Jeg kan naturligvis kun tale for mig selv, men midthalvfjerdserne sucked big time. Der findes givetvis folk, for hvem det var den bedste tid, men personligt var jeg ved at gå til. Den politiske korrekthed (og jo, jeg hylede i kor med de andre ulve; om imperialisme, kapitalisme, merværdi, væbnet opstand, kvindekamp og så videre) var lammende, selv om jeg heldigvis stadig havde venner, der ikke interesserede sig et dyt for andet end narko og musik.
Nå ja, og sex, men det var så nok mest på det teoretiske plan. Ikke for det, vi gik varmt ind for revolutionen, så længe vi bare kunne være skæve som standere, når den brød ud. Eller hvad revolutioner nu gør.
Grimhedens grimasse
Som det lød i Mott the Hoople-hittet ‘All the Young Dudes’ (i øvrigt skrevet af en vis David Bowie) i ’72: ”And my brother is back home with his Beatles and his Stones/ We never got it off on that revolution stuff/ What a drag – too many snags…” Vi var generationen, der kom en postgang for sent til det store opbrud. Vi lagde os eftersnakkende i slipstrømmen med vores afghanerpelse, knallerter, chillummer og øjne så store som tekopper. Tænk at følge efter nogle årgange, som både vidste og kunne forklare alt. Læs din Marx, kend din Freud, spis dine brune ris og gå i bare tæer året rundt. Så skal du nok blive en god lille revolutionær, og det med fjams finder vi såmænd også ud af hen ad vejen.
Så var der grimheden. Man skulle tro, at vi, der befandt os midt i tiden, ikke var i stand til at se den, men det var vi faktisk. Mærkeligt nok. Vi vidste godt, at både tøj og frisurer var kiksede, så det var bare om at finde en grimasse, der kunne passe. Og det var jo ikke, fordi skønhed og udsøgt æstetisk sans herskede uden for venstrefløjens fodformede og aseksuelle udtryk, der vist nok handlede om ligestilling og autenticitet som i afsyrede møbler, sækkestole og Che Guevara-plakater. Tværtimod gjorde det borgerlige Danmark sig i en brunhed så kvælende, at det giver hovedpine bare at tænke på det.
Det startede i 1973
Kedsommeligheden stod ud af monopol-tv’et og de tre radiokanaler, der var os undt. Kiggede man ud af vinduet, når togstammen listede sig gennem de københavnske forstæder, kunne man se, hvordan veje og huse brækkede sig af tristesse. Kæledyr lå og gispede efter vejret i parcelhuskvarterenes iltfattige ‘miljøer’. Det er forståeligt, at der blev kneppet så meget i årtiet (pillen!), ellers havde folk sgu da mistet forstanden. Og så var der lige oliekrisen i ’73, der satte os alle i en permanent mobiliseringstilstand, åh bare jeg ikke bliver arbejdsløs. Og atomkapløbet mellem USA og USSR – som både var skræmmende og røvsygt. Og Barry White og Jomfru Ane Band og Johnny Reimars partyplader og kæmpeflipper og fremmedarbejdere og bomuldstrusser og kropsbehåring a la carte. Rejecocktails og tv-teatret og VS og charterrejser og rockere og grisefester og Fremskridtspartiet.
Midt i alt dette landede den smukkeste og mest interessante mand, jeg nogensinde var stødt på. Det startede i 1973 med en sang, (‘Rock’n’Roll Suicide’!!) og endte i en besættelse, der varede til 1983, hvor idolet faldt ned fra piedestalen og gik i tusind stykker. Som idoler bør. For så senere møjsommeligt at samle alle stykkerne op og lime dem sammen og opdage noget endnu smukkere, endnu mærkeligere og endnu mere givende. Men det er en anden historie.
Fremmedgjorthed
Til en begyndelse var det som at opdage et nyt kontinent, ene mand. Dette univers, altså. I en tid, hvor det meste science-fiction fremstod som et tillokkende alternativ til den lurvede, såkaldte ‘virkelighed’, var Bowie i sandhed en åbenbaring fra det ydre rum. Han forsøgte på ingen måde at være politisk ukorrekt, det pis interesserede ham bare ikke.
Til gengæld var han gennemsyret af, hvad der med et af periodens standardudtryk kaldtes fremmedgjorthed. Og det kan nok være, at genkendelsen kunne mærkes helt ind i ens usunde madvarer og forurening og 20 Cecil om dagens forgiftede marv. Det gav et sæt i mig, hver gang jeg så mit eget spejlbillede; hvem var det menneske dog? Og hvor var det dog ubehageligt at befinde sig i.
Spørgsmål ved alt
Omend det i starten ikke var en nem opgave at elske og beundre David Bowie ukritisk og fra fod til isse forstå, at hvis menneskeheden havde en frelser, var det denne klejne englænder med håret farvet skrigorange, skæve tænder, forskelligfarvede øjne og en udpræget kærlighed til outreret dametøj. Ingen af dem, jeg kendte, brød sig den mindste smule om ham. For gu var man da frigjort og med på noderne på vej ud af kapitalismens lænker, men var han ikke en lille smule (for) bøsset? Helt ærlig?
Man kunne da ikke se sådan ud og så forvente, at blive taget alvorligt i en branche, hvor illusionen om rockstjernen som en af os (jeans, kjortel, denimjakke, cowboystøvler) stadig herskede. Han var antitesen til den ny konsensus, der så møjsommeligt havde afløst den gamle. Han fik mig til at stille spørgsmål ved stort set alt, inklusive min egen seksualitet, og så blev tilværelsen med et så umådeligt mere interessant.
Alle gestalterne
Der sidder jeg på mit værelse i forstaden og forsøger at lave mine lektier. Det blev aldrig en spidskompetence. Tænker i blasfemiske øjeblikke på, hvor meget nemmere skoletiden ville have formet sig, hvis jeg havde orket at tage imod de mange læringstilbud, der blev linet op. Ikke konsekvent møde op med dårlig samvittighed og et stedse mere fantasifuldt arsenal af søforklaringer og løgnehistorier. Men den tanke end ikke strejfede mig. Der var så mange vigtigere ting at foretage sig. Som f.eks. at høre den nyeste Bowie-plade. Eller en gammel Bowie-plade.
Eller en hvilken som helst Bowie-plade. Som jo i sig selv var så meget mere end en simpel grammofonplade. Den var et kunstværk uden sidestykke i min verden. Jovist var musikbranchen en ond kommerciel skurk, men leve pladeselskabet RCA, der havde Bowie i sin stald. Den orange label midt i den sorte vinyl. Inderposen, ofte med tekster, måske med ekstra fotos af afguden. Og selve omslaget, hvorpå Han åbenbarede sig i en af sine mange gestalter. Hvem fanden har brug for franske verber, når man har Aladdin Sane med fold-ud cover?
Vidunderligt
I den udskældte, men i virkeligheden suveræne film Velvet Goldmine får journalisten Arthur Stuart i 1984 til opgave at undersøge, hvad der egentlig blev af den androgyne glamrockstjerne Brian Slade, som efter sit fingerede mord i starten af 70’erne mister både pressens og publikums bevågenhed. Det bliver en rejse tilbage til Stuarts pubertet i det regnfulde Manchester, hvor han var en mere end almindelig hengiven Brian Slade-fan. Der er en scene, hvor han kommer hjem på sit værelse med en ny lp fra idolet. Og går i ekstase i en sådan grad, at han ender med at onanere til omslagsfotoet.
Næsten sådan havde jeg det med Diamond Dogs-lp’en, da den udkom i foråret 1974. De ved, den, hvor Bowie i Guy Peelaerts hyperrealistiske streg ligger og slanger sig på omslaget, halvt menneske, halvt hund.
Ok, jeg gokkede den måske ikke ligefrem af til billedet, men jeg flyttede ind i den lp, krop og sjæl. Og blev boende der et årtis tid. Come – gimme your hands – ’cause you’re wonderful.
”Me, I hope that I’m crazy/ I feel you driving and you’re only the wheel/ Slow down, let someone love you/ I never touched you since I started to feel.” – David Bowie, Win, 1975
At kunne lide David Bowie i midten af 1970erne var mere end blot en tilkendegivelse af musiksmag. Det var et vink med en vognstang om at være optaget af noget, som var både farligere og mere substantielt end et hvilket som helst andet fænomen (musikalsk or otherwise) i tiden.
En ny og udfordrende rockmusik, der på en avanceret facon interagerede med mode, litteratur, film og billedkunst og havde fingeren på pulsen med hensyn til alt, hvad der rørte sig i diverse eksotiske undergrundsmiljøer i byer som London, New York og Tokyo. Fjernt fra Kokkedal og alfarvej. Alene det at gå ned ad gaden med en Bowie-plade under armen signalerede, at man tilhørte et hemmeligt broderskab, der intellektuelt lå lysår forude for alle andre, bedagede borgerdyr såvel som overvintrede ungdomsoprørere.
Liv eller død
Sådan føltes det i hvert fald. Som altid var de fleste pisseligeglade med den slags, der skulle spises død gris og drikkes bajere og tjenes sorte penge, livet var for kort til krukkede britiske popkunstnere med dårlige tænder og en dubiøs seksualitet.
Men for en fåtallig skare betød det virkelig liv eller død. Og var man så heldig at møde andre, der havde det på samme måde, knyttedes tætte bånd, der i visse tilfælde skulle vise sig at vare et helt liv. I en alder, hvor man har et helvedes stort behov for at føle sig speciel (uden måske i virkeligheden helt at være det), gav Bowie én fripas til at dyrke den fornemmelse. Så længe det varede.
Syg som i syg
Intet hedere julegaveønske i 1974 end David Live, en dobbelt-lp med materiale fra Diamond Dogs-turnéen i USA samme sommer. Hvad du ønsker, skal du få etc. Men selv om det var et kick at få den i disse mine hænder, at tage pladerne ind og ud af omslaget og i en uendelighed sætte dem på grammofonen, fik den mig ikke helt op at ringe. Gu så han syg ud på omslaget, men ikke på den fede måde. Syg som i syg, såmænd. Tynd som en pind, ok, så vor David spiste ikke, det gør rumvæsener næppe, men problemet var, at stemmen ikke helt slog til.
Havde jeg glædet mig til f.eks. at høre Bowies egen version af ‘All the Young Dudes’, blev jeg sgu skuffet. Og f.eks. ‘Life on Mars’ kunne slet ikke matche studieversionen. Mest af alt blev David Live den ondeste reminder om, at han ikke havde givet koncert i Danmark. Vi kunne høre ham, men ikke se ham. Og der var intet, man hellere ville.
Kald det Art-glam
Selvfølgelig var der andre i tiden at blive inspireret af og gå til koncert med. Selv om glam-rock gerne koges ned til de dengang megapopulære Sweet, Slade og T. Rex, var der en flok arty-farty fætre på spil, som alle gjorde tilværelsen (og genren) mere interessant.
Art-glam kan vi kalde det. Teatralske Cockney Rebel, anført af Steve Harley. Hysteriske Sparks med de to amerikanske Mael-brødre i centrum. Knivskarpe Mott the Hoople med den lynende Ian Hunter i spidsen. Og ikke mindst fabelagtige Roxy Music, der talte så stærke personligheder som Bryan Ferry og Brian Eno i sit originale line-up. Så stærke, at Brian efter at have medvirket på kun to lp’er (men hvilke to!) gik og smækkede med døren. Hvorved en af rockhistoriens mest egensindige karrierer kunne tage sin begyndelse. Og i øvrigt senere krydse klinger med Bowie.
Ikke så røvsygt mere
For ikke at tale om det gamle Velvet Underground-slæng, der kom til ære og værdighed blandt folk med smag for outsiderrock, hård narko og afvigende seksualitet: Nico, John Cale og ikke mindst Lou Reed, hvis 1972-lp Transformer (produceret af David Bowie og dennes guitarist, Mick Ronson) var en af periodens mest emblematiske udgivelser. ‘Take a Walk on the Wild Side’, for fuck’s sake. Pludselig var det alligevel ikke så røvsygt mere.
Hey! Hvad sker der for mig? Pludselig lyder 1970’erne megafede. Det var de altså ikke. Og dog!
Tre-et-halvt-hit
Men i 1975 var glam-perioden definitivt forbi. Mange af dens aktører endte som parodier på sig selv i et oldies-kredsløb, der udmønter sig i dårligt betalte jobs på havnefester og nostalgifestivaler, hvor man for gud ved hvilken gang fyrer sit tre-og-et-halvt hit af for et beruset publikum.
Hvis ikke man var omstillingsparat, som det jo så tragisk hedder, kunne man lige så godt se sig om efter en god pensionsplan. Og ikke blot det, man skulle også være i stand til at give den nye form et dynamisk indhold, for ellers var man blot en patetisk olding på en 28-29 år, der til fulde fortjente at blive udstillet til spot og spe om ikke på byens torv så i dagspressens spalter.
Stilistiske hjørner
Her er det værd at huske, at før David Bowie i 1972 med The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars skabte min generations svar på Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, havde han allerede været ude i forskellige stilistiske hjørner i sin søgen efter et kunstnerisk ståsted og en personlig identitet. Og hermed ikke være sagt, at han er i besiddelse af nogen af delene. Ikke i sådan klassisk forstand, i hvert fald.
Men altså, allerede som teenager var han med i diverse britiske R&B-bands, efterfulgt af en periode som Mod, før han med sin debut-lp i 1967 forsøgte sig som en art syret music hall-performer. Så afprøvede han med hittet ‘Space Oddity’ og det tilhørende album i 1969 singer-songwriter-genren for året efter at give den som vaskeægte rocker med ‘The Man Who Sold the World’. Alle tre vidunderlige plader, det er ikke det, men hvem var denne David Bowie egentlig?
Fælles reference
Tættest på svaret kommer vi med Hunky Dory fra 1971, den nok mest elskelige Bowie-skive nogensinde. Weird, selvfølgelig, men på en måde så selv skeptikere må overgive sig til såvel klang som materiale. Her takkes forbilleder som Dylan, Velvet Underground og Andy Warhol, mestertyven stak intet under stolen. Men det var dens vidunderlige blanding af uskyld og viden, af enkelhed og kompleksitet, af fængende melodier og bizarre arrangementer, som gjorde den så unik.
Pladen begynder med hans signatursang, ‘Changes’. De ved, den med omkvædet, der ender sådan her: ”Ch-ch-ch-ch-changes/ Turn and face the strange/ Ch-ch-changes/ Just gonna have to be a different man …”
Åh, hvor vi dog lyttede. Strunge i Hvidovre. Bo Green i Kastrup. Søren Ulrik i København, alle ramtes af netop den sang, og da vi omkring 1980 mødtes med vores første digtsamlinger under armen, var Bowie en fælles reference på linje med Rimbaud og Baudelaire. Personligt betød hans (og Dylans) tekster nok mere for mig end nogen digter på denne her side af Henrik Nordbrandt.
Gud fejler ikke
Ch-ch-changes, ja. I 1975 satte Bowie for første (men bestemt ikke sidste) gang min loyalitet og hengivenhed på prøve med albummet Young Americans. Hvad pokker er det her. Selv kaldte han det ’plastic soul’, jeg synes måske at lige fraset titelnummeret og hittet ‘Fame’ tangerede det mestendels det ligegyldige. Og det havde jeg godt nok ikke forventet fra den kant. Gud fejler som bekendt ikke.
Ikke at jeg havde noget problem med genren. Før disko havde vi den såkaldte Philly Soul (fordi musikken indspilledes i Sigma Sound-studierne i Philadelphia, såmænd; sammesteds som i øvrigt Young Americans!), dvs. navne som O’Jays, The Three Degrees og Harold Melvin & The Blue Notes. Som ham, der sørgede for musikken til festerne, vidste jeg alt om, hvad der fungerede på et dansegulv, og som nok den eneste i Kokkedal og omegn havde jeg rent faktisk plader med de nævnte kunstnere. Og ‘Fame’ røg da også lige på danserepertoiret. Hvor det forresten stadig befinder sig. Men Young Americans røg ind i pladereolen. I første omgang, i hvert fald. I dag synes jeg jo, at f.eks. ‘Win’ er en af hans bedste ballader. Åh ja.
Febervildelserne
For den dybde og de indsigter jeg forbandt med idolet, kunne jeg ikke finde her. Hørte jeg ikke mig selv sige, ”Bowie er færdig”, ved indtil flere lejligheder? Hele 1975’s varme vidunderlige sommer var jeg af den overbevisning, at årets bedste Bowie-udgivelse var Steve Harley & Cockney Rebels The Best Years of Our Lives. Det synes jeg så ikke mere. Can a heartbeat live in the fever raging inside of me? Spørger bare.
The return of the thin white duke/ throwing darts in lovers eyes/ here are we, one magical moment, such is the stuff from where dreams are woven…
David Bowie, Station to Station, 1976
Der er koncerter, og så er der koncerter. Sagt på en anden måde, for én som undertegnede, der har været storforbruger af koncertoplevelser hele livet, er der en ordentlig røvfuld af slagsen, som fortoner sig i horisonten. Indimellem under samtale med en anden musiknørd, der udbreder sig om en eller anden stor koncertoplevelse i 2007 eller 1984 eller 1722, går det op for mig, at Gud, den koncert var jeg da også til. Men siden har jeg lykkeligt glemt alt om den. Ikke fordi den nødvendigvis var dårlig (de rigtig, rigtig dårlige glemmes til gengæld aldrig!), men musikken den aften havde måske bare ikke lige den effekt på én. Eller narkoen havde været særlig fin. Eller noget.
Blow our Minds
Og så er der en udsøgt håndfuld, der står mejslet ind i bevidstheden, og som alle andre oplevelser af den art måles mod. Sætter en standard så høj, at selv den pågældende kunstner kan få problemer med at trumfe den. Som nu for eksempel Falkoner Teatret 29. april 1976. På 17. række!! Bring it on. Vi var klar. Vi vidste ikke rigtig til hvad, men noget exceptionelt. Mindst. Blow our little minds. PLEASE!
Tænk at opleve noget, der overgår ens vildeste forventninger! Tænk at møde sit idol in the flesh og opdage, at alt det man havde projiceret over i vedkommende, holder hundrede. Tænk, at det måske oven i købet var på alle måder større, end man havde turdet håbe eller drømme. Ja, tænk tænk tænk.
Come back baby
Nu var 1976 jo så også kommet fucking forrygende fra start. Til en begyndelse udsendte David Bowie albummet Station to Station, der blæste låget af undertegnede i en sådan grad, at det tog flere måneder at få det på plads igen. Alt det bøvl med Young Americans var glemt på stedet, come back, baby, alt er tilgivet. Endnu engang foretog vort elskede rumvæsen et skarpt højresving og leverede en skive, der hverken lød som noget andet i tiden eller i det hele taget noget andet, man sådan lige kunne komme i tanke om at have hørt i ens patetisk ordinære 19årige tilværelse.
Fell to Earth
Til en begyndelse var der omslaget, det sære sorthvide fotografi, hvor vor David forsigtigt kigger ind i hvad? Et rumskib? Det skulle hen på sommeren, da vi fik set Nicolas Roegs hjernefræsende The Man Who Fell to Earth, Bowies første (og bedste) filmrolle, vise sig at være lige hvad det var. Men som så meget andet med Bowie dengang var det bare weird, dragende, mystisk og igangsættende. Og det var også godt nok. Nogen gange er spørgsmålene mere interessante end svarene. Der er så mange gåder fra dengang, som der i dag findes veldokumenterede svar på, Bowie-litteraturen er enorm for slet ikke at tale om alt, man kan finde på det der hersens internet.
Rolling Stone-interview
Sådan noget som det der Cameron Crowe-interview fra Rolling Stone i februar 76 var derfor som at få smidt en håndfuld diamanter efter sig. Hvor mange gange læste man lige det? Støvsugede det for informationer som kokainmisbrugeren lommespejlets overflade for de sidste hvide korn. Hver en oplysning ført til bogs og memoreret til rette lejlighed – måske for at imponere et andet Bowie-vrag, måske for at plage én, der var pisseligeglad. Bowie var aldrig nogen sinde mindre end interessant, men det meste af tiden var han den vildeste skabning, der sagde de mest langt ude ting, hvordan kunne man dog gøre sig selv så sensationelt spændende, så uhørt inspirerende, så forpulet anderledes, når man stadig forventedes at gå til eksamen i biologi og ud med skraldespanden???
Jack Shit
Og dengang vidste vi virkelig jack shit. Alt var myter og forestillinger og vandrehistorier og projiceringer. Selvfølgelig var Lou og David elskere. Hvad skulle de ellers være? Hvem skulle de ellers bolle med, der var lige så guddommelig, som den anden var? Selvfølgelig levede de kun om natten og selvfølgelig så de aldrig dagens lys, det var i forvejen så totalt overvurderet. Selvfølgelig var de på fabelagtige stoffer 24/7. Selvfølgelig var David og hans kumpaner begyndelsen på en ny race, the homo superior. Selvfølgelig kunne og vidste han alt. Og kunne man komme i kontakt med ham i bare fem minutter, ville det smitte af på én og man ville blive en anden. Ikke en patetisk kikset middelklassedreng fra forstæderne, men et nervepirrende fascinerende (u)væsen. Simpelthen. Intet mindre kunne gøre det.
Wild is the Wind
Station to Station var den koldeste musik, jeg havde hørt. Fra lyden af toget, der panorerer fra højtaler til højtaler på titelnummeret, der åbner pladen til hans hjerteskærende fortolkning af Ninas Simones ”Wild Is the Wind”, der afslutter værket, lå der noget kuldslået over sangene. Ikke at det gjorde dem mindre dragende. I forvejen var det jo en kold tid. En kold verden. Selv kærligheden føltes klam, når den altså ikke gik over gevind i opstyltet puppy love og forvandledes til noget så perfekt, at det aldrig kunne virkeliggøres og kun førte til skuffelse og nedturen. Og selve virkeligheden – det var det værste.
Men altså – Falkoner teatret. Tæppet gik ikke op. I stedet kørte et lærred ned. Og på det vistes Den andalusiske hund. De ved, Luis Buñuels og Salvador Dalis surrealistiske kortfilm fra 1929. I monopolets tid var vi endnu ikke blevet billedblinde ligesom vi ikke havde set alt i 12års-alderen, så den fik benhårdt ind og satte sig i den grad på tværs i ens i forvejen forkvaklede univers. Og så … og så … og så … satte bandet i med den lange indledning til ”Station to Station”, hvor der går over tre minutter (!), før vokalen kommer. Tre meget lange minutter, mine damer og herrer.
Check
Men så kom vor mand fra det ydre rum også fræsende ind fra højre. Speedet og nonchalant, på en og samme gang. Gudesmuk, natürlich. Badet i det iskolde, hvide lys, iklædt sort og hvidt, bukser, skjorte, vest, intet spor af de teatralske excesser, vi havde læst og drømt om, bare et geni, et suverænt band og allerede da et af de ypperligste repertoirer i den vestlige verden. Vi fik alle de nye fede numre, men også et blændende udvalg af de bedste af de bedste fra tidligere Bowie-inkarnationer: ”Life on Mars”. Check. ”Five Years”. Check. ”Changes”. Check. ”Diamond Dogs”. Check. Knib dig i armen, unge mand, det sker virkelig, det her. Og du er her, det er din tid nu, gå ind i den, ind i det kolde hvide lys.Gik der tusind år? Eller var det 10 sekunder? Nuvel. Tiden fløj. Og den stod stille. Femten sange senere kunne vi beame en meddelelse tilbage til kontrolrummet: Gud har forladt etablissementet, men vi kan til gengæld flyve. Ikke så sikkert, måske, men vi er på vingerne. Alt ser så smukt og mærkeligt ud heroppefra. Alt kan lade sig gøre nu. Vi er fremtiden. Den bliver storslået. For vi er det stof, drømme er gjort af.
Vi ses på den anden side. Tak for alt, kære David. Du er som sædvanlig gået i forvejen.