Skånselsløse digte og en protofeministisk klassiker

Jeg har haft et par intense dage ved at genlæse – og læse – Sylvia Plath (1932-1963). Såvel hendes eneste roman, The Bell Jar (da. Glasklokken), som hendes efterladte digtsamling Ariel er udkommet i (ny)oversættelse, og for den sidstes vedkommende ikke blot i form af en komplet oversættelse, men en oversættelse af ”Den oprindelige udgave” – sådan som digteren selv havde tænkt den, og ikke som den udkom, redigeret af hendes mand, digteren Ted Hughes.

I levende live udgav Sylvia Plath kun én digtsamling, The Colossus (1960), men det er Ariel, der har gjort hende berømt, og som stadig fremstår som et fuldstændigt og blivende mesterværk. Digtsamlingen er skrevet kort før digterens selvmord og udkom altså posthumt (første gang i 1965). Ted Hughes tog 12 digte ud og erstattede dem med andre digte, Sylvia Plath havde skrevet et par måneder senere. Den af Ted Hughes redigerede udgave er den, vi hidtil har læst – indtil den oprindelige udgave første gang udkom på engelsk i 2004. Den danske udgave – som netop er udkommet i Peter Laugesens oversættelse – rummer oven i købet en faksimileudgave af det oprindelige manuskript!

Digtene i Ariel er skånselsløse, digteren kaster sig ud i et billedhav, der inddrager meget voldsomme scener på kanten mellem liv og død. Ikke blot digterens personlige død, forstået som en forudsigelse af eget selvmord, men i form af en kulde og rystelse i alle ting, som om døden – med associationer tilbage til Holocaust – er en del af selve livsoplevelsen. Det er meget stærkt virkende! Men samtidig er der en frihed i digtene, som er helt digterens egen, man kan nærmest tale om et opbrud i poesien som sådan, digtene er skrevet med alle sanser i brug, som kom de inde fra et inderste, der samler et helt livs erfaring.

Man kan blive ved med at læse dem og tro, at man finder ud af, hvad de handler om, om forholdet til faderen – til faderfiguren i videre forstand – om børn, om ensomhed i universet, om helt nære ting i omverdenen, men digt efter digt tager fat i dig som læser og forbinder dig med en større poetisk helhed end alt dette tilsammen. Peter Laugesen taler i sit efterskrift om den spontane skrift – og det er det, det er. En spontan skrift stillet over for livets første og sidste udfordring: døden. Digtene er uden sidestykke. De bør og skal læses!

Og nu foreligger de så i en tosproget udgave på dansk, hvor man endnu en gang må konstatere, at Peter Laugesen er vores bedste oversætter af poesi, og det fra både tysk og fransk og engelsk. Resultatet er overvældende godt, man kan dykke ned i enkeltlinjer eller bare læse løs, og digtene fungerer som digte på dansk. Han er for det første sprogligt kompetent, det er én ting, men – og det tror jeg er det afgørende – han har også rytmesans. Poesi er vel dybest set rytme, det er en i kroppen indlejret rytme, som kommer til udtryk i sproget. Peter Laugesen mestrer det, han har det talent! Man kunne snart lave en antologi med lutter Laugesen-oversættelser og få et stykke gedigent verdenslitteratur (ved siden af hans egen, jo).

Jeg har sammenlignet med de tidligere oversættelser, der findes på dansk: Ib Johansens i Ariel og andre digte (1980) og Poul Borums i Ny amerikansk poesi (1969). Af Ib Johansens udvalg fra Ariel stammer over halvdelen af digtene fra dem, Ted Hughes tilføjede samlingen. De sammenlignelige kan ikke klare sig ved siden af Peter Laugesens, og det samme gælder Poul Borums oversættelser, der ikke er forkerte, men savner den naturlighed, Laugesens ejer. Borums læser man som oversættelser af digte, Laugesens som digte på dansk!

Glasklokken

Som indgang eller eftertanke til Ariel er det en god idé at læse Glasklokken. Uden at forsimple sagen alt for meget kan man sige, at romanen, som tydeligvis er selvbiografisk – og som handler om psykisk sygdom og selvmordsforsøg – giver et indtryk af, hvordan den digter, der har skrevet digtene i Ariel, er vokset op eller ind i den sjælstilstand, som er digtenes basis. Ligesom digtsamlingen er romanen fremragende og uafrystelig. Man følger den unge amerikanske pige, der klarer sig godt, har kæmpet sig frem til en god eksamen, har fået stipendium og har karriere – ægteskab – og en lykkelig fremtid foran sig.

Men sådan går det ikke. Igennem den første halvdel af bogen skrives en verden frem, der sådan set bare er den amerikanske 1950’er-virkelighed (New York, modemagasiner, kvindehotel), men på samme tid fremtræder som en skærende karikatur. I dette lys bliver alt grotesk, sproget rammer som pile i plet, det ikke bare kradser i overfladen, men viser langt ind i sindet, hvordan den unge kvinde reagerer i protest imod den stereotype (mands)verden. Hun vil ikke bare indordne sig og være den pæne pige, der lever op til forventningerne, men selv udfolde sig. Romanen er protofeministisk og som sådan en klassiker!

Da opholdet i New York er forbi, og vi kommer hjem til moderen i en forstad til Boston, forvrænges alting yderligere. Det fortællende ’jeg’ træder langsomt, men sikkert ind i en uoverskuelig depression, som læser følger man med rædsel romanens logik. Fra psykiater til indlæggelse til selvmordsforsøg til behandling med elektrochok og forskellige ned- og opture i behandlingssystemet. Det hele er beskrevet som set igennem en mælket linse, der samtidig – det er paradokset – er skinnende klar. Ligesom digtene i Ariel er romanen i stand til at bygge en verden op i ens sind, en verden, man kender og aldrig glemmer. Men hvor digtene står som gåder, fremstår romanen snarere som en forklaring. Det er to forskellige instrumenter, forfatteren forstår at spille på. Fra den ene verden kan man se ind i den anden.

Glasklokken udkom (under pseudonym) i 1963 – samme år som Sylvia Plath tog sit eget liv – og på dansk udkom den første gang i 1975, oversat af Birte Svensson. Sådan læste jeg den dengang. Siden købte jeg den på engelsk (i Ark Books i Møllegade, faktisk), og sidste år fik jeg så den nye danske udgave ved Olga Ravn og Mette Moestrup. Således udstyret genlæste jeg romanen i den nye oversættelse – med originalen og den gamle udgave ved hånden. I tilfældet Ariel var oversættelsen på højde med digtene og langt bedre end de to tidligere (delvise) forsøg. Det kan man desværre ikke sige om den nye oversættelse af Glasklokken.

Birte Svenssons oversættelse er åbenbart blevet skønnet uegnet til genoptryk – og den har da også sine tidsbundne svagheder. Den oversætter ord, der i dag er gået ind i det danske sprog som ’Upstate New York’ og en ’date’. Også på andre måder virker den 1950’er-agtig, men det er jo også i den periode, romanens handling udspiller sig. Egentlige fejl har jeg ikke fundet i den (men jeg har heller ikke ledt). Fejl er der til gengæld i den nye. Igen uden at lede har jeg fundet en hel blok fuld af korrekturfejl eller sproglige fejl og misforståelser. Et par steder er der ligefrem linjer, der mangler!

Jeg vil ikke her i denne korte anmeldelse komme med eksempler på de mange fejl, men overdrager gerne mine notater til forlaget i tilfælde af genoptryk. (Vi taler om mellem 50 og 100 rettelser, temmelig mange af sproglig art). For mig at se har forlaget svigtet de to oversættere ved, at der (tilsyneladende) ikke har været en tekstredaktør, som har gennemlæst manuskriptet. Og er der overhovedet blevet læst korrektur på bogen?

Når man erstatter en brugbar oversættelse med en ny, må man som det mindste forvente, at den nye er bedre end den gamle. Nu er der visse problemer knyttet til den gamle og en hel masse andre til den nye. Det skal dog ikke afholde nogen fra at læse The Bell Jar, hvilken udgave man end vælger. Hvad angår Ariel, er der ingen oversættelsesproblemer. Her er det kun et spørgsmål om hurtigst muligt at anskaffe sig Ariel. Den oprindelige udgave i Peter Laugesens oversættelse. Man er ikke den samme før og efter mødet med disse digte! /Asger Schnack

Sylvia Plath: Glasklokken. Gyldendal (2016)

Sylvia Plath: Ariel. Den oprindelige udgave. Basilisk (2017)