Det bliver sgu så hektisk det hele her op til jul, synes du ikke? Der er så meget, der skal lukkes og ordnes, inden julefreden sænker sig. Det er, som om at netop julen, juledagene og nytårsaften er blevet til en helt fysisk streg i sandet, som bare ikke må overtrædes med gøremål og dagsordener, der hører 2017 til. Som om der vitterligt er et før og efter, og som om vi faktisk selv kan bestemme, hvad der skal slutte, og hvad der skal begynde.
Som om det ikke var nok med de gaver, julefrokoster, hygge og familietraumer, vi skal hives igennem, så skal vi også lige have afsluttet skatteaftaler og finanslovsforhandlinger. Der er skilsmisser, som skal eksekveres, affærer der skal afsluttes, cigaretter, der skal ryges for sidste gang, regnskaber, der skal gøres op, og i dag er der også et vigtigt møde i Dansk Boldspils Unions etiske råd – også kendt som Fodboldens Etiske Råd – for sådan et har man naturligvis også her.
Det er nu slet ikke så dumt, som det måske lyder, selv om dagens mest omtalte punkt på dagsorden nu nok lyder som noget for husaren. I ramme alvor skal rådets syv høje herrer inden jul tage stilling til, hvorvidt herrelandsholdet skal have lov at afslutte deres sejrssang med det umotiverede og overrumplende brøl: “STORE PATTER”. Det kommer lige efter den der med, “Hvem var det, der vandt i dag?”.
Man må forstå, at det er noget, de danske drenge spontant får lyst til at udbryde i en sejrsrus – altså som noget, der er rart og godt, og noget de er rigtig glade for – og selv om man kunne mene, det er bedre end at heile eller trække bukserne ned, er det alligevel faldet nogen for – ja, undskyld – brystet. Det kan vi sådan set godt forstå, men inden man nu når alt for langt ned i kommentarsporet på de sociale medier, så har vi en lille idé til en juletradition, som den gamle digter og anmelder Tom Kristensen introducerede for os i digtsamtlingen Fribytterdrømme fra 1920. Julelyset hedder digtet, og det kan godt tåle at blive bragt i sin helhed – så langt er det heller ikke, og det er til at forstå:
Jeg vil tænde et lys for min søn
og vil plante det her på mit bord.
Det skal stå i en klump af lidt blødt stearin
med en flamme, hypnotisk og stor.
Vi vil stirre os blinde i ild
og vil tænke os matte, min dreng.
Det er stirrende fest, vi vil holde, min gæst,
du, min søn, før du kommer i seng.
Der er farver i flammen, min søn.
Du kan skelne dem lag efter lag.
Du kan øjne en skygge af ophedet luft
omkring tanens forkullede vrag.
Du kan finde en toneaf blåt
som en blomsterbunds bærende skål
og en glorieglød, både gylden ogrød,
som er ilden, der længes mod bål.
Kan du læse i flammen, min søn.
Kan du stave og finde det ord,
som forsøger at brænde sig fast i din sjæl
når du ser på det lys på mit bord?
Det er noget om ild og om ånd.
Der er folk, der ved bedre besked.
Men i aften, min søn, vil jeg lære dig, søn,
hvor lidet din fader ved.
Kan du mærke det? Det er fint, ikke? Uanset om du har en søn eller ej, og uanset om du ønsker at dykke dybt ned i digtets syntaks og indre logikker, så er der noget gennemgribende fint ved de to tydeligste træk i digtet: 1) At sætte sig ned helt roligt og fortabe sig i detaljer og blive helt væk i et studie af flammen nogle minutter. Det er ret præcist en meditation, Tom Kristensen her introducerer, lang tid før den blev forbeholdt frustrede fraskilte i den kreative klasse. Og 2) erkende for din søn eller dem, der måske tror allermest på dig – måske dig selv, at du er på helt bar bund her i livet.
Det, synes vi, du skulle tage at gøre, inden du forhastet lukker dine juledeadlines og kaster dig ud i det frådende juleræs. Og det, synes vi, Fodboldens Etiske Råd skulle tage at gøre, inden de nedfælder en dom, som vi så pinedød skal til at debattere i Deadline, i Berlingskes klummer, i 24Syvs morgenflade og P3’s eftermiddagsflade, i Go’morgen Danmark, Go’aften Danmark, Go’nat Danmark og Go’dag mand økseskaft, der sendes hver dag fra 12 til 24 på Facebook. God jul. /Lasse Lavrsen