Til lykke og i hundene, Tove!

Ingen går i hundene som Tove, der kunne være fyldt 100 år i dag, hvis ikke hun altså som varslet i fx sin sidste roman, Vilhelms værelse (1975), havde gjort det forbi i en alder af 58. Selvmord 7. marts 1976.

Egentlig er det en uskik at være på fornavn med forfattere, navnlig fordi vi har en kollektiv tendens til kun at være det med de kvindelige og på den måde ligesom dyrke særligt dem privat, gøre dem hjemligt afvæbnede, afsløret som kvinder ved fornavn.

Men det er så svært at lade være med Tove. Og måske er det netop, fordi mange af os er gået helt mutters med vores tabubelagte Tove-kærlighed, indtil Tove-feberen pludselig ramte for et par år siden. Før det dyrkede vi hende hemmeligt, hver for sig, og vi lod hende kun se dagens lys til bryllupper, hvor gommens søster havde medbragt ‘De evige tre’ (Læs det her på festabc.dk) som fællessang. Og inden der blev sunget, læste hun op fra sidste strofe: ”én gang hvert hundrede år kan det ske/ de smelter sammen til en”, hvorefter hun da lige ville knytte en kommentar: ”Hvert hundrede år er nu. Det er jer, der smelter sammen til en.”

Og folk tudede og bemærkede slet ikke, at der er noget fundamentalt provokerende ved at fæste sig ved de sidste to linjers lykke, når man ser, hvor meget Tove har gjort ud af de forgående fire og en halv strofers ulykkelige uoverensstemmelse. Og ærlig talt; er det ikke at trække en lykke ned i halsen på både Tove, brudeparret og alle os andre at fremhæve denne bibelske forening af m/k som noget lykkedes?

Feber! Feber! Feber!

Gudskelov skete der noget med lykken, den fik nuancer og feber, Tove-feber. De seneste år er en række af hendes romaner, noveller og digte blev genudgivet i nye samlinger, i 2015 havde kunstnerkollektivet Sort Samvittighed premiere på forestillingen Tove! Tove! Tove! (Nyd et lille sammenklip her), samme år samlede Olga Ravn en række glemte tekster; brevkassesvar, essays, klummer og den famøse kontaktannonce, som hun indrykkede efter at være blevet forladt af sin mand gennem 22 år, Victor Andresen, i bogen Jeg ville være enke, og jeg ville være digter. I 2016 gav Paprika Steen liv til den ældre ægteskabsplagede Tove i forestillingen Toves værelse på Folketeatret, og netop i dag forløses feberen med den fineste stofindbundne digtsamling med sirlig guldskrift på forsiden; et nyt digtudvalg af Olga Ravn og et klogt efterord under titlen Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø.

I det hele taget er vi vist flere, som skylder Olga Ravn en tak for argumentatorisk skyts for Ditlevsens litterære kvalitet. I 2012 i faget ‘Litteraturlæsning’ på Aarhus Universitet fik denne skribent sammen med hele sin årgang udleveret Tove Ditlevsens novelle ‘Tårer’ som et eksempel på et stykke exceptionelt fladt, dårligt og uinteressant stykke litteratur. Så det er klart, at vi i hvert fald et par år ikke talte så højt om, hvad vi læste og tog alvorligt privat.

Ditlevsens litterære korset

Det er en gammel, kedelig vane at læse kvindelige forfattere, som repræsentanter for noget uinteressant privat, fordi en kvindelig erfaringsverden nu en gang ofte har befundet sig bag hjemmets fire vægge. Med den nye udgivelse sætter Olga Ravn den 100-årige forfatter fra Vesterbro i rette sammenhæng med budskabet: Tove Ditlevsen var arbejderforfatter.

”Når kvinder sætter børn i verden, børn der vokser op for at kunne gå på fabrik, alt det arbejde, der ligger i at reproducere arbejdskraft, ikke bare gro dem af sit eget kød og blod, føde dem og nære dem, men også holde dem rene og arbejdsduelige, at holde hjemmet varmt, lave mad til arbejderen, når han kommer hjem, tage sig af de gamle, er arbejde, er produktion, reproduktion og bør anskues som sådan,” skriver hun i efterordet.

Ditlevsens digte blev betragtet, som håbløst gammeldags med deres stramme form, som hun fastholdt efter 2. verdenskrig og op i tresserne, hvor hendes høj-modernistiske forfatterkollegaer ellers dyrkede de frie vers.

Ravn citerer Rifbjerg i sit efterord: ”Hun (Tove Ditlevsen red.) skrev jo rimede digte, som var velformede og velformulerede, men altså med et vist korset på, hvor hun ligesom havde proppet sig selv ind …,” og hæfter sig ved referencen til den beklædningsgenstand, som gennem tiden har snøret kvinder ind til håbløs vejrtrækning: ”Men måske havde Ditlevsen ikke samme mulighed for at være fri, som Rifbjerg havde, når han indirekte fremsætter den frie form som den positive modsætning til det litterære korset.”

På samme måde er Ditlevsen, som var hyppigt eksponeret i aviser og ugeblade, da hun levede, måske også blevet undervurderet af sin samtid og tiderne efter, fordi ingen rigtig forstod, hvad det var, hun gjorde med sig selv. ”Man kan spørge sig selv, hvorvidt datiden har haft blik for det kompromisløse i Ditlevsens selvudlevering, for det hårdtslående i hendes kunstneriske behandling af egen skæbne,” skriver Olga Ravn i forordet til Jeg ville være enke og jeg ville være digter (2015). ”Hendes optrædener i medierne, i tekst og på fotografi, er på én gang håbløst behagesyg og afvisende.”

Lykke eller hundene

”Det at gå i hundene, betyder nemlig ikke nødvendigvis at dø (for det er let nok), det er en langt mere besværlig og indviklet proces, der kræver omtanke, forberedelse, snedighed, og, det værste af alt, en ikke ringe hensynsløshed mod dem, der holder af én,” skriver Tove Ditlevsen i ‘Historien bag historien’ fra En sibylles bekendelser (1976). Lykken er ikke et bedre alternativ til hundene hos Tove Ditlevsen. Som hun skriver til den lille pige i sig selv i det digt, der har leveret titlen til den nye samling (1955):

Og det er din styrke og trøst, at du ikke er død,
men lever et sted som en spinkel og vigende skygge,
endskønt jeg har solgt dine drømme for hus og for brød,
og trukket dig ned i en smerte, der minder om lykke.

Og det samme i digtet ‘Mit hjerte hamrer og hamrer’ (1978), hvor det kvindelige jeg betragter sin elskede danse tæt med en anden kvinde:

Alligevel går jeg ikke,
for lidelsen er en lænke,
der bringer hin magiske vellyst,
lykken aldrig kan skænke.

Og når hun endelig finder eller affinder sig med lykken, er det, som der står i Jeg ville være enke og jeg ville være digter, indlagt på det psykiatriske hospital Sct. Hans: ”der tilbragte jeg blandt sindssyge og lidende den hidtil lykkeligste periode i mit liv.”

Til lykke, Tove.