Kulden er igen kommet til Thy

Alle telte skal skiftes. I yderste hjørne af teltlejren står nu et splinternyt telt, lige fra fabrikken. Teltet er en smule større, og knap så arbejdskrævende for Beredskabsstyrelsens folk. Teltet er stadig holdt oppe af en form for luftpølser, men en tyndere af slagsen, og luften pumpes ind med højtrykspumper, som fylder luftpølserne automatisk op. Det betyder at Beredskabet forhåbentlig slipper for Sisyfosarbejdet med at skulle genopfylde luft, døgnet rundt. Og vigtigere: At der er mindre risiko for at teltene skvatter sammen.

Fornemmelsen af sokker

Imellem jul og nytår er der en virus på omgang, og mange beboere ligger syge med ondt i halsen. Dler plejer en ven i teltet, og henter kogt vand til ham i kaffeautomaten. En fyr sidder under rygernes halvtag, og ser sløj ud med døsige øjne, han er ramt. Jeg peger ned på hans fødder, hvor han har bare tæer i Crocs.

»Jo, jo, jeg har sokker«, svarer han lettere irriteret. Der er stadig folk der går i badesandaler her, selvom temperaturen nærmer sig frysepunktet. Da jeg spørger medarbejderen Ammar Mohamed Ali, hvorfor de går rundt uden strømper, svarer han, at de ikke kan lide at gå med sokker. Det er en kulturel ting.

»Jeg ville heller aldrig gå med sokker på før i tiden. Jeg var ligeglad med kulden, jeg kunne bare ikke lide fornemmelsen af sokker«, fortæller han. Senere ser jeg, at ham den syge har iført sig sko og strømper.

Ammar, som stammer fra Egypten, fortæller at asylansøgerne var vilde med den brune sovs, de fik juleaften. Jeg møder den unge dj Farshad fra Iran, som bekræfter det.

»Jeg elskede sovsen«, siger han uopfordret med et stort smil.

»Tak for den!« siger han, som var jeg en repræsentant for dansk sovs.

Jeg spørger ham, hvordan det går: »Nogle dage er bedre end andre. Jeg prøver at holde mig positiv.«

Jesus i skuret

Den energiske medarbejder Robert Senftleben sysler med at dekorere centrets vægge. Han har fundet billeder i genbrugsbutikker, og printet fotos fra nettet. Det er primært sort/hvide fotografier af folkeslag på flugt. Ammar kommer ind på kontoret, og Robert holder et billede op af en blind kvinde med hovedbeklædning. Ammar synes det er for dystert:

»Det skal udstråle mere glæde. Det er ikke en begravelse det her!«.

Under halvtaget, hvor rygerne kan søge ly, har Robert pyntet de trykimprægnerede trævægge med et falmet billede: Jesu som en julemand, på en stol i en blomsterhave, med en lille pige med halvtredserkjole og hårsløjfe på knæet. Ved fødderne leger en vandkæmmet dreng med et gammeldags modelfly, og ved siden af står en større pige i ankelsokker og kigger beundrende. Billedet virker komisk malplaceret. Robert har hængt det op fordi han synes det er sjovt, og han siger at »Jesus er altid i rygeskuret. Det er her vi står og får en smøg, og ordner verdenssituationen, som en slags Jesus«.

Iraneren Mehdi tager det alvorligt, og mener religiøse symboler er upassende her.

»Loven må stå øverst, ikke religionen. Ikke Jesus, ikke Mohammad, ikke Ibrahim«.

Han fortæller, at han har hørt, at Danmark engang var et højtstående demokrati, med gode menneskerettigheder og stor ytringsfrihed, men at det nu er blevet værre. Således kobler han et kitschet billede af Jesus som julemand, med det politiske billede af Danmark.

Afmatning

Generelt fornemmer man en afmatning i nødcentret. »Honeymoon is over”, som medarbejder Mai Manaa Kristensen siger.

Her bor cirka 380 asylansøgere, og siden starten af december, da centret første gang var fuldt beboet, er 138 flyttet ud til rigtige centre i landet. På familiegangen har der været flere udskiftninger, dé har første prioritet. Det betyder, at mange af de mænd, der bor i teltene og i gymnastiksalen, har været her i næsten to måneder.

Den første optimisme har lagt sig, og der er klager i krogene. Livet i lejren tærer: Fattigdommen, kulden, manglen på privatliv.

»Jeg føler mig ikke som en flygtning. Jeg føler mig som en krigsfange«, siger Mehdi.

Gymnastiksalen lugter vedvarende af sure sokker, der er stadig kun et sort gardin som dør, intet tag, og stadig kun tynde vægge af krydsfinér. Et heftigt hosteanfald i natten, kan stadig vække 100 mænd i køjesenge. Teltdugene smækker hårdt i vinden når det blæser, og mange mænd falder først i søvn langt ud på natten. På toilettet er der i dag ingen sæbe, og urinalerne løber over af pis. Flere trækker mig til side, og lufter deres frustrationer: Det er over kulden, det er over maden, som bliver ensformig, det er over manglen på penge og det er over personalet.

Politiet kigger forbi

Lige før jul er der et stort slagsmål i lejren. Det foregår omkring billardbordet i opholdrummet. På overvågningsbillederne ser man hvor hurtigt det tager fart. To mennesker skændes, og på 10 sekunder er 10 mænd oppe at slås med billardkøer og kugler. Det tager cirka to minutter, og bagefter kommer der tre ambulancer, men skaderne er ikke alvorlige, et par sting hist, en brækket næse her. Rygterne siger, at det var iranske kurdere, som sloges mod irakiske kurdere. Den ene gruppe anklagede den anden, for ikke at have grund til at flygte, for at være bekvemmelighedsflygtninge. De sloges, med andre ord, om retten til at være i Danmark. Pladsen er på flere måder trang.

En dag efter jul er politiet på besøg. Der har været tyverier blandt i asylansøgerne: »Det er kun naturligt, at der sker lidt tyverier…«, siger en af de rolige betjente.

»…Når så mange mennesker er samlet på ét sted. Du ved, der bliver også stjålet ting, når vores børn er på lejrskole«.

Kurderen Shahoo får stjålet sin telefon om natten imens han sover, og er ude af sig selv. Den er hans livslinje til kone og barn i Iran. Alle er enige om, at det er et dumt svin, der kan finde på at stjæle en telefon fra en anden, for alle her kender vigtigheden af mobilen. Værst er den mistænkeliggørelse der nu spreder sig som ringe i vandet.

Den ødelagte mand

Der er snak om at Dler skal male store blomster på væggene i gangen. I sidste uge fik han til opgave at male det nye kontor på familiegangen. Men ved en misforståelse malede han det helt pink og lilla, og måtte starte forfra med »knækket hvid«.

Til gengæld fik han lov at udfolde sig kunstnerisk på væggene. Med sort farve, har han malet en mand, på et iturevet papir. Manden rækker armene ud af sin tegning, og forsøger at tape papiret sammen igen.

»Det er en mand der prøver at reparere sig selv,« fortæller Dler.

»Som os,« siger han, og mener mændene i lejren.

Alligevel føler han sig ikke helt i samme båd som alle de andre. Han mener at mindst 25 procent ikke har en god grund til at være her.

»Jeg overhørte en ung mand tale i telefon med sin mor,« siger han forarget.

»Hej mor. Hvis det ikke er godt her, kommer jeg bare hjem igen. Hvad tror han det her er – en ferierejse?!«

Han mener, at der er mange unge mænd, som kun er her, fordi det er billigt at tage rejsen for tiden.

»Det er unge, uuddannede mænd. De har ingen forestilling om hvad frihed er. De tror de kan få penge uden at arbejde, gå på bar og få masser af fri sex, fordi her er kvinder uden tørklæde.«

Han er frustreret over, at de ødelægger det for resten af gruppen.

»Vi er de slemme mænd her. For hvis én mand er slem, tror I at alle vi mænd er slemme. Det er utrolig svært for de danske myndigheder at finde ud af hvem der lyver, og hvem der siger sandheden.«

Da jeg fortæller ham, at foreløbig 14 mænd har bedt om frivillig deportering, siger han: »De har et helt urealistisk billede af Europa. De rejser hjem igen på grund af forholdene her og teltene.«

Deport

Ugen efter møder jeg en af de mænd, som selv har bedt om deport. En sagsbehandling kan vare længe, men en deport effektueres hurtigt, og Udlændingestyrelsen betaler billetten. Ali er en 30 årig familiefar, med grånende hår og et vemodigt smil. I landsbyen i Iran har han sin kone, som er gravid i 5. måned, og sin 8 årige søn.

»Jeg kom her af økonomiske årsager. Jeg arbejder hårdt i Iran, kører store maskiner, men har ikke råd til en computer til min søn. Jeg kom hertil for en bedre fremtid.«

En iransk ven i jylland, havde fortalt ham at Danmark var godt. Han solgte alle sine ejendele for at få råd til rejsen, og havde regnet med familiesammenføring efter et halvt år. Men han fik hurtigt at vide, at det var umuligt. Så nu vil han hjem til sin gravide kone.

Han bliver stille, da jeg spørger om han savner sin kone og sit barn. Han viser billeder af et bjergrigt landskab, en ung, rund kone, og en køn, sorthåret knægt. Han har været væk fra dem i præcis 2 måneder og 20 dage, tallet sidder lige på tungen.

Han både glæder sig og frygter at vende hjem til Iran. Han er bange for at blive straffet for sin færd ud i verden. Han taler både om risiko for at blive hængt, og for store bøder. Men han glæder sig til at komme ud af teltlejren:

»Jeg har min værdighed, har aldrig tigget i mit liv. Men de giver os ikke nok penge, og jeg er tvunget til at bede om cigaretter fra andre mennesker. Det er ikke fordi jeg vil have noget gratis, jeg vil gerne arbejde for pengene.«

Da jeg spørger om han har noget at tilføje til slut, siger han højtideligt:

»Tak fordi du giver dig tid til at snakke med mig. At møde dette kultiverede land, at komme her – det er meget stort for mig. Jeg skal huske Jer for altid.«

Senere møder jeg ham med en billet i hånden. Han ser glad ud, og er på vej i teltet for at pakke. Allerede i morgen eller overmorgen sidder han i flyet til Iran.

Kampen om kulden

Forresten synes Ali, der er koldt i teltene. Han fortæller at han ryster under dynen. Mehdi, som ellers ikke har klaget sig før, siger at han må sove med hættetrøje på. Andre siger, at de holder varmen fint-fint. Det er måske ikke altid koldt i teltene, men fordi toiletter, bad og mad findes udenfor, er der en del trafik ud og ind. Desuden er der både forskel på teltenes placering, og på hvor man selv er placeret i dem.

»Fryser de i teltene?,« spørger alle, og det er et utrolig svært spørgsmål at besvare.

Der går lynhurtigt politik i det, selvom det i bund og grund handler om noget så banalt som kulde/varme. TV2 Nord lavede et indslag, hvor en reporter stak hovedet ind i et af teltene hos nogle iranere, og stillede det relevante spørgsmål: »Fryser I?«

Een svarede, at det gjorde han faktisk. Reporteren gik ind i teltet, og sagde så sin mening: Han mente det var varmt nok derinde, til at tage vinterfrakken af. Det var lige efter nytår, og jeg modtog en oprørt mail fra Mehdi, iranerne følte sig gjort til grin: »Journalisten gjorde nar af os, og oversatte som han ønskede.«

Indslaget virker harmløst synes jeg. Lidt skarpt vinklet, og måske kunne man have nuanceret billedet, ved at snakke med nogle flere. Men i kommentarfeltet ved indslaget, bliver tonen til gengæld grim. Der handler det om, at asylansøgerne er »velfærdshoppere«, som går rundt i t-shirts og bare tæer i kulden:

»Flygtningene« står i bare tæer og »fryser«, skriver een. Hvis jeg var presserådgiver for asylansøgerne, ville jeg anbefale dem at svare no comments på spørgsmål vedrørende kulde og varme. Nogle venligboere er også på banen på facebook:

»Tænk at der kommer en hel historie ud af at een beboer fryser. Ikke at der er nogen som skal fryse. Men at een fryser. De beboere jeg har talt med, fryser ikke.«

Selvom det er utilsigtet, virker det som om beboerne ikke må fortælle at de fryser.

Det efterlader asylansøgerne med to roller at spille: Som den utaknemmelige, klagende type, eller som den ydmyge, taknemmelige type. De hvide telte og de flygtninge der bebor dem, har svært ved at slippe ud af rollen som symboler og brikker i et politisk spil. Op til jul bliver jeg kontaktet af en kollega, som skal bruge kontaktinformation til centret. Han vil holde juleaften i lejren:»Måske venter jeg til senere i julen. Lidt sne og rusk ville hjælpe,« skriver han, og afslutter med en glad smiley.