12 minutters stilhed

Måske er det Donald Trumps narcissistiske personlighedsforstyrrelse, som gør det svært at lade være med at se, hvad han nu har fundet på. Man tror hele tiden, at det er løgn. Det er ligesom et trafikuheld: man ved, at det er konduite at lade ambulancefolkene gøre deres arbejde i fred, men man kan ikke lade være med at glo. Gennem det meste af december har vi her på Føljeton haft det på samme måde med Liberal Alliances politiske leder Anders Samuelsen, og selv om vi egentlig er der, hvor vi mest af alt har lyst til at skrive om julen og julens sæder og skikke og linke til ‘Last Christmas’ med Wham, føler vi en umanerlig trang til at beskæftige os med Samuelsen igen i dag. Sorry!

Den politiske analyses svar på Mario Brothers – Hans Mortensen og Arne Hardis – har nemlig en tekst i dagens udgave af Weekendavisen, som ikke er til at komme udenom. De har talt med flere ”fremtrædende medlemmer” af partiet (vel at mærke anonyme topfolk), som gerne så Samuelsen hen – om ikke hvor peberet gror, så bare et sted, hvor hans ”talent som politisk selvskader” ikke trækker andre eller partiet med i faldet. Det er folk, der ”uden for citat udtrykker dyb længsel efter, at man fik en anden partileder”, som Hardis og Mortensen formulerer det. Det, der endegyldigt har fået dem helt ud på den kant, er forløbet omkring VLAK-regeringens sejtrækkerforhandlinger om finansloven med støttepartiet Dansk Folkeparti, hvor ikke bare Dansk Folkeparti forsøgte at vride armen om på regeringen med udlændingestramninger, men også Liberal Alliance selv – i form af deres krav om massive skattelettelser, som de tillige påstod på flere sociale medier, at der var gensidig enighed forhandlingsparterne imellem. Kravene blev som bekendt ikke indfriet, for alternativet var, at regeringen måtte kaste håndklædet i ringen. I stedet måtte Anders Samuelsen afholde et tåkrummende pressemøde, hvor han godt nok med en vis selvindsigt kaldte regeringsforhandlingerne for et ”uværdigt debatcirkus”, men også lige fik nævnt, at pilen ikke kun pegede på ham selv: ”Det cirkus har mange fædre – ikke kun én.”

Som Føljetons Lars Trier Mogensen skrev i en analyse forleden, så er ydmygelsen af regeringspartiet Liberal Alliance mindst lige så stor som ydmygelsen af regeringspartiet SF i 2013, men sidstnævntes var dog funderet i en større grad af integritet end det, LA’erne har har opvist.

Der er flere godter i Weekendavisens artikel, men den ligger bag en betalingsring, så vi må nøjes med at genfortælle: I sidste uge forsøgte regeringstoppen så at få et overblik over, om de stod i lort til anklerne eller knæene (vores formulering, red.). Og flere kilder bekræfter over for Weekendavisen, at der fandt en begivenhed sted, som bagefter fik det uformelle navn ’12 minutters-mødet’. Da vi først læste om det her til morgen, troede vi, at navnet gik på, at det havde taget 12 minutter for regeringspartiernes ledende gruppemedlemmer at finde en løsning. Men nej – de 12 minutter udgjorde simpelthen det tidsrum, hvor ingen af de her mennesker sagde et ord. Herefter skal regeringschef Lars Løkke Rasmussen have rejst sig og forladt lokalet med ordene, at så var det jo der, man stod.

I dag tredjebehandler Folketinget finansloven. Regeringen nåede at blive færdige med den med nød og næppe. Men det så dumt ud. /Oliver Stilling