Nyhedsanalysen

Alt vi vil have til jul er 'youuuuuuhoo'

Det er jul, og dertil hører julens popmelodier. Én rangerer dog højere end nogen af de andre, og nej, det er ikke ‘Last Christmas’.

Føljeton kommer ikke tættere på julen i denne omgang, så hvad ville være mere oplagt end at tage fat i et par af julens mest populære sange? Vi kunne måske kalde det julens tre vigtigste sange på hver deres måde og se, hvordan det ville gå, hvis man turde stille sig sådan frem og fremhæve nogle frem for så ufatteligt mange andre gennem 100 års traditioner og historie.

Men lad os prøve, og lad os starte med vores favoritsalme: Et barn er født i Betlehem. Første gang oversat til dansk i 1556 af Hans Tausen, men den, vi plejer at synge ved juletid, er Grundtvigs udgave, der kun er 200 år gammel. Den oprindelige (latinske) version rækker langt tilbage før reformationen og tematiserer for så vidt det samme som en lang række af julens bedste salmer: ‘En rose så jeg skyde’ og ‘Det kimer nu til julefest’. Alligevel tør vi godt sige, at den kan noget helt, helt særligt. Vigtigst af alt, kan alle synge den – om du er 2 eller 102. Den er let at huske med sine korte strofer, og kan man heller ikke lige huske dem, kan man altid skråle med på Halleluja. Og er man ikke mere kristen end det gør noget, så kan de fleste mennesker også være med til det fine og grundlæggende julebudskab, som sangen kommer så elegant igennem med med sine mange modsætninger :

En fattig jomfru sad i løn
Og fødte himlens kongesøn

Der står det hele jo: Den fattige jomfru i den mest håbløse (og biologisk mærkværdige) situation, man kan forstille sig, sidder og skal føde den største konge af dem alle. Under de usleste kår. En konge i en stald – vi er alle sammen lige på denne her klode. De synes vi altså er så godt lavet.

Nå, men salmerne er fine og tager grådigt for sig af julens velkendte budskaber og klichéerne, men nok næppe så grådigt som de julepophits, der er dukket op år for år siden engang i 50’erne, og lad os tage en af dem. Ja, lad os tage den allermest populære af dem alle sammen gennem tiderne.

Det er muligt, at der findes hadeklubber og kontorkonkurrencer for Whams udødelige julesjæler ‘Last Christmas‘, men i popularitet kan den ikke måle sig med Mariah Carey’s mere upbeatede julehit ‘All I Want for Christmas Is You’. Faktisk har den i år overgået sig selv og slået adskillige rekorder for julesange – og singler i det hele taget.

Kun overgået af Beatles

Det er 23 år siden, nummeret kom i julehandlen. Hvert eneste år er den blevet spillet mere og mere, og i denne uge sprængte den alle rammer for tidligere julehits og kom ind på den amerikanske Billboards toptiliste over ugens mest solgte/streamede singler. Den er streamet 210 millioner gange, så det må have været svært for dig at undgå hittet i radioer og storcentrenes musakkanaler. Mariah selv har ikke været så højt på listen siden 2009 med nummeret Obsessed, men hun er trods alt en af tidens mest succesfulde kunstnere på Billboard med 28 numre i topti, hvilket tangerer legender som The Beatles og Michael Jackson. I alt har hun haft 18 numre, der har ligget nummer ét – kun overgået af The Beatles.

Man må antage, at Mariah Carey har fået, hvad der tilkom hende for afspilningerne, men det har ikke forhindret hende i at kapitalisere yderligere på sit julebrand. Hun har lavet julefilm, julekoncerter, flere julealbums og optræder også i en animeret udgave af sig selv i en special-udgave af musikvideoen, der er en lille kortfilm. Særligt i USA er hun mere end nogen anden kunster blevet personificeringen af jul.

Hun har selv skrevet melodien, og ifølge hende selv, tog det ikke mere end 15 minutter. For de musikkyndige er det i G-dur, og teksten, der er skrevet af Walter Afanasieff, leger ret enkelt med et barns uskyldige ønsker til julemanden. På den måde kan den minde om en anden amerikansk juleklassiker, ‘Santa Baby’, der dog er en anelse mere fræk og derfor måske også knap så folkelig. Hvor jeg-fortælleren (en kvinde) i ‘Santa Baby’ kælent kalder på julemanden og forsøger at overtale ham til at kravle ned til hende og glemme, at hun måske har kysset lige lovlig mange fyre, så hun kan få alle mulige gaver, er Mariah Carey meget mere bly og ligefrem i sit monogame budskab om, at det eneste hun ønsker er ”youuuuuuuuuu”. Tilsæt et fint julekor og lidt bjælder – og bum, så har du allertiders største julehit….

Hvis du vil det

Popmusik er dejligt at danse til, men det sker, at de rammer salmernes niveau i formidlingen af julens sande budskaber. Jo, det gør. Ingen hverken før eller siden i pop-historien har ramt den så rent som John Lennon og hans forhadte kone gjorde tilbage i 1972 med ‘Happy Xmas (War is over)’.  For i sin banalitet er den så smuk og åbenlys sand, at man skal være lavet af sten for ikke at blive en lille smule pacifist i de godt fire minutter, nummeret varer.

War is over, if you want it

Det er jo sandt. ”Love is the answer, you know that for sure”. Det virker så dumt ikke at tænke eller gøre andet. Det lyder enkelt, men parret ved også, at de ikke er alene i verden og erkender deres egen utilstrækkelighed:

And so this is Christmas/ And what have we done?

Der spørges retorisk, mens der ængsteligt håbes på mindre ængstelige tider med det næste års skrøbelige profeti:

Let’s hope it’s a good one/ Without any fear

Det er stærke sager, og det er i øvrigt gangbart i alle kulturer og religioner – også for dem, der slet ingen har. Det bliver sgu vores budskab herfra igen i år. Peace. /Lasse Lavrsen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12