Forestil dig, du sidder i en båd på en flod, med mandarintræer og marmeladeskyer. Nogen kalder på dig, du svarer ret langsomt. En pige med kalejdoskopøjne. Gule og grønne cellofanblomster knejser over dit hoved. Du leder efter pigen med solen i øjnene. Og hun er væk. Ja, og for den opmærksomme Beatles-kender kommer så omkvædet, med de berømte initialer: Lucy in the Sky with Diamonds. LSD. Det var i 1967 og det psykedeliske stof havde skabt en mindre revolution for hippiekulturen, men som en ny dokumentarserie på Netflix af den legendariske instruktør Errol Morris, tematiserer, har stoffet en lang og mørk fortid, der går igennem psykiatrien, CIA og den kolde krig.
Wormwood hedder serien, der ligesom den populære podcast-serie Serial forsøger at genopfriske en henlagt kriminalsag med nye interviews, beviser og kilder. Sagen handler om den højtstående amerikanske officer Frank Olson, der i begyndelsen af 1950’erne var chef for den amerikanske hærs division for kemisk krigsførelse, men hans karriere endte brat, da han i 1953 fik dryppet LSD i et glas Cointreau på et Seattle Hotel i New York lige over for Penn Station. Kort efter sprang han ud fra 30. sal – angiveligt på grund af et bad trip. Hans familie endte med at få erstatning af præsident Ford. Men var der tale om mere end det? Var det et koldblodigt mord begået af CIA på en mand, der vidste for meget om hærens LSD-programmer?
Hoffmanns eksperimenter
Nu går der måske lidt historietime i den, men historien om LSD er mere end Ib Michael og Jim Morrison (vidste I at The Doors‘ navn er en henvisning til Aldous Huxleys LSD-trippede bog Erkendelsens døre?). Det er en historie, der starter 16. april 1943 i det neutrale Schweiz, hvor lægen Albert Hofmann sad og eksperimenterede med kunstigt fremstillede svampesporer fra rug i forsøg på at undersøge stoffets medicinske effekter. Pludselig en dag efter arbejde følte dr. Hofmann sig svimmel.
Han tog hjem til sin villa for at hvile sig og lå i sin seng med en guddommelig indsigt, forklarede han senere i sin selvbiografi My Problem Child. I en drømmelignende tilstand lå han vågen og lykkelig i sin seng, mens en strøm af ”smukke billeder, fantastiske former og intense kalejdoskopiske farver” skyllede ind over ham.
Hofmann var klar over, at det måtte være de syntetiske svampesporer, der på en eller anden måde – via huden eller ved indånding – havde leget med hans hjerne og tre dage senere besluttede han sig for at indtage stoffet koncentreret. Som en Mr. Jekyll lod han 0,25 milligram af det flydende gennemsigtige stof glide ind i sin krop og fik en ædru kollega til at eskortere ham hjem på sin cykel. 0,25 mg er mere end det femdobbelt af, hvad der senere blev en normal dosis, og stoffets virkning indtraf efter få minutter. Alt hvad Hofmann passerede, blev til forvrængede former, markerne omkring ham eksploderede i farver og bevægelser, og selv om han oplevede det, som om han stod stille, piskede verden forbi ham i afsindig fart. Hjemme i villaen tog oplevelsen en drejning og Hofmann oplevede verdens første ’bad trip’.
Han skreg og råbte og var overbevist om, at hans krop var besat af en ond dæmon. Han var overbevist om, at hans nabo var en ond heks, og at hans møbler ville slå ham ihjel og i et forsøg på at fordrive de onde ånder, drak han litervis af mælk. Langsomt drev han ud af psykosen og faldt udmattet i søvn. Næste morgen var han frisk, glad og afslappet. Hans morgenmåltid var en intens og fantastisk smagsoplevelse, og blomsterne i hans have fremstod smukkere end nogensinde før. Verden var vidunderlig. Dagen blev senere døbt Bicyle Day.
LSD’s potentiale
Stoffet blev sat i produktion af det schweiziske medicinalfirma Sandoz i 1947 i den overbevisning, at LSD kunne bruges i psykoterapien, og det var præcis, hvad CIA var interesseret i. Optaget af at afsløre russiske spioner og afhøre anholdte agenter så man en mulighed i LSD. Et kolossalt apparat blev sat i værk under kodenavnet MKULTRA, der havde samme prioritet som ’The Manhattan project’, der årtier før opfandt atombomben. Programmet løb fra 1953 til 1964, og selv om de fleste dokumenter blev destrueret i 1973, offentliggjorde det amerikanske senat en undersøgelse, der afslørede at titusindvis af uvidende personer havde været genstand for forsøg i perioden.
Derfor afprøvede man LSD’s potentiale på alle mulige tænkelige måder. I første omgang nøjedes man med de resultater, man havde noteret sig fra psykiatriske patienter, siden på fanger, almindelige soldater, højtstående officerer og til sidst collegestuderende og civile personer, der ikke anede, hvad der skete. For manges vedkommende havde det fatale konsekvenser – som fx for Frank Olsson.
Sjovere at gå til lægen
Helt op til 1970’erne eksperimenterede man med stoffet i psykiatrien, men uden synderligt held på andet end svær alkoholisme og tvangstanker. Til gengæld havde man en lang række uheldige sager – også i Danmark, hvor blandt andre overlægen Geert Jørgensen fra Frederiksberg Hospital skabte sig et navn på at gennemføre forsøg på mere end 400 patienter. Geert Jørgensen selv mente, at han var tæt på at påvise, at LSD i sig selv kunne helbrede psykiatriske patienter, så uden patienterne vidste, hvad der foregik, fik de LSD i et glas vand, når de ankom til konsultation. Man fastspændte patienten i en mørk kælder under hospitalet, og her fik mange af dem deres livs mest traumatiserende oplevelse. Dødsoplevelser, besættelser og alle mulige afarter af bad trips. Der er massevis af rapporter, der fortæller om de her dødsoplevelser, som det er beskrevet af journalisten Alex Frank Larsen, der først i 80’erne forfulgte sagen og vandt en Cavling-pris på at dokumentere, at forsøgene var ulovlige, og de patienter, der ikke havde begået selvmord, fik erstatning. Det store CIA-program endte i 1966, og i 1968 blev stoffet helt forbudt.
Men noget tyder på, at man nu er på vej til at genoplive det psykedeliske stof i den psykiatriske behandling – både i Silicon Valley og herhjemme hvor der netop er blevet stiftet en ny psykiatrisk forening, der kalder sig Psykedelisk Samfund og har det erklærede formål at ”fremme reintegrationen af psykedeliske stoffer i det moderne samfund”.
Så måske kan det pludselig blive meget sjovere at gå til lægen. /Lasse Lavrsen