En dødsangst interviewer en dødsfornægter

Det har været en præmis for hele denne føljeton, at jeg på den ene eller anden måde også selv skulle gå på opdagelse i dødens rige. At vi ville afsøge hele den industri, videnskab og filosofi, der findes omkring døden, men at jeg også helt jordnært skulle interviewe om og beskrive vores forhold til døden.

Derfor vil det også være naturligt at fortælle om mit eget forhold til døden undervejs, og det blev også besluttet på et redaktionsmøde, at jeg skulle finde nogle jeg kendte godt, der var tættere på døden end jeg selv og tale med dem om det – min far for eksempel. Jeg har ikke mine bedsteforældre længere og kender gudskelov ikke nogen, der er dødeligt syge, men min far er den ældste person i min familie, så han måtte vel være tættest på døden, og dermed måske også den, der havde gjort sig flest tanker om det. I år har han tilmed mistet sin fætter, der var hans allernærmeste ven og sin søster, der også stod ham meget nært, så det lå lige for, medgav jeg på det møde vi havde, men det ville ikke blive let – hverken for ham eller mig – gjorde jeg klart.

Det blev et meget kort interview og jeg ved heller ikke, hvor vellykket det blev. Derfor har jeg i stedet brugt en smule plads på at forklarer lidt om min far og mit forhold til ham og en hel del mere plads på mig selv og mit eget forhold til sygdommen og døden. Interesserer det dig ikke, kan du gå direkte til interviewet.

Praktisk filosof eller sportsmand

Min far er bestemt ikke dum eller ubetænksom, men han har nogen huller, hvad angår følelser og abstraktion. I hvert fald i relationen med mig. Det er ikke sådan, at han ikke vil tale om følelser – han gør det bare ikke. Forsøger man alligevel, lyder han lidt som en fodboldspiller, der bliver interviewet efter en kamp. Han svarer med ’man’ i stedet for ’jeg’ og i ekstrem brede termer (»det er klart, at man aldrig synes det er sjovt, når nogen dør« eller »man skal jo herfra en dag – det skal vi alle.«).

Han bliver enorm praktisk i sin filosofi, hvilket nogle gange gør hans tankegang og følelsesliv endnu mere abstrakt. Som da min mor, havde fået konstateret brystkræft for godt ti år siden og vi sammen stod foran Viborg Sygehus. Det var en frostklar og stille aften i december, alle stjernerne trådte klart frem på himlen, og på det tidspunkt stod det til gengæld ikke helt klart, at min mor senere skulle vise sig at klare det. Hun lå indenfor og var netop blevet opereret og på grund af en eller anden kontrastvæske, havde hun været helt grøn, da vi havde besøgt hende. Hun havde det meget dårligt, mest på grund af narkosen formoder jeg, og hun så lige pludselig så lille og svagelig ud. Hun lignede en døende, og selv om hun egentlig ikke var det og alt var gået som det skulle, blev både min far og jeg chokerede og bange, da vi så hende. Det var ikke noget vi talte om, men det var tydeligt.

Uendeligheden

Vi havde under hele forløbet ikke talt om døden, til gengæld blev min far meget handlingsorienteret og engagerede sig i rørende grad i alt det praktiske, der kunne være i sådan et forløb. Men pludselig, der under Viborgs himmel, åbnede min far sig en lille smule og gav en lille prøve på sin praktiske filosofi. Det var med en kort en ordveksling, der gik nogenlunde sådan her. Jeg husker det ret tydeligt, for jeg har ikke før og ikke siden talt med min far om døden.

– Lasse?

– Ja.

– Du har aldrig troet på et himmerige, har du?

– Det ved jeg ikke helt. En slags, måske. Det ville da være dumt bare helt at afskrive det, synes jeg.

– Jeg har aldrig troet på det. Jeg kan huske, at jeg som barn hørte om det i skolen, men jeg syntes det lød helt urealistisk, at hele jordens befolkning skulle kunne være inde i paradisets have. Alt levende skal dø, og så vil de komme derind, sagde de. Men hvordan skulle man dog kunne være der? Hvordan skal der være plads til dem?

– Jeg tror ikke, det er sådan man skal se på det?

– Nej, nemlig. Det er også det, der er gået op for mig, da jeg læste den her bog med Poul Martinsen (præst og kernefysiker, red.).

– Ja? Havde han en løsning på problemet?

– Nej, men det fik mig til at tænke på at universet er så uendeligt stort. At der er så ufatteligt meget plads oppe i himlen. Det fortsætter og fortsætter, så selvfølgelig vil der også være plads til at det levende på den lille mikro-bitte-jordklode, kan være der.

Udover mig selv tror jeg, min far er den person jeg kender, der er mest bange for at dø.

Hypokrondri og dødsangst

Personligt har jeg ligeså længe jeg kan huske været dødsens angst for at dø. Faktisk har det været en helt natulig del af min personlighed, ligeså længe jeg kan huske. Nogen ville kalde det dødsangst, andre bare hypokondri, og faktisk har jeg på et tidspunkt skrevet en mindre bog om at have det sådan, men jeg kan lige skitserer det lidt kortere her.

Bortset fra kyssesyge i 6. klasse har jeg aldrig haft en sygdom værre end influenza. Til gengæld har jeg haft symptomer på alt lige fra sjældne tropesygdomme til spedalskhed – det sidste mener jeg stadig, der er en vis sandsynlighed for, at jeg har latent. Jeg er ikke decideret hypokonder. Ikke sådan i klinisk forstand. Det fik jeg i hvert fald at vide af min læge allerede i 10-års-alderen. Min husgerningslærer, der også var min klasselærer, introducerede begrebet for mig, efter jeg nægtede at spise andet end det, jeg selv havde tilberedt.

»Er du klar over, hvor mange sygdomme, der gives videre gennem mad?« spurgte jeg.

»Er du klar over, hvad en hypokonder er?« svarede hun. Hun havde en dårlig vane med at bruge ironi over for børn. Jeg tog det nye ord med til min læge af frygt for, det var en ny sygdom, jeg havde fået.

Min familielæge, en lav, skaldet, vrissen mand med kolde hænder, afviste det. Det gjorde min læge i gymnasiet også – en stor tyk kvinde, med kolde hænder og en skraldende latter. En ung smart læge fra Århus med en underlig snorlige hårgrænse og kolde hænder mente også, jeg var helt normal. Og som min nuværende læge i København siger:

»Det er helt normalt at være bange for sygdomme og helt normalt at være bange for at dø. De fleste, der kommer til mig, er et eller andet sted bange for at dø. Ellers kom de ikke her.«

Han har sine sidste grå hår samlet i en fem centimeter lang hestehale og har altid skjorten knappet ublu langt ned, uanset årstiden. Og kolde hænder.

»Hypokondri er en alvorlig og sjælden lidelse – men hypokondere er vi alle sammen i større eller mindre grad,« forklarede han mig engang, og da jeg en måned senere pumpede en ung turnuslæge for oplysninger fra hans ph.d.-afhandling om unge mænd som patientgruppe, kunne han supplere: »Især mænd har hypokonderen og dødsangsten i sig. Nogle bliver meget ynkelige og bange, når de er syge. Andre er bange for at blive syge – til gengæld er de helt trygge, når de faktisk bliver syge, og til deres store forundring er de hurtigt ovre det.«

Turnuslæge

Jeg tilhørte den sidste kategori, og turnuslægen mente, min historie var gennemsnitlig. Mange unge mænd begynder ligesom jeg at overveje begravelsessalmer, når de opdager, de har hævede kirtler. De tror, almindelige rygsmerter er kræft i rygmarven, og jeg var ikke den eneste, der havde fået en hjernescanning efter et par gange i træk at have oplevet et déja vu. Det er normalt kun at ville røre dørhåndtag i offentlige bygninger med albuen. Det er normalt at få et blodtryksapparat af sin mor, selv om man har et perfekt blodtryk, og alene i de to måneder, han havde været i praksissen, havde han lyttet til mindst fem mænd ud over mig, der følte trykken for brystet. Det var normalt. Mange unge ville aldrig sætte sig eller røre noget i venteværelset, inden de kom ind til ham, og han kendte mange, der ligesom jeg aldrig ville spise fra en buffet – mad holdt på 37 grader i timevis og et kontinuum af hostende mennesker, der roder rundt i det – det ville han heller ikke selv. Sagen er, at sådan nogle som mig ikke ser modermærker, vi ser hudkræft. Vi får ikke ondt i lænden, vi har nyresmerter. Faktisk får vi slet ikke smerter, vi får symptomer. Vi kryds-googler symptomer, undersøger vores afføring, kender hele omgangskredsens aktuelle sundhedstilstand, håber hver dag at blindtarmen bare vil eksplodere, så man ikke længere skal bekymre sig om den, og er altid bange for at lægen skal have en off-dag – det får læger jo også.

»Alene det at du insisterer på at kalde mig ’turnuslæge’,« fortsatte min turnuslæge, indikerede åbenbart at jeg tilhøre denne bestemte (ret store) gruppe af især mænd, der ligger det han kaldte »på kanten af små-sindssyg«.

Og så begyndte han at fortælle om alle de kendte og spændende mennesker, der havde været ligesom jeg.

Hitler og jeg

Lettet gik jeg derfra. Hele den aften sad jeg og læste om kendte hypokondere. Det var store personligheder – helte, komikere, videnskabsmænd og verdens mest magtfulde ledere. Hitler var for eksempel ikke kun optaget af at udrydde et helt folk, lave motorveje og erobre verdensherredømmet, han var også sygeligt optaget af sit helbred, og som diktator kan du få udskrevet hvad som helst – også selv om der egentlig ikke er noget i vejen med dig. Sund som en sejler indtog han således medicin for hudsygdomme, Parkinson, humørsvingninger (ok, den var måske god nok) og mave/tarm-problemer. Naturvidenskabens største navn, Darwin, var neurotisk optaget af sygdomme og brød sig i øvrigt ikke om datidens naturvidenskabelige løsningsforslag. I stedet opfandt han selv små kure, som kolde bade med varmeomslag og et sælsomt kostprogram, der for eksempel på en særlig ugedag kun bestod af æg, ligesom han sirligt førte protokol over, hvilke dage han havde problemer med luft i maven. Andy Warhol har detaljeret beskrevet sin angst for sygdomme i sine offentliggjorte dagbøger, Woody Allen har nærmest gjort det til en karriere, Proust kunne ikke have besøgende og skiftede håndklæde op mod 20 gange om dagen, og selv Florence Nightingale, der grundlagde den moderne sygepleje, troede konstant, hun var syg og døende, selv om hun blev 90. Herhjemme er der ingen større end H.C. Andersen, der på sit højeste i midten af 1800-tallet blev fulgt af læger rundt på rejser og hjemme i København. Få har afprøvet så mange af datidens behandlinger som ham, hvilket opregnes minutiøst i hans dagbøger: klystre, kopsætning, åreladning, ’børnepulver’, hostemiksturer, hoffmannsdråber, vineddike, surdej under fødderne, dampbade, sennep på håndleddene, spansk flue på struben, igler på halsen og kloral. På et tidspunkt fik han endda lægeordineret et besøg hos en prostitueret, til stor begejstring og tilfredsstillelse momentant, men med efterfølgende panikangst over at han skulle have pådraget sig kønssygdomme.

At amme sin mor

Jeg begyndte så småt at bekende mig til det stolte folk af dødsangste hypokondere, indtil min psykolog fik mig til at indse, at der muligvis var andet at leve for.

»Der er mange mænd, der dyrker hypokondrien og dødsangsten,« sagde han, efter jeg havde forklaret lidt om, hvilke startegier jeg brugte for at undgå at spise mad, andre havde tilberedt. Han var en høj, bleg, næsten gennemsigtig mand med meget tyndt rødt hår, overskæg og en buddingekrop, der ikke så ud til at have knogler i sig.

»Det giver dem en ro at tænke på sygdomme, og for rigtig manges vedkommende handler det faktisk om at kommunikere med en overbekymret mor. Det er en måde at lægge sig ind til hende på igen. Den er en måde at få lov at amme hende igen.«

Det sidste synes jeg stadig, lyder helt sygt.

Interviewet

Nå, men altså det var ligesom udgangspunktet, for interviewet med min far: Jeg har dødsangst, min far er dødsfornægter og vi taler aldrig om følelser.

Julen ville været et godt tidspunkt, tænkte jeg. Det er en højtid, der alligevel kører på den store patosklinge, og så har den endda noget med en frelser, der skal leve til evig tid. Sammen med min familie skulle jeg holde fire dages juleferie på mine forældres gård, så det ville sikkert give mig nogle fine lejligheder til at få lidt ro til at tale med manden. Det gjorde det egentlig ikke, men juleaften – lige før julemiddagen – befandt vi os pludseligt alene foran det store spejl i soveværelset, hvor vi stod og bandt hver vores slips. Jeg tog en dyb indåndning og spurgte henkastet.

– Hvad tænker du egentlig om døden?

Vi skal jo alle sammen dø. Det er det eneste her i livet, der er helt sikkert. Du kan blive gift og få børn, købe biler og både, og du aner ikke om du bliver lykkelig eller deprimeret, men dø, det skal man.«

– Men tænker du ikke på, at det en dag bliver dig?

»Næ, det gør jeg egentlig ikke.«

– Heller ikke nu, hvor du er blevet 70?

»Næ, vi bliver gamle i min familie. Bedstefar blev 96.«

– Ja, men bedstemor blev kun 63.

»Ja, ja, men så skulle jeg jo have været død og det er jeg ikke.«

– Tænkte du heller ikke over det du stod til Oles (fætter/ven) og kun måneder senere til Margretes (søster) begravelse?

»Tjo, altså man rykker jo et skridt nærmere graven, hver gang vi går til sådan en begravelse. Det er underligt, at de bare lige pludselig ikke er der mere. Nogen man har kendt hele livet. Jeg har aldrig kendt til andet, end at de var der. Det er da underligt, at de nu bare er væk.«

– Hvad får det dig til at tænke?

»At man selv skal væk en dag. Det kan gå meget stærkt. Så er man her pludselig ikke mere. Stop. Den store drømmeløse søvn.«

På det her tidspunkt i interviewet er min mor begyndt at kalde på min far. Først søgende, siden mere kommanderende, og han er begyndt at trække ud af soveværelset.

– Er du bange for at dø? får jeg som det sidste spurgt. Han kigger på mig med et overraskende vildt blik og svarer uden pause.

»Nej!«

Og så går han. Vi når ikke mere, og den sidste replik hænger i luften hele juleaften og dagene efter. Jeg burde måske have fulgt op, men jeg kunne ikke få mig til det.