Liberale drømmere er vågnet til virkeligheden

Den offentlige ydmygelse af Liberal Alliances leder Anders Samuelsen kan betragtes på to vidt forskellige måder: Enten kan man håne, spotte og latterliggøre ham på et personligt plan for at have solgt ud. Og derefter grine højlydt over, at han på arrogant og storskrydende vis fik lovet meget mere, end han endte med at kunne levere. Forløbet af tåkrummende.

Her i de seneste dage har Liberal Alliance åbenlyst og monumentalt tabt magtkampen om skattelettelser, og på næsten komisk vis har Anders Samuelsen kun kunnet presse statsminister Lars Løkke Rasmussen til at bekræfte, at Venstre stadig står bag regeringsgrundlaget, ja, vel som en slags ‘indrømmelse’ for at stemme for finansloven på fredag.

Måneders teatertorden er fuset ud som tomme rablerier. Anders Samuelsen har lidt et æreløst nederlag, der vil skade partiets troværdighed i årevis frem.

Isoleret ude på fløjen

Men man kan også betragte situationen på en anden måde – ved helt at ignorere personen Anders Samuelsen og i stedet kigge på, hvad der egentlig er kommet ud af anstrengelserne i praktisk, konkret politik. Som leder har Anders Samuelsen nemlig fået intet. Nada. Zip. Og hvor stiller det dansk politik?

Når man sætter parentes om den politisk set ligegyldige person Anders Samuelsen og hans håndgangne folk, hvor står dansk politik så? Det kaotiske drama i dansk politik forstærker det mønster, som har været under udkrystallisering gennem længere tid:

I fordelings-, skatte- og velfærdspolitikken udgør Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti en flertalsakse, som dele af Venstre og Konservative også læner sig op ad, og som dermed betyder, at de mindre yderfløjspartier som Enhedslisten og Liberal Alliance er efterladt med nogenlunde lige stor indflydelse, uanset regeringskonstellation. Derfor kommer der hverken topskattelettelser eller egentlige skattestigninger i Danmark så langt øjet rækker.

Samme mønster, blot en anelse parallelforskudt, i værdi- og udlændingepolitikken, hvor Venstre og Dansk Folkeparti udgør den flertalsakse, som store dele af Socialdemokratiet læner sig op ad, og som dermed betyder, at de mindre yderfløjspartier som Enhedslisten og Liberal Alliance ikke har nogen nævneværdig indflydelse. Derfor vil asylregler og integrationsmuligheder gradvist blive strammet yderligere, uanset regeringskonstellation.

I praktisk politik har det ikke gjort nogen nævneværdig forskel, at Liberal Alliance har siddet med i regeringen i lidt over et år. Mandaternes logik er sjovt nok ikke blevet påvirket af LA’ernes ministerposter. For Liberal Alliance har på intet tidspunkt haft større opbakning til deres krav om topskattelettelser, end f.eks. Enhedslisten har haft for deres ønske om højere beskatning af de rigeste.

Når Liberal Alliance alligevel har kunnet bruge måneder og år på at råbe op om topskattelettelser, skyldes det snarere to banale faktorer:

For det første har Liberal Alliance kun en parlamentarisk eksistensberettigelse, så længe de i det mindste foregiver at kræve noget andet og mere end Venstre. For det andet har statsminister Lars Løkke Rasmussen affundet sig med råberiet, så længe det ikke stod direkte i vejen for hans egne regeringsambitioner.

Mindre end ingenting

I går eftermiddags ramte Liberal Alliance en mur af virkelighed. Kravet om ”historisk store skattelettelser” har ikke på noget tidspunkt haft et muligt flertal bag sig i Folketinget, og nu stod kravet til – måske – at kunne koste Lars Løkke Rasmussen posten som statsminister. Derfor så Venstres formand ikke andre veje videre end at tvinge Liberal Alliance til at vågne op og erkende de faktiske forhold. Tålmodigheden med det liberale råberi var opbrugt.

Anders Samuelsen & co. blev i går efterladt med et valg mellem enten at træde ud af VLAK-regeringen eller at tage ydmygelsen på sig. I modsætning til Annette Vilhelmsen, der til de andre SF’eres kæmpe forbløffelse valgte at trække Socialistisk Folkeparti pludseligt ud af SRSF-regeringen i 2014, som kulmination på intern splid om bl.a. det delvise frasalg af Dong Energy til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, har Anders Samuelsen nu valgt at blive inde i ministerkontorerne.

Politisk er den offentlige ydmygelse af Liberal Alliance mindst lige så stor nu, som den mere indadvendte ydmygelse af SF var gennem 2013. Og selv om SF’s retræte bestemt ikke var hverken elegant eller ligefrem ærefuld, så var den dog funderet i en større grad af integritet, end hvad LA’erne lige nu formår at udvise. SF har haft svært ved at rejse sig efter først de mange nederlag inde i regeringen, bl.a. folkeskolereformen og -lockouten, og dernæst den måde, som deres exit blamerede folketingsgruppen. Men LA’erne står om muligt endnu værre.

Liberal Alliance ville have haft større indflydelse på dansk politik, hvis partiet aldrig var blevet stiftet. Den skattereform, som det trods alt tegner til, vil kunne blive vedtaget i foråret, vil nu blive langt mindre liberalistisk, end hvis Anders Samuelsen & co. blot havde været tavse fra begyndelsen. Intet har stået mere i vejen for en liberalistisk revolution i Danmark end netop Liberal Alliance.