”Hvis vi ikke kæmpede den her frihedskamp, hvem skulle så?”

Israel/Palæstina er et minefelt. Da USA forleden anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad, gjorde det kun en hyperspændt situation værre. For nylig kunne staten Israel fejre sin 70 års fødselsdag, og lige så længe, ja, endda endnu længere, har palæstinensere og israelere skullet leve side om side med hinanden, bomber og bosættelser. Mange børn af palæstinensere er født i flygtningelejre og er sidenhen flygtet til blandt andet Danmark. Alligevel føler mange af dem et enormt tilhørsforhold til det land, deres forældre, eller bedsteforældre, har fortalt så meget om.

Bilal Al-issa er født i flygtningelejren Shatila i Libanon, men flygtede sammen med sin familie til Tyskland i 1989 for kort efter at tage videre til Danmark, hvor han har boet, siden han var tre år. Hans forældre er også født i Libanon, men hans bedsteforældre er født i Palæstina.

Bilal har været i Palæstina flere gange. Han rejste dertil for første gang i 2010, og har siden boet og arbejdet der fra 2012 til 2015. Han er netop kommet hjem fra et tre måneders arbejdsophold i Palæstina. Bilal er bachelor i virksomhedskommunikation og arabisk fra Syddansk Universitet og Language institute i Cairo, Egypten. Bilal arbejder for Det Danske Hus i Palæstina, hvor han også er bestyrelsesmedlem og tidligere har været i praktik i forbindelse med sin uddannelse.

Nahi Abou-Hantach arbejder som tolk i Odense Kommune, hvor han bor med sin hustru og deres to børn. Nahi er også født i Libanon i flygtningelejren Shatila og kom til Danmark med sin familie, da han var 11 år. Hans mor er ligeledes født i Libanon, men hans far er født på Vestbredden i Palæstina, hvorfra han flygtede til Jordan og sidenhen Libanon, da Vestbredden blev besat af Israel. Fra 1970 til 1993 var Nahis far leder for den libanesiske afdeling af den palæstinensiske organisation PLFP.

Nahi har aldrig været i Palæstina. Han har forsøgt at rejse ind i landet tre gange, senest i 2014, men er alle gange blevet afvist ved grænsen.

Nahi, du har aldrig været der, men alligevel kalder du Palæstina for dit hjertebarn. Hvorfor det?

Nahi: ”Det er der flere grunde til. Det er for det første ikke andet end 70 år siden, mine bedsteforældre flygtede. Så der er stadig historie og ting, man kan se og mærke og føle på, som tilhørte os på et tidspunkt. Vi har stadig papirer på noget jord, som var vores.

Og så er det nok også en form for identitetsmangel, som har gjort, at min tilknytning til Palæstina er så stor. Jeg er født et sted, der ikke er mit. Jeg har aldrig sidenhen været et sted, hvor jeg har tænkt ‘det her er mit’. Jeg har været velkommen mange steder, og jeg er selvfølgelig taknemmelig for alle de steder, som har budt mig velkommen som flygtning. Men jeg har aldrig hørt hjemme et sted.

Da jeg var lille, var vi nødt til at flygte fra vores hjem i Shatila, på grund af den israelske invasion af byen. Så vi kom til at bo i et kristent kvarter, og det er der, jeg har haft min barndom. Og det var en kæmpe kontrast, for vi var den eneste palæstinensiske familie i hele byen. Stedet var ikke vores, selvom vi var velkomne. Der boede jeg, fra jeg var tre, til jeg var 10. Lige op og ned ad en kirke faktisk.

Og så er der selvfølgelig den kamp, som mit folk har ført. Det frembringer noget inden i mig, der får lyst til at skabe retfærdighed. Man kan ikke andet end at støtte op om den kamp og ville være en del af den.

Mine søskende og jeg er vokset op med, at vi skulle føle en stolthed over, hvor vi kom fra. Min far er født i Palæstina, han har haft sin barndom der, så det er jo klart, at han aldrig forlod ideen om, at han gerne ville tilbage til sit hjem. Og selvom jeg aldrig har været der, så lever hans fortællinger og hans stolthed for landet videre gennem mig.

Min far gik bort tidligere i år, men han talte om Palæstina, lige indtil han døde. Den aften, han døde, var jeg i Berlin til en palæstinensisk konference, og han skulle have været med, men så fik han det lidt skidt. Da vi kom tilbage fra Berlin, lå han på sygehuset, og han spurgte mig med det samme: ‘Hvordan gik konferencen?’, ‘Mødte du nogle af mine gamle venner?’ og sagde: ‘Husk nu at arbejde godt for sagen’. Det var tre kvarter, før han døde. Han havde det i sig indtil det sidste.

Det er det, der er hele drivkraften bag det her, på trods af at vi bor i Danmark, og vi har det godt, så er der mange hundredetusinde palæstinensere, der hver dag betaler prisen i libanesiske flygtningelejre og syriske flygtningelejre. Hvad med dem? Hvad skal der ske med dem?”

Bilal: ”Ja, de palæstinensere, der bor i flygtningelejre uden for Palæstina, de lever under meget, meget dårlige levevilkår. Jeg har været i mange lejre i Palæstina også, men Libanons er de værste. Min bedstefar har boet i Libanon i 70 år, og hjemme hos ham er der saltvand i vandhanen og kun strøm nogle timer om dagen. De mangler simpelthen civile rettigheder.

Ifølge libanesisk lov må en palæstinenser ikke eje et hus eller noget jord uden for lejren. Så det er derfor, folk har så svært ved at flytte ud af flygtningelejrene. Der er jobs, man som palæstinenser ikke må have i Libanon, og uddannelser man ikke må tage. Så derfor er det virkelig svært at komme ud. Min bedstefar bor lige på den anden side af grænsen. Han kan nærmest se det sted i Palæstina, hvor han havde hele sin barndom. Men han kan ikke komme tilbage. Og det er en typisk historie fra mange palæstinensere.”

Nahi: ”For mange er Palæstina et sår, man ikke vil rode i. Det er en stor udfordring at tage derned. I virkeligheden er den her kamp ret demotiverende. Der er umiddelbart intet lys for enden af tunnelen. Tingene bliver værre og værre, og det er jo en tabt kamp på forhånd. Men man er nødt til at opretholde sin gejst og sin lyst til at kæmpe for frihed.”

Bilal du har været i Palæstina, og du har boet der i tre år. Har din opfattelse af landet ændret sig, efter at du selv oplevede det?

Bilal: ”Jeg har i hvert fald fået et meget tæt forhold til Palæstina, for jeg har haft et liv dernede. Så ja, rent personligt har den ændret sig.

Min tid i Palæstina betyder utroligt meget for mig. Før jeg rejste dertil, kendte jeg kun landet gennem mine forældre, som aldrig har været der. De fortalte mig bare det, de selv var blevet fortalt af deres forældre.”

Nahi beskrev tidligere en følelse af at mangle identitet, fordi han aldrig rigtig hører til nogle steder. Mærker du også den? 

Bilal: ”Ja, det gør jeg. Den arabiske verden har altid set på palæstinenserne som et eller andet irriterende, man gerne vil være fri for. Vi er blevet en belastning for den arabiske verden, og ligegyldigt hvor vi er, er vi blevet en slags blokade eller en pest for dem. Du bliver set ned på, ligegyldigt hvor du er.”

Nahi: ”Ja, det er faktisk rigtigt. Pest er et meget godt udtryk for det. Og grunden til, at palæstinensere er blevet den her pest, er nok, at vi pludselig stod som en blokade for de politiske interesser i den arabiske verden.”

Nahi, du er blevet afvist ved grænsen alle de gange, du har forsøgt at rejse til Palæstina. Hvorfor må du ikke komme ind? 

Nahi: ”De tre gange, jeg er blevet afvist, har det være med grunden ‘security reasons’. Du får ikke mere at vide end det. Gid jeg kunne forklare følelsen, du får, når du bliver afvist. Det er nærmest en robot, du står overfor. Der er ingen følelser eller ansigtsudtryk, så man kan ikke rigtig føre en samtale. Man får bare beskeden.”

Hvordan reagerede du på de her afvisninger? 

Nahi: ”Jeg blev vred tredje gang. De første to gange tog jeg det meget pænt, synes jeg selv, men sidste gang her i 2014, blev jeg sur og skabte mig lidt og råbte ‘free Palestine’ og alt det der. Men der var heller ikke nogen mennesker ved grænsen, alt havde jo lukket på det tidspunkt. Jeg havde været til afhøring i 13 timer.

Tro det eller ej, første gang jeg tog til Palæstina, og jeg mener det 100 procent seriøst, det er af hjertet det her, havde jeg den her tanke: ‘Hold nu op, det er jo bare mennesker. Det er rigtige personer, der står bag de her uniformer. Vi snakker da også med folk herhjemme, som kalder os perkere og sådan bag vores ryg, det kan ikke være så slemt.’ Men det, jeg oplevede ved grænsen, det var ikke menneskeligt.”

Hvad mener du med det? 

Nahi: ”Jamen for eksempel det her med, at du ikke får en klar grund til, hvorfor du ikke må komme ind. Det er, som om deres teknik er, at vi skal sidde og tænke, ‘hvad kan det mon være?’ Jeg kender så mange palæstinensere, der er blevet afvist ved grænsen, og ingen kan pege på en bestemt årsag. Jeg tror, det er en del af det.

Selvfølgelig forventer jeg ikke, at grænsevagterne tænker ‘Yes, en ung palæstinenser!’ Men jeg forventer, at de her mennesker, som man står overfor, i det mindste har nogle følelser. Men de er helt følelseskolde. Kan du forklare det, Bilal?”

Bilal: ”Det er, som om der foregår en dehumanisering af palæstinensere. Man føler virkelig, at man ikke er et menneske foran dem. Hvis man taler til dem, og de ikke vil tale med dig, så vender de bare hovedet væk. Som om du står og taler til en mur. Man føler sig virkelig ikke ligeværdig på nogen måde.

Og når du rejser ud igen – enten inde fra Palæstina eller fra grænsen – så får du et nummer bag på dit pas. Hvis man får et ettal, så er man okay. Så kan man rejse ud, som om man rejser ud fra Kastrup Lufthavn. Ingen problemer. Men får man et sekstal, så kommer man igennem det helt store sikkerhedstjek.

De giver tallene på baggrund af nogle spørgsmål, du bliver stillet. Hvad har du lavet her i landet? Hvor har du været? Hvor lang tid har du været her? Har du været på Vestbredden? Hvem har du besøgt? Og så vurderer de ud fra det, og giver dig et nummer, som sættes på passet. Og det klistrer, så det kan ikke lige komme af igen. Hver gang du kommer ind til et nyt sted, så er dit nummer det første, der bliver kigget på – ‘Okay, nummer seks, så skal du den der vej’. Jeg har fået seks de fleste gange. Men en enkelt gang fik jeg et tretal.”

Nahi: ”Jeg har tre flotte sekstaller.”

Den her følelse af at være uønsket, mærker I også den herhjemme i Danmark?

Nahi: ”Puha, det er svært at sige. I Danmark handler det ikke så meget om at være palæstinenser, der er vi jo bare udlændinge og flygtninge i én samlet flok. Og det er jo egentlig lidt komisk, for så hører vi pludselig til i en enhed. Jeg tænker ikke rigtig over at være palæstinenser i Danmark faktisk, der er jeg bare udlænding.

Herhjemme ser man måske en palæstinenser som en, der er socialt belastet, dårligt integreret eller noget, men der ligger ikke nogen politisk diskriminering i at være palæstinenser som sådan.”

Er den stærke tilknytning til jeres oprindelige hjemland noget særligt for palæstinensere?

Nahi: ”De fleste arabere har en høj grad af nationalfølelse, tror jeg. Men der er ingen tvivl om, at palæstinensere har det i allerhøjeste grad. Man mangler jo en hel grundlæggende ting. Man kan ikke bare rejse hjem.”

Bilal: ”Når man har et land, så tager man det for givet, tror jeg. Men når man mister det og ikke har det længere, så finder man ud af, hvor vigtigt det er for en. Og så betyder det endnu mere. Hvis du spørger en almindelig etnisk dansker, så betyder nationalfølelsen nok ikke ret meget. Men hvis Danmark blev besat, så var det nok pludselig noget helt andet. Det er jeg sikker på, og selvfølgelig er det sådan, det er helt naturligt.”

Nahi: ”Jeg tror også, det var nationalfølelsen, der var drivkraften for modstandsbevægelsen i Danmark i 1945. Det kan ikke være andet. De blev vel vrede over, at Danmark blev besat af nogle fremmede soldater, som lige pludselig skulle bestemme, og så reagerede de. Selvfølgelig. Og selv jeg, som er dansk-palæstinenser, jeg er stolt af de mennesker, der stod og bekæmpede tyskerne dengang. For det er dem, vi mindes den dag i dag. Vi mindes ikke dem, som bare er bukket under. Vi hører om frihedskæmperne, det er dem, vi hylder. Derfor er jeg også stolt af vores frihedskamp.”

Er det det, I føler jer som – frihedskæmpere? 

Bilal: ”Ja, men ikke på det samme stadie som vores fædre for eksempel. Men lidt.”

Nahi: ”Vi ville ønske, vi var det.”

Bilal: ”Vi har i hvert fald et ansvar. Hvis vi ikke kæmpede palæstinensernes sag, hvem skulle så gøre det? Hvis vi ikke tog det ansvar, hvem skulle så?”

Nahi: ”Det er vores ansvar at belyse de ting, som folk ikke ved om Palæstina. Det er vores opgave. Men det er ikke alle dansk-palæstinensere, der har den opgave, og det er der mange gode grunde til. For det er ikke alle, der ligesom Bilal og jeg har fået ro i deres barndom til at fundere og tænke over sådan nogle ting. De fleste unge palæstinensere har boet i elendighed i de her flygtningelejre i Libanon. De har ikke haft mulighed for undervisning og et godt liv, fordi de i stedet har skullet tænke på bare at få mad på bordet. Så bliver man jo en helt anden person, og man får nogle andre bekymringer. Det er også en grund til, at vi er nået derud, hvor vi er som palæstinensere. Mange mangler et normalt liv, hvor der er overskud.”

Så I kæmper den her kamp, fordi I har været heldige med jeres liv, og derfor føler jer forpligtede til at gøre det? 

Nahi: ”Ja, fuldstændig. På trods af det, der er foregået der, hvor jeg voksede op, så har mine forældre skærmet mig rigtig godt. Nogle gange snakker jeg med mine storebrødre om de dage, vi sad og lavede lektier, mens vi hørte bomberne udenfor. Det var jo normal hverdag for os, men den varme og den tryghed, vi havde inden for de fire vægge, den gjorde, at vi ikke blev udsat for det. Det var meget den der ‘Når vi er hjemme, så er vi hjemme, og så sker der ikke noget, for vores forældre er tæt på os.’

Bilal: ”Jeg kan kun huske min tid i Danmark. Men jeg synes, jeg har været heldig. Jeg føler mig sindssygt heldig at være her, hvor jeg er, i forhold til mine fætre og kusiner i Libanon. Jeg kan få gratis uddannelse, jeg kan få gratis hjælp, hvis jeg bliver syg. Vi er meget priviligerede her.”

Nahi: ”Ja, og det forpligter os mere. Når man har det godt, så får man også større forpligtelser. Vi har jo det hele i sidste ende. Jeg har et dansk pas, jeg kan rejse over hele verden, jeg har en dejlig familie og tag over hovedet. Palæstinenserne i Palæstina, de har brug for Palæstina. De har brug for retten til at være der. Men dem som bor i flygtningelejre i Libanon og Jordan og så videre, det er især dem, vi kæmper for.”

Men hvad er det, der driver jer? I siger jo selv, at det er en håbløs kamp? 

Bilal: ”Kampen har bevæget sig fra at være en palæstinensisk kamp til at være en global kamp. Der er mange, der har taget den til sig. Det her er ikke en muslimsk sag, en del af palæstinenserne er faktisk kristne, så det handler ikke om religion. Det handler om en besættelse og ikke en konflikt mellem religioner.”

Nahi: ”Men grunden til, at kampen er endnu sværere, det er alle de ting, der foregår rundt omkring i Mellemøsten. De spiller jo også en rolle i, hvordan man ser på situationen, og hvordan man ser på en palæstinenser. Nogle gange diskuterer jeg politiske ting om Palæstina med etniske danskere, og så begynder de at hive ISIS og det ene og det andet ind i diskussionen. Men det har ikke noget med Palæstina at gøre. ISIS findes slet ikke i Palæstina.

Folk ved ikke, at palæstinensere altså er forskellige farver, vi har kommunister, vi har socialister, og vi har folk fra den yderste højrefløj. Der findes en venstrefløj, en midterfløj og en højrefløj som alle andre steder. Men det ved folk ikke. De tænker bare ISIS. Det er derfor, billedet er så sløret for folk her i vesten.”

Er den her kamp for frihed realistisk? 

Nahi: ”Jeg har det bare sådan, at det er ikke mig, der skal bestemme, hvornår kampen stoppes. Det er dem, der bor dernede og rundt omkring i flygtningelejre, der skal bestemme, om den skal stoppe. Og så har vi bare at kæmpe i den form for kamp, som vi har valgt. For det er jo dem, der går igennem det her, det er ikke os. Det er dem, der er vores motivation. Folk kæmper stadig, og folk prøver stadig, så er det mindste, vi kan gøre da at støtte op om dem.”