om det ansvar hviler på de etnisk danske kvinder, der har været udsat for overgreb. Han slutter:
”Hvis #metoo-kampagnen forbigår det voldelige patriarkat, der eksisterer lige for næsen af os, er den svær at tage rigtigt alvorlig.”
Det har fået både hvide og brune kvinder (og mænd) op af stolen her til morgen. Politikens Ditte Giese skriver fx pædagogisk til Krasnik:
”To bevægelser er i stand til at leve sideløbende, og muslimske kvinder er i øvrigt også ramt af sexchikane på arbejdsmarkedet.”
Eller den syriske læge Haifaa Awad, der føler anstød med den splittende betegnelse ‘Them’ i #ThemToo:
”Seriøst? Hvornår fik vi babysitter på, som laver vores hashtags? Og definerede os som Them og ikke We? Uanset min kamp på den muslimske/arabiske/mellemøstlige arena som muslimsk/arabisk/mellemøstlig feminist, så er det helt helt helt enkelt: Jeg ER #metoo.”
Og den tyrkisk-danske journalist og radiovært Ayşe Dudu Tepe:
”Stor møsser fra muslimen, der har oplevet vold. PS. Jeg er ikke ”themtoo” men ”metoo”.”
Mand, kvinde, ung, gammel, hvid, brun, gul eller grå – det er vi også her på stedet. Vi er #MeToo og i øvrigt endnu en gang bestyrtet over de forhold, der tilsyneladende hersker i nogle kulturer i verden, også i Danmark. / Lasse Lavrsen og Sille Bertelsen