Folk i 2018

Christian Eriksen er essensen af Middelfart

Fra i dag og frem til nytår sætter Føljeton fokus på personer, der kommer til at præge 2018. I dag: Christian Eriksen, der sammen med resten af herrelandsholdet skal forsvare Danmark til VM i fodbold til sommer. Men for at forstå Christian Eriksen, skal man ikke tænke i fodbold, mål og platte slagsange i omklædningsrummet. Man skal forstå Middelfart. Amalie Schroll Munk portrætterer fodboldspilleren og deres fælles hjemby.

Soccer Football - Premier League - Tottenham Hotspur vs Brighton & Hove Albion - Wembley Stadium, London, Britain - December 13, 2017 Tottenham's Christian Eriksen Action Images via Reuters/Andrew Couldridge EDITORIAL USE ONLY.No use with unauthorized audio, video, data, fixture lists, club/league logos or "live" services. Online in-match use limited to 75 images, no video emulation.No use in betting, games or single club/league/player publications. Please contact your account representative for further details.

Der var engang, jeg ikke vidste, hvem Christian Eriksen var. Det er ikke særlig mærkeligt, for der var vel engang, hvor de færreste vidste, hvem han var. Alligevel kom det bag på mig den sommerdag for en god håndfuld år siden, hvor jeg sad på en plastikhavestol til en studenterfest, og en af drengene med et påtaget cool ansigtsudtryk lænede sig ind over bordet og hviskende spurgte: ”Har du set, hvem der sidder derhenne?”

Jeg var en teenager, der havde rimelig godt styr på, hvem byens øvrige unge var. Jeg var velbevandret på både Arto og i ungdomsskolen nede på Blindebomsvej, og det havde hjulpet mig på vej til at vide, hvem der regelmæssigt fingererede på hinanden i legehuset ovre på skolens legeplads; hvem der ikke en, men to gange ved en fejl havde drukket tis forklædt som Cult Shaker til et halbal; og hvem der hver weekend var oppe at slås nede på The Club (det hed stedet faktisk). Men jeg havde misset oplysningen om, at en af de unge i Middelfart var godt på vej til at blive et af verdens største fodboldtalenter.

I Middelfart rutter man ikke med selvpromoveringen. Man rutter i det hele taget ikke med noget som helst. Det er egentlig bedst at opføre sig stille og roligt uden at gøre noget væsen af sig, og det er lige nøjagtigt, hvad Christian Eriksen gjorde, og nok også temmelig sikkert derfor, jeg måtte melde pas den sommerdag i plastikhavestolen. Han er en årgang over mig, og vi har ikke gået på samme skole. Det eneste, jeg har haft at gøre med Lillebæltskolen, hvor Christian Eriksen gik, var, at jeg cyklede forbi den hver dag på vej til min egen skole. Alligevel tog jeg det som et slags socialt nederlag, at jeg ikke anede, hvem ham der fodboldspilleren var.

”Min ven kender ham i hvert fald”

I dag kender alle i Middelfart ham. Og de fleste kender ham ikke bare, de er også venner med ham, venner med hans forældre, har gået i børnehave med ham, til fodbold med ham eller været hans træner, og hvis ikke så har de i hvert fald mindst en ven, der er vildt gode venner med ham. Jeg er ikke bedre selv. Jeg er før blevet spurgt af venner og bekendte uden for Middelfart, om jeg ”så kender Christian Eriksen”. Jeg kunne aldrig drømme om at svare nej. Jeg har jo engang været til en studenterfest med ham.

Christian Eriksens succes er Middelfarts succes, for Christian Eriksen er Middelfart. Hans ydmyge og lavmælte facon uden for meget knald på er opskriften på en arketypisk middelfarter. Du skal helst ikke have for store armbevægelser eller for lidt jantelov, hvis du vil være barn af byen.

Da han som 16-årig rykkede fra OB og striverne u’ i Ådalen til Ajax Amsterdam, var han, som altid, fornuftig og beskeden. Han havde flirtet med store europæiske mastodontklubber, men besluttede sig for at gå med det sikre, ikke-udfarende valg, der passede til hans personlighed.

”Jeg synes, at Ajax er min klub. Den er stor, men ikke for stor, og så tror jeg, at Holland er et godt sted at starte,” udtalte han dengang til Fyens Stiftstidende.

Stor, men ikke for stor. Der er ikke meget Zlatan Ibrahimovic over den tankegang. Men Christian Eriksen har lært af sin fodboldtræner-far hjemme i Middelfart, at man ikke skal prale. Hvis du er god, og du lader fødderne tale, vil folk opdage det af sig selv.

En fornuftig bil med 60 heste

Fortællingen om Christian Eriksen og hans hjemstavn handler i virkeligheden om en Volkswagen Up. Den tyske mikrobil, der i flere år var Danmarks mest solgte bil. En prisvenlig kvalitetsbil med 60 beskedne heste, der kører langt på literen – 24,4 kilometer for at være præcis. En lille, fornuftig bil. Den indeholder en fodboldstjerne og en vestfynsk by med to broer.

Christian Eriksen har en lillesøster. Louise, der, udover selv at være en dygtig fodboldspiller, er 21 år og stadig bor hjemme i Middelfart. Hende har han foræret en bil. En Volkswagen Up, naturligvis.

”Christian passer meget på sine penge og smider ikke rundt med dem. Men vi snakker aldrig om penge. Det er ikke sådan, at vi får penge af ham. Vi får måske større gaver, end hvad almindelige mennesker får. Det er også det eneste. Det største, jeg har fået af ham, er min bil. Det er en lillebitte Up,” sagde lillesøsteren i et interview med BT i efteråret.

Hvis Christian Eriksens evner på en fodboldbane skulle beskrives med en bil, ville det nok gøres med en elegant Maserati eller en ophøjet Aston Martin. Men hans personlighed er en Up. Og det samme er hans hjemby. For her spiller man ikke med musklerne. Kom kørende ned gennem byen i en dyr sportsvogn, og du skal se byens gode borgere blive forargede. Så Christian Eriksen køber en Volkswagen Up til sin søster, selv om han tjener 670.000 om ugen. For folk fra Middelfart rutter ikke med noget som helst og da slet ikke med pengene.

Gensidig kærlighed

Christian Eriksen glemmer aldrig, hvor han kommer fra, og det gør andre heller ikke. Da landsholdets målmandstræner, fynboen Lars Høgh, blev interviewet af Berlingske for halvandet års tid siden, fortalte han, at han altid bare kalder Christian Eriksen for Fyn.

”Han hedder ikke andet for mig. Vi har det der ø-fællesskab, for Fyn er jo en dejlig ø, som vi står sammen om, selv om der så er nogle sjællændere og jyder, der har knaldet nogle broer op for at hægte sig på os,” sagde Lars Høgh dengang til avisen.

Men Lars Høgh tager fejl, for Christian Eriksen er ikke Fyn, han er Middelfart. Og omvendt. Det er smukt, hvordan de nære følelser mellem by og bysbarn er gengældt. Kærlighedsfortællingen er intakt, for der er ikke en part, der elsker den anden højere. I DR-dokumentaren Vi er Landsholdet besøger de Christian Eriksen i sit hjem, hvor han bor med sin kæreste Sabrina, der er frisør og kommer fra Odense. De bor i en luksuslejlighed i Londons velhaverkvarter, har et helt værelse kun til fodboldstøvler og spiser avocadosalat til aftensmad. Maden står Sabrina, eller ’chefen’ som Christian Eriksen kalder hende, for, og den mest centrale og sigende scene udspiller sig, mens parret sidder og spiser aftensmad.

”Hvis vi kunne bo i Danmark, hjemme i Odense, og cykle rundt på vores cykler, så ville jeg da hellere gøre det. Men det gør vi ikke,” siger Sabrina.

”Jeg vil hellere bo i Middelfart,” siger Christian Eriksen

”Det bliver vi aldrig enige om,” siger Sabrina.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12