Goddag og farvel, 'Oumuamua

I 1973 udgav science fiction-forfatteren Arthur C. Clarke en roman med titlen Rendezvous med Rama. Den foregår i sagens natur ude fremtiden, i 2130’erne, og handler om et 54 kilometer langt og 20 kilometer bredt cylindrisk objekt, som pludselig kommer ind i vores solsystem med 100.000 kilometer i timen. Situationen er mærkværdig og også en smule uholdbar, for at sige det mildt, for ting af den størrelsesorden og med den form er aldrig blevet observeret i solsystemet. Men det flyvende objekt har ikke nogen særlige kendetegn. Ingen vinduer og døre, ingen trappestiger og landingsbaner og den slags, så det er ikke, fordi det som sådan ligner den gængse forestilling om en UFO. Det enorme objekt, som videnskaben døber Rama, ser bare underligt ud, og da det er kommet ind i Jupiters kredsløb, når rumskibet Endeavour med commander Bill Norton frem til det, og det viser sig, at der er tale om et fartøj og ikke bare en stor asteroide.

Opdagelsen af ‘Oumuamua i oktober har reaktualiseret Clarkes roman. ‘Oumuamua (udtales nogenlunde sådan her: ÅU-mua-mua) er det første interstellare objekt fra det ydre rum, som er blevet opdaget, mens det passerer igennem vores solsystem. Ligesom Rama er ‘Oumuamua cylindrisk, men dog langt mindre – kun 30-180 meter langt. Første gang ‘Oumuamua blev set, var den 33 millioner kilometer fra Jorden og allerede på vej væk igen. Til at begynde med blev den klassificeret som en komet, men efter en uge var der enighed om, at der var tale om en asteroide.

Verdensrummet har mange år på bagen, og ‘Oumuamua er næppe den første asteroide fra det ydre rum, som krydser vores solsystem. Vi har bare ikke været i stand til at se dem tidligere. Men udviklingen på teleskopfronten har været forbløffende i de seneste år. ‘Oumuamua blev opdaget af teleskopsystemet Pan-STARRS (Panoramic Survey Telescope and Rapid Response System) på Hawaiis næststørste ø Maui. Ifølge videnskabsmagasinet Scientific American har astronomerne regnet sig frem til, at ‘Oumuamua var tættest på solen 9. september, og at den var tættest på Jorden 14. oktober (24 millioner kilometer væk). ‘Oumuamua har taget en tur rundt om solen (fanget af solens tyngdekraft) og er nu på vej tilbage til det ydre rum med cirka 160.000 kilometer i timen.

Oh, ‘Oumuamua

Oh, ‘Oumuamua, videnskaben ved så lidt om dig, men der er så meget at skrive alligevel. Dit opslag på det engelske Wikipedia er allerede lige så langt som det danske opslag om H.C. Andersen. Bare beskrivelsen af din navngivning kunne bære et opslag i sig selv. Først klassificerede de dig som Komet C/2017 U1, men da de opdagede, at du ikke var en komet, men en asteroide, kaldte de dig A/2017 U1. Teamet hos PAN-STARR, der opdagede dig, kaldte dig en overgang i mangel af bedre Rama ligesom det interstellare fartøj i Clarkes bog. Men efter at have konsulteret folk på University of Hawaii landede de på ‘Oumuamua, som på hawaiiansk meget apropos betyder noget i retning af ‘en budbringer langvejs fra, som kommer først’.

Folkene, der opdagede dig, har afvist, at du er mere end en asteroide. Det er der intet, der tyder på, siger de. Men man kan ikke fortænke folk i at spekulere, når du har den form, du har. Hvorfor er du aflang? Vi har jo ikke noget, der ligner dig i vores solsystem. Er det noget med en supernova for nogle milliarder år siden? Vi ved det ikke.

Der har været skrevet og sagt en del om dig i de seneste måneder, men når du pludselig er begyndt at have en bredere appel, er det, fordi visse typer holder fast i, at der kunne være noget fikumdik med dig – at du måske alligevel kan sættes i forbindelse med rumvæsener.

Fra i morgen vil astronomer fra noget, der hedder Breakthrough Listen-projektet, rette teleskopet The Green Bank i West Virginia mod dig for at lytte efter radiosignaler, som kan være tegn på, at du indeholder en form for rumvæsen-teknologi.

”Det mest sandsynlige er, at den er af naturlig oprindelse, men fordi den ser så speciel ud, vil vi tjekke, om den skulle indeholde noget af kunstig oprindelse såsom radiosignaler,” udtaler Avi Loeb, som er professor på Harvard Universitetet og rådgiver for Breakthrough Listen-projektet, til The Guardian. ”Hvis vi opfanger et signal, som virker kunstigt, ved vi det med det samme.”

Og han siger videre: ”Selv hvis vi finder et artefakt, som er blevet efterladt, og der ikke er noget tegn på liv, så vil det være den største fornøjelse, jeg har haft i mit liv. Det er et af de fundamentale spørgsmål i videnskaben, måske det mest fundamentale: Er vi alene?”

Indtil i morgen er der ingen grund til uro. Vi er alene, indtil det modsatte er bevist.