”Je est un autre,” skrev den franske desperadodigter Arthur Rimbaud i 1871 og blev modernist. ”Jeg er en anden.” Det var i et personligt brev til sin ven filosoffen og digteren Paul Demeny, der senere blev kendt som ”Seer-brevet”, og som er med i flere genoptryk af bogen En årstid i helvede. Han var kun 19 år, havde allerede skrevet tre digtsamlinger og fået sig lidt af et navn på den franske litteraturscene som drukpoet, provo og bohemernes wild child. Året efter skrev han sin sidste samling og begav sig i stedet ud i verden for blandt andet at ernære sig som afrikansk kaffeproducent og slavehandler. Han døde på et hospital i Marseille kun 37 år gammel. Som en datidens James Dean, Jim Morrison, Yahya Hassan eller Robert Hansen brændte han sit lys i begge ender. Præcis som det skal være.
Vi påstår ikke, at vi er en prins Henrik ud i det franske, men vi kan dog sproget godt nok til at vide, at der er noget galt med Rimbauds sætning, hvis det da skal forstås, som om knægten blot barnligt ville kokettere med, at han i virkeligheden er en anden (i så fald ville det retteligt hedde ’Je suis un autre’). Men Rimbaud stopper ikke ved sig selv, han tager med kendeordet ‘est’ hele jeg’et med i ligningen, så sætningen nærmere kan oversættes til: ”Jeg’et er en anden”, eller som det oversættes til på engelsk: ”The I is somebody else”. Altså vores inderste selv er et andet end os selv, så at sige, og pludselig bliver Rimbaud også psykoanalytiker.
Typisk for Rimbaud var han langt forud for sin tid, for i dag er der jo ikke længere nogen, der er i tvivl om, at jeg’et er i total opløsning, og det bliver kun stærkere, når formidlingen af jeg’et er ude af dine egne hænder. Det er præcis det, prins Henriks yngste søn, prins Joakim, begræder i en ny dokumentarfilm af den tidligere popstjerne Maya Albana. Den anden prins hedder den, og den lægger ifølge TV2, der har produceret den, vægt på at vise en anden prins end den, vi kender, og prinsen fortæller også selv, at han er en anden, end den, vi tror, han er. Blandt andet afviser han det billede, medierne og folket angiveligt har tegnet af ham som arrogant og snobbet.
”Jeg er en følsom person. Jeg er også en person, som har lært at holde en vis fremtoning, uanset om det er i store officielle begivenheder, eller om det er helt nede som privatperson, der går hen ad gaden,” fortæller han.
”Der har jeg fået et ry for at være en stivstikker. Det har ført til, at så er jeg automatisk arrogant. Jeg er, som jeg er. Jeg er ikke, som I tror eller hører og i nogle tilfælde ønsker, jeg skal være. Jeg er et menneske af kød og blod.”
Men det er nu nok dér, den jagede prins tager fejl og har ret på samme tid. For naturligvis er Joachim et menneske af kød og blod. Det kan han jo se og mærke hver aften, når han går i seng. Så står han der – helt nøgen i sit kæmpe marmorbadeværelse – og kan se, at han i spejlet ligner et rigtigt menneske. Han trykker måske på sig selv, ligesom for at mærke efter. Den er god nok, det er ham, og han føler sig som sig selv, og han er sgu da ikke arrogant. Han er da ikke noget usympatisk monster, tænker han måske. Måske kalder han lige på prinsesse Marie. ”Hey, Marie?” råber han ud mod soveværelset, hvor hun ligger og læser en god bog. ”Synes du jeg er arrogant?”
”Nej, Joachim,” siger hun så på fransk. ”Kom nu i seng i stedet for at stå der og kigge på dig selv igen.”
Og det er rigtigt, men hvad der også er rigtigt, er, at hans ‘jeg’ er et andet end ham selv, og det, vi andre ser, er noget andet, og her er han inde på det helt rigtige, når han siger ”… ikke, som I tror eller hører og i nogle tilfælde ønsker, jeg skal være”. Det er den dårlige nyhed for prins Joachim.
Den gode er, at han er født prins af Danmark, og hvis man ikke skulle være arrogant og snobbet som prins, hvem skulle så? Det er vel nærmest det eneste rigtige at være i hans position. Der er noget underligt dansk over at ville have en prins og et kongehus, man kun må tiltale ”De”, som har et helt særligt blod, bor i slotte og modtager 100 millioner kroner årligt i en direkte overførsel fra staten, og så samtidig kræve, at de skal være folkelige. De kongelige er præcis det modsatte. Hvis de ikke var det, var de ikke længere kongelige, og så havde vi ikke noget kongehus. Måske var det også nemmere, hvis det var sådan. Både for Joachim og for os almindelige dødelige, der ikke er født til noget som helst. /Lasse Lavrsen.