”Jeg skelner ikke mellem, om du bor på Vestbredden eller i Vanløse”

Dansk-palæstinensiske Sali bor i Vanløse. Hendes far kalder hende provokerende og mener, hun har svært ved at tie stille, hvis hun bliver sat i en situation, hvor hun gør klogest i netop det. Hendes venner fortæller mig, at hvis jeg vil tale om palæstinensisk identitet, så skal jeg tale med Sali ”fordi hun godt tør sige, hvad hun mener”. Hun arbejder på en privatskole i Nordsjælland og føler sig ‘dansk to the core’. Alligevel kalder hun palæstinenserne for ”mit folk” og frihedskampen i Palæstina for ”vores kamp”, og hvis hun bliver tvunget til at vælge mellem Danmark og Palæstina, bliver hun rasende.

”Hvis nogen beder mig vælge mellem at være palæstinenser eller dansker, så vælger jeg dem fra. Jeg ser det ikke som et problem at have to nationaliteter, og jeg tror, at rigtig mange danske palæstinensere er danske ind til benet. Vores kulturforståelse og måde at være på er dansk.

Når jeg taler om historiske begivenheder eller fortæller min græsk-palæstinensiske forlovede om vikingerne eller de danske konger, taler jeg om vores konger og vores historie. I min verden er jeg en del af et vi både hjemme i Danmark og hjemme i Palæstina.

Jeg har svært ved at sætte fingeren på, præcis hvordan jeg er palæstinenser. Det er jeg bare. Jeg kan opleve, at mine venner fortæller mig, at jeg opfører mig meget palæstinensisk, og andre gange kan de fortælle mig, at jeg er socialt handicappet, når det kommer til de palæstinensiske normer. Måske er det lettere for mig at pege på, hvor jeg er dansk, fordi vi i dag hele tiden får defineret, hvad det betyder at være dansk. Jeg har meget nemt ved at navigere mellem de to kulturer og nationaliteter. Begge dele er jo mig.

Når jeg får børn, kunne jeg heller aldrig drømme om at bede dem om at vælge, hvem de er. De skal lære arabisk, og de skal lære dansk, og nu skal de så også lære græsk.”

En påtvunget politisk bevidsthed 

”Jeg er barn af to palæstinensiske flygtninge. Min mor er født i Libanon, fordi hendes forældre flygtede dertil, men min far er født i Palæstina i 1948 og var et spædbarn, da de flygtede til Libanon. De kom begge to til Danmark i 1988 som politiske flygtninge via Røde Kors. Jeg har derfor boet i Danmark stort set hele mit liv. Vi er seks børn. Fire piger og to drenge. Mine fire yngste søskende er født her i Danmark.

Min far har været meget politisk aktiv i Fatah-bevægelsen, siden han var ung. Og det var også grunden til, at vi flygtede fra Mellemøsten, fordi han var politisk forfulgt. Så vi har selvfølgelig vidst, hvorfor vi kom til Danmark, og hvorfor vi ikke har kunnet blive i Mellemøsten, og det har altid været meget klart for os børn, at der er sket noget politisk, som har gjort, at vi måtte flygte. Det har naturligvis skabt en politisk bevidsthed hos os.

For min far betød det meget, at vi var politisk bevidste, uden at vi var tvangsindlagte til at arve hans politiske holdninger. Han var Fatah (palæstinensisk socialistisk fraktion, der går ind for en tostatsløsning og generelt tror på forhandling frem for væbnet modstand, red.), og det er jeg overhovedet ikke. Jeg er meget kritisk over for Fatahs politiske ideologi, ligesom jeg er kritisk overfor Hamas’ (palæstinensisk islamistisk fraktion, der figurerer på EU’s terrorliste og overordnet set afviser fredsforhandlinger med Israel, red.) Jeg er aldrig blevet påduttet en bestemt overbevisning, men jeg er blevet gjort klar over vigtigheden i at have en mening. Det var ikke acceptabelt ikke at have en holdning.

Jeg kommer ikke fra en vildt religiøs familie, men rent kulturelt har Palæstina betydet meget hjemme hos os. Vi har afholdt nationaldagene, og Jerusalem har betydet rigtig meget for os alle. I et palæstinensisk hjem tror jeg ikke, du kan undgå, at der bliver talt meget om Palæstina og om at vende tilbage engang.

Jeg kan huske, da min mor tilbage i 1990’erne skulle tvinge min far ned til politiet for at søge om dansk statsborgerskab. Min far var bange for, hvad det ville betyde for hans ret til at vende hjem til Palæstina. Da passet kom, blev han så skuffet over, at fødelandet var angivet som Libanon, så han sendte det retur og fik det rettet, så der nu står Palæstina.

Alligevel var mine forældre meget nervøse, da jeg besøgte Palæstina for første gang i 2009. De var så bange for, at der skulle ske mig noget. Blandt palæstinensere uden for Palæstina er der blevet spredt en frygt for Israel, der er så stor, at mange opgiver tanken om at tage derned. Men jeg havde et behov for at opleve landet, for jeg følte, at der manglede noget i min identitet. Jeg kendte kun historien om krig, men jeg manglede at mærke landet. Og hvordan skulle jeg kunne det, hvis jeg ikke selv rejste derned?

Mit første ophold i landet var et praktikophold på et halvt år, og siden har jeg rejst til Palæstina flere gange, og jeg har også boet der senere hen. Blandt mange børn af palæstinensiske flygtninge er Palæstina blevet en mytefortælling. De unge palæstinensere hører historier om et hjemland fra forældre, som aldrig selv har oplevet det. Forældrene har hørt det fra deres forældre, og historierne er fortællinger om et hjemland for over 70 år siden. Der er stor forskel på Palæstina i dag, og det Palæstina vores bedsteforældre flygtede fra.

Da jeg havde boet i Palæstina og flyttede tilbage til Danmark ændredes måden jeg opfattede mig selv på. Det var, som om puslespillet endelig havde fået den der famøse sidste brik.”

Bindestregsdansker 

”Jeg tror generelt, at unge i dag er bedre til at tale om, hvad der er svært ved at være dansk-palæstinenser. De er bedre til det, end min generation var dengang. Men de har nok også et større behov for det, fordi vi i dag taler så meget om det, der adskiller os fra hinanden. Derfor tror jeg, at unge hurtigt føler sig tvunget til at vælge side. Ligesom du skal vælge, om du skal i gymnasiet eller på handelsskolen, så bliver du også hele tiden spurgt, hvad du er, og hvem du er. Dansker eller palæstinenser. Man bliver hele tiden spurgt, om man nu også kan være bindestregsdansker.

I 2007 var jeg med til at starte organisationen PalUng, som eksisterede indtil for to år siden. Jeg synes, der manglede information til de unge palæstinensere i Danmark. Hvis vi som palæstinensere nogensinde skal kunne føre en frihedskamp – og nu taler vi ikke om våben og krig, men en frihedskamp om fri litteratur, fri musik og fri adgang til viden – så bliver vi nødt til at lære sandheder i stedet for myter. ”Min far har engang fortalt mig” er altså ikke et faktabaseret argument. De unge skal lære om kildekritik, for det er sindssygt vigtigt, især når det gælder Israel/Palæstina-konflikten.

Det slog mig dengang, at rigtig mange af de unge mennesker, vi arbejdede med, ikke kendte til Palæstina. Ligesom mig havde de hørt historier fra landet, men de havde aldrig været der. Så vi begyndte at arrangere rejser gennem PalUng, så unge danske palæstinensere kunne rejse til Palæstina. Det blev til tre ture i alt, hvor vi via et netværk kunne sende de unge helt tilbage til den landsby, deres forældre eller bedsteforældre var flygtet fra.

Vi gjorde det for at give dem den her sidste puslespilsbrik til deres identitet. Men det var også for at vise dem, hvor privilegerede de er. Vi håbede, at det forhåbentligt kunne få dem til at tænke: ‘Nu skal jeg lige give den en skalle med min uddannelse derhjemme, fordi det er min pligt.’ De får en forpligtelse over for Palæstina. Jeg mener, at hvis man er født som palæstinenser, så er man forpligtet til at have den her frihedssag med sig, og man er forpligtet til at fortælle sandheden om, hvad der foregår.”

Vestbredden eller Vanløse 

”I dag har vi nationalstater, der definerer vores identitet. Og når du fra Israels side hele tiden får at vide, at der ikke er noget, der hedder Palæstina, og at der heller ikke er noget, der hedder palæstinensere, så holder du ekstra meget fast i det. Og det har desværre også gjort, at mange palæstinensere helt misforstået har taget det til sig. Det er blevet til en kamp, hvor man hele tiden skal trodse nogle andre, og hvor man siger: ‘jeg er her, og jeg har ret til at være her’. Men det har vi jo historien til at bevise. Vi burde ikke hele tiden skulle retfærdiggøre, at vi er her.

Den her frihedskamp er vores alles. Jeg skelner ikke mellem, om du bor på Vestbredden eller i Vanløse. Grunden til, at vores sag står svagere i dag, er netop, fordi man har delt folk op. Når jeg rejser til Palæstina, så går jeg gennem checkpoints, selvom jeg med mit danske pas i princippet kan blive siddende i bussen. Det, føler jeg, er min pligt.

Jeg kan godt forstå, hvis palæstinenserne i Palæstina ikke tager kampen op, fordi mange af dem har børn og familie, de skal tænke på. Det er let for mig at sidde her og sige, at de skal tage kampen, når min egen største bekymring for tiden er, at jeg skal skrabe frost af vinduet på min bil. Jeg kan sagtens sige, at de skal kæmpe, men det, synes jeg, er meget egoistisk og dobbeltmoralsk, for ligegyldigt hvor ofte jeg rejser til Palæstina, så kan jeg aldrig sætte mig hundrede procent i deres sted. Ligegyldigt hvad så kan jeg komme ud igen. Hvis der kommer krig, så kan jeg komme hjem i sikkerhed.

Jeg er aldrig sidestillet med dem i deres kamp, men jeg er stadig en del af den. De kæmper en kamp hver eneste dag, som jeg slet ikke kan sætte mig ind i.”