ARKIVFOTO. En hjemløs mand skal i fængsel for 928 gratis togture. Erstatningskrav på 700.000 kroner er ikke afgjort. (se Ritzau historie 031428) ARKIVFOTO 2011 af S-tog- se RB 27/4 2015 11.03. DSB varsler 101 dage med forsinkelser. Sporarbejde kommer til at betyde længere rejsetid og togbusser på visse strækninger, oplyser DSB. (Foto: Andreas Beck/Scanpix 2013)
Temperamenterne koger: ”Det er fuldstændigt vanvittigt,” lyder det fra Christiansborg, hvor de såkaldt ‘røde’ partier er i oprør.
Efter transportminister Ole Birk Olesen (LA) forleden fremlagde en plan om at sende S-togene i København i udbud, har også en række fagforeninger råbt op. Mindst 500 lokoførere skal fyres, når der samtidig skal indføres førerløse tog. DSB synes at være på vej i samme retning som det gamle Post Danmark – til rotterne, til kragerne og til hundene.
Frustrationerne over den forestående udlicitering af S-togene i København handler nemlig ikke kun om, at private firmaer nu skal ind og tjene penge på den eneste del af den kollektive transport, som isoleret set giver overskud. Frygten for en stadig dårligere service og en accelereret robotisering spiller en mindst lige så afgørende rolle i vreden mod udbudsplanerne.
S-togene transporterede sidste år 117 millioner rejsende og flytter dermed rundt på 60 procent af DSB’s samlede passagertal, hvorved S-togene årligt driver en omsætning ind på 1,5 mia. kr. I 2016 gav S-togene et driftsoverskud på 54 mio. kr., men her er ikke regnet udgifter ind til bl.a. vedligeholdelse af stationer.
Som det også oprindeligt var grundtanken med kollektiv transport, er S-togene afhængige af offentlige støttekroner. Men det skal være slut nu, hvis det står til VLAK-regeringens sidste egentligt liberalistiske minister, Ole Birk Olesen. Sammen med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har han midt under de kaotiske forhandlinger i Statsministeriet fået sat gang i et projekt, som oplagt synes at være drevet af ideologiske motiver.
Den store spareøvelse
Det mest kontroversielle er imidlertid ikke udliciteringen i sig selv. En betydelig del af den offentlige service er allerede i privat udbud – fra busser over praktiserende læger til selvejende daginstitutioner. Det er derfor en forvrænget kritik, når venstrefløjen alene tordner mod udbuddet af S-togene. De afledte problemer, der vil ramme folk i hverdagen, gemmer sig nemlig et helt andet sted.
Kombinationen af fyrede lokoførerne og private firmaers forventede mere effektive drift skal spare staten for op mod en halv mia. kr., og således gøre DSB mere økonomisk bæredygtigt. Og pengene kan sikkert spares, på papiret i hvert fald. Dog vel at mærke først efter en investering på 4,5 mia. kr. i ny teknologi, som vanen tro kan nå at løbe op i endnu større milliardbeløb. Som en samlet spareøvelse kan regnestykket imidlertid sagtens ende med at gå op, og dermed fremstå som en effektivisering.
Men billigere betyder sjældent bedre. Det afgørende spørgsmål – og det spørgsmål som alle omlægninger af trafikpolitikken skal måles på – er om transporten af mennesker på kryds og tværs af hovedstadsområdet bliver mærkbart hurtigere og mere pålidelig.
Konsulentfirmaet Struensee & Co. har beregnet, at ventetiden på indfaldsvejene til København allerede koster et tab af produktivitet på to milliarder kroner i form af mindst 5.000 årsværk, der spildes i ventetid på vejene. Og folk holder i kø på vejene, fordi den kollektive transport i form af bl.a. S-togene ikke er hurtig og pålidelig nok.
Endnu dårligere service
Kun jubeloptimister kan tro, at en samlet spareøvelse vil accelerere S-togsdriften og gøre den daglige pendlertid til den rene svir. Tilsvarende ‘effektiviserings’-projekter i både den offentlige og private sektor har efterladt de fleste borgere med en bitter erfaring af en forringet og dyrere service. Alt, hvad der engang blev lovet om fremtidens fagre servicesamfund, har vist sig at være et fatamorgana.
På en fredag formiddag i december er postudbringningen ikke blevet bedre af, at julepakkerne forsvinder i en fjerntliggende kiosk, hvor amatør-medarbejderne har mistet overblikket, eller i telefon-slusen, hvor man er nummer chok i køen og ryger af linjen, før man kommer frem til en indisk mand, der virker rimelig ligeglad. På en fredag formiddag i december er det ikke en fremtidig triumf, hvis ejerne kan tjene lidt flere håndøre ved at levere en dårligere service.
Servicesamfundet er endt som et discountsamfund, hvor de fælles løsninger bevæger sig mod det stadig mere tarvelige, nedbrudte og usikre. Retfærdigvis skal det nævnes, at der findes jubeloptimister. I Berlingske Business beretter professor i transport ved Københavns Universitet Mogens Fosgerau: ”Et automatisk togsæt får heller ikke influenza. Man undgår hele den usikkerhed, der er med menneskelig arbejdskraft.”
Ja, uden mennesker skal det nok gå. For det lyder jo som en fremtid, der allerede er mere end velkendt. Dysfunktionelt, uden forbindelse og ingen til at svare for sig. Men nu ikke så sortseeende, for næste gang bliver det anderledes: Med nye offentlige robotter skal det hele – inklusiv rejsekortet og de gnidningsfrie apps – nok komme til at køre på skinner. / Lars Trier Mogensen