Brexit: 300 mia. grunde til at holde lav profil

Kan man savne Margaret Thatcher? Kan man komme til at savne ‘Jernladyen’, der bulldozede sin vej gennem den britiske arbejderklasse og satte sjæle i flammer tilbage i 1980’erne?

Ja, når man her til morgen hører Storbritanniens konservative premierminister Theresa May vikle sig rundt i bureaukratiske forklaringer om den nye Brexit-aftale, der blev præsenteret ved solopgang, kan man faktisk godt savne en mere bramfri attitude fra arvtageren til Thatcher.

Nu hvor Storbritannien rent faktisk er ved at trække sig formelt og reelt ud af det europæiske fællesskab, ville det faktisk være at foretrække, hvis Theresa May i det mindste ville smække lidt med døren. Lave en scene. Ballade. Støj og røg. Bare et eller andet oprevet og udadvendt, som står mål med udmeldelsens spektakulære realitet.

Men 61-årige Theresa May er bestemt ingen ‘Great She-Elephant’, som hendes forgænger i 10 Downing Street også blev kaldt med en parafrasering fra en novelle af Rudyard Kipling. Der er ikke længere meget schwung over den britiske premierminister.

May fremstår som en modvillig karrierepolitiker, der trækkes baglæns ind i en ny kompliceret konstruktion, som hun hverken ønsker eller foragter. Morgenens aftale – med den krypto-poetiske titel ‘Joint report from the negotiators of the European Union and the United Kingdom Government on progress during phase 1 of negotiations under Article 50 TEU on the United Kingdom’s orderly withdrawal from the European Union‘ – er som udgangspunkt et ”kompromis” og ”et første gennembrud”, som det hedder på diplomatsprog.

Mindelig løsning

Rent teknisk mener EU-Kommissionen, at der er sket ”tilstrækkelige fremskridt” på alle tre vigtige områder – i den indledende fase: skilsmisseregningen mellem Storbritannien og de 27 andre EU-lande i forhold til det fælles husholdningsregnskab, EU-borgernes fremtid i Storbritannien og vice versa og sidst men ikke mindst det prekære spørgsmål om grænsen mellem Irland og Nordirland.

På alle områder lægges op til en mindelig løsning, og forhandlerne i Bruxelles er derfor væsentligt mere tilfredse end EU-modstanderne i London. Regningen ser ud til at løbe op i ca. 300 mia. kr. for briterne. Og det beløb kan man måske godt forstå, at Theresa May ikke har lyst til at tale alt for passioneret om.

Det vigtigste er, at processen nu kan fortsætte til de næste faser. Men morgenens aftale rummer også håndgribelige elementer, mest konkret vil Storbritannien ”forpligte sig til at beskytte nord-syd-samarbejdet og til at garantere, at man undgår en hård grænse”. Grænsen mellem det britiske Nordirland og det irske Irland må og kan altså ikke reetableres med faste grænsebomme eller mure.

Som et duelighedstegn i euro-diplomati erkendte Theresa May på morgenens pressemøde, at hun har bøjet sig og således accepteret, at Storbritannien ikke kunne diktere vilkårene for den forestående udmeldelse: ”At nå til det her punkt har krævet give-and-take fra begge sider,” udtaler Theresa May, som dermed og på forunderlig vis er endt med at lyde som enhver anden EU-regeringschef eller måske ligefrem som EU-formand Jean Claude Juncker.

Umiddelbart kan det virke forventeligt, at det ender med et stille kompromis. Og umiddelbart kan Theresa Mays pragmatiske attitude også fremstå afbalanceret og ansvarlig. Men kræver vilde beslutninger ikke større passion? Når hele konflikten bare suges ned i en bureaukratisk kværn forsvinder enhver fornemmelse for, hvorfor Storbritannien dog vil forlade os andre?

Kogt kød og bouillabaisse

Briternes løsrivelse er i virkeligheden kulminationen på en følelsesladet proces, der begyndte med Margaret Thatchers lidenskabelige modstand mod europæisk integration. Den ægte og oprindelige Jernlady havde ikke svært ved at forklare, hvorfor Storbritannien skulle stå på sidelinjen:

”I alle andre betydninger end den rent geografiske er Europa en gennemført kunstig konstruktion. Det giver absolut ingen mening at sammenblande Beethoven og Debussy, Voltaire og Burke, Vermeer og Picasso, Notre Dame og St Paul’s, kogt kød og bouillabaisse, og portrættere det altsammen som dele af en ‘europæisk’ musikalsk, filosofisk, kunstnerisk, arkitektonisk og gastronomisk virkelighed. Hvis Europa charmerer os, som det så ofte er sket for mig, er det netop på grund af kontrasterne og modsætningerne, ikke en indre sammenhæng og kontinuitet,” sagde Thatcher i en tale.

Meget kan man sige om Thatcher, men hun var ikke fanget ind i den teknokratiske jargon. Senere udtalte hun: ”I hele min levetid er alle problemer kommet fra det europæiske fastland og alle løsninger er kommet fra den engelsk-talende del af verden.”

Dengang var der i det mindste mening med galskaben. Margaret Thatcher ville have Storbritannien trukket så langt væk fra Bruxelles og det fælles integrationsprojekt, fordi hun var ideologisk imod. Hun foragtede euro-bureaukraterne.

I dag er det vanskeligere at forstå, hvad Theresa May egentlig vil. Hvad kæmper hun for? Når man hører hendes uldne og diffuse udtalelser i dag, er det svært ikke at få tanken, at måske er Thatchers mareridt sket fyldest? Måske er Theresa May endt som resultatet af netop blandingen af kogt kød og bouillabaisse? En mærkelig  pærevælling af indeklemte følelser og usagte frustrationer / Lars Trier Mogensen