Nyhedsanalysen

Giv os selvcensuren tilbage

Nå, her kommer et upopulært synspunkt: Der er generelt alt for lidt selvcensur i Danmark. Der er generelt alt for få, der lægger bånd på sig selv. Ikke bare de småfascistoide hyggeracister har svært ved at lægge bånd på sig selv, men sgu også de venstresnoede røde feministiske lejesvende skulle tage at slappe lidt af og knæfalde for et eller andet en gang imellem. Islam for eksempel eller den danske folkekirke. Fald på knæ for minoriteterne, majoriteterne, minoriteterne, der i virkeligheden er majoriteten, det tavse flertal eller måske bare for den gode stemnings skyld – hvad er der i vejen med det? Fald på knæ og lad os få lidt fred.

Vi er med på, at vi skal flytte os hele tiden, og at selv de mest ulidelige debatter har potentialet til at få os et lille stykke videre mod et mere tåleligt, ligestillet og tolerant samfund, men det kan bare være så frygteligt anstrengende, så vi foreslår altså at tage et helt år med våbenhvile og ro. Vi har hovedpine og går op og lægger os efter 2017. Skal vi ikke sige, at hele 2018 bliver sådan et hyggeligt fredsår, hvor alle har carte blanche til at sige noget idiotisk, der ikke nødvendigvis skal føre til en landsdækkende debat, men bare får lov at stå selv og dø en stille død. Måske ville det hjælpe, hvis vi kollektivt besluttede, at der ikke kunne blive folketingsvalg det år eller at lukke Politikens debatsektion, Berlingskes klummer og JP’s blog-univers. Rense Facebook for politiske debatter og forbød alle, at forklarer andres holdninger og ideologier.

Måske var vi så sluppet for den der ulidelige debat, der kører om Kerteminderevyen for tiden. Ja, du hørte rigtigt – om Kerteminderevyen. Revyen har nemlig lavet en ualmindelig tonedøv og bøvet plakat, hvor et par af skuespillerne har black-facet, yellow-facet og red-facet sig selv. Hvad er det nu, det er, spørger du måske og er der noget, der hedder Kerteminderevyen, men det er der, og det betyder kort fortalt, at man har malet sig i ansigtet (face), så man ligner (stereotypen af) en sort (black), en kineser (yellow) og en indianer (red), og det kan naturligvis falde nogen for brystet – særligt de sorte, kineserne og indianerne, men også mange andre.

Hvis man allerede nu synes, at det lyder som en ulidelig debat, skal man nok afholde sig fra at stryge omkring Kerteminderevyens facebookprofil, hvor plakaten debateres lystigt. Det er som at stikke hovedet ned i Danmarks skraldespand. Tænk, at folk (mange folk) har siddet derhjemme og tænkt: ‘jeg tror sgu lige, jeg skriver min komplet vanvittige holdning til Kerteminderevyens plakat ud til alle. Folk har da ret til at vide, hvad jeg tænker om den sag, og jeg har ret til at ytre det’. Det har du selvfølgelig ret i, at du har ret til, men uanset om du er helt almindelig racist eller har læst på RUC, så har du også en ret til at tie og bidrage lidt til den gode stemning i stedet for. På samme måde som du har ret til at sige til en mand, at hans kone er fed og dum, hans børn nogle snotunger og hans bil en skrotbunke eller lige at tage bestik af situationen og pålægge dig selv en behagelig omgangstone. Det er det, vi foreslår for 2018. Et år med en behagelig omgangstone og god ro og orden. Det gælder både for dem, der ikke har andet end første real med sig og for dem, der har fået en ring af universitetet.

I den kommunistiske forfatter Hans Kirks roman Daglejerne skulle der være en figur, der ustandseligt vigter sig med sære fremmedord og forblommede, løsgående meninger. Det får en anden af romanens personer, en sagtmodig skolelærer, til at sige, at for nogle mennesker ville det måske have været allerbedst, hvis de aldrig havde lært alfabetet at kende. Sådan kan man godt få det med den slags debatter. Eller som stjerneforfatteren Bent Vinn Nielsen på et tidspunkt har skrevet:

”At pålægge sig selv at være almindeligt høflig i sin omgang med andre mennesker kan man selvfølgelig godt kalde selvcensur, men da kun hvis man ser det som en livsopgave at fornærme så mange mennesker som muligt, så ofte det overhovedet kan lade sig gøre.”

Vi siger: Giv os fuld selvcensur og de falske smil tilbage. Bare et års tid.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12