Sara Omar har styrke som en såret superhelt

Sara Omar har store, kloge og sårede øjne. Når hun taler, bevæger hun sig med sikre skridt og hænderne samlet på ryggen. Hun har mere format end de fleste; insisterer på at hilse med et håndtryk og fastholder myndigt sin ret til at tale ud. Når hun bliver stillet et spørgsmål, er det, som om hun observerer sine egne tanker; kigger på dem og udvælger en, som hun sender ud i verden i et højstemt, poetisk sprog.

”Jeg har sagt alt det, en kvinde ikke har lov til at sige,” siger hun til Abdel Aziz Mahmoud i DR-programmet Adgang med Abdel. ”Jeg er trådt ud af køkkenet. Jeg er ikke en fødemaskine. Jeg er en kvinde med ord. Jeg er en kvinde med tanker. Jeg er et frit tænkende menneske. Det er noget, jeg selv har kæmpet for.”

Sara Omar er 31 år, dansk-kurdisk og statskundskabsstuderende. Siden hun som 15-årig måtte flygte på grund af krig og fik familiesammenføring, har hun boet i Danmark. Hun sidder i bestyrelsen i flere muslimske kvindeorganisationer både i Danmark og i udlandet, som hun af sikkerhedsmæssige årsager ikke vil nævne navnene på. Og så er hun forfatter til romanen Dødevaskeren, som udkom i begyndelsen af december i år, og som har ryddet forsider med sin hårdtslående kritik af islam og det ledsagende krav om en reformation af religionen.

Hun ligner en superhelt, når hun taler og går, smuk og stålsat. Håret er langt og mørkt med undtagelse af et par helt lyse striber ved skilningen – hendes visuelle kendemærke, som i en verden, hvor piger og kvinder lever længst som usynlige, kan gøre udsatheden større.

Født til skyld og skam

Sådan er det i det samfund i Zamwa i Kurdistan i 1980’erne, som Omar beskriver i Dødevaskeren. Her bliver den lille pige Frmesk – som udover fødestedet og fødselsåret 1986, også deler den hvide plet i håret med sin forfatter – født med ”mærkaterne skyld og skam præget ind i huden,” som der står i bogen, fordi hun er en pige. I romanens religiøse samfund kan det lyse pigmentfrie mærke enten tolkes som ”et tegn fra Allah eller en forbandelse”, og når man har to X-kromosomer, er sandsynligheden for det sidste størst. Da Frmesk bliver ældre, farver bedstemoren af hensyn til barnets sikkerhed den lyse plet mørk.

Frmesks mor frygter, at hendes far vil begrave hende levende på grund af hendes køn, hvorfor den lille pige ender med at vokse op hos sin fritænkende og islamkritiske bedstefar og sin renhjertede, muslimske bedstemor. Bedstemoderen lever et hemmeligt liv som dødevasker, hvor hun gør kvinder, som er blevet lemlæstet og myrdet for at opretholde en eller anden mands ære, til mennesker igen, før de sendes ind i døden.

Og det er tilsyneladende i en lignende kombination af kritisk tænkning og omsorg for uretfærdigt krænkede, at Sara Omar har hentet sin styrke. Hun afviser ellers konsekvent at redegøre for de konkrete sammenhænge og sammenfald mellem hende selv og romanens hændelser, selvom hun gør det klart, at det både er hendes egen og utallige andre muslimske piger og kvinders fortælling. Bogen er da også dedikeret: ”Til Frmesk. Pigen, der i mange år har levet som fange i mit hjerte,” står der.

Frmesk betyder ‘tårer’.

Koranen som voldsmanual

Sara Omar skildrer i sin roman med stor troværdighed, hvordan religion og jomfruelighedskrav bliver brugt til at undertrykke, mishandle og i yderste konsekvens brutalt myrde piger og kvinder. Hun viser bestialsk vold som en del af hverdagen i firsernes irakiske Kurdistan og social kontrol som et vilkår for muslimske kvinder i dagens Danmark.

”Jeg har levet et liv, hvor jeg har set rigtig mange lig fra rigtig mange kvinder. Uskyldige kvinder. Mine øjne har set rigtig meget. Jeg har levet i et samfund, hvor ære er mere værd end dit eget kød og blod,” fortæller hun Abdel, mens de passerer Glyptotekets changerende marmorsøjler. ”Jeg har levet i et samfund, hvor det at lemlæste var i orden for at genvinde sin ære.”

”Undertrykkelse og psykisk, fysisk og seksuel vold mod kvinder og børn er et stort problem både i muslimske miljøer i Danmark og ude i verden. Incest er et problem, og det er det allermest tabubelagte, og derfor det, der bliver talt allermindst om,” siger hun til Politiken d. 30. november. Hun har mødt kritik for at generalisere, at skære alle muslimer over en kam, men det er ikke hendes ærinde. ”Jeg sviner ikke islam til, jeg er jo selv muslim,” fortæller hun Abdel, og i samme udsendelse:

”Koranen har ligesom alle andre skrifter en lys side og en mørk side. Det er den mørke side, jeg tager udgangspunkt i, for det er den, der er blevet implementeret i vores opdragelse, institutioner, hverdag og væremåde.” Hun har ingen intention om at nedlægge, tilintetgøre eller udslette islam som religion, men derimod om at rive den ud af hænderne på ”de mænd, som har en meget konservativ tankegang, og som lever i deres egen lille boble” – de mænd, som bruger koranen som en voldsmanual.

Samtidig er hun ikke interesseret i at blive spændt for højrefløjens vogn. Som hun siger til Politiken: ”DF vil jo godt italesætte min sag. Men det er ikke for at hjælpe mig. Det er for at smide mig ud af landet. DF vil lære mig at spise frikadeller i stedet for at lære mig om mine rettigheder som menneske og kvinde i et frigjort land. DF vil gøre mig dansk, hvad det så end betyder, men DF vil ikke gøre mig til et menneske.”

Dramatisk tydelighed

Sara Omar var ligesom romanens voksne Frmesk, som ligger indlagt på Skejby Sygehus, under politibeskyttelse, før romanen blev antaget af Politikens Forlag. I DR-programmet spørger Abdel ind til beskyttelsen, tydeligvis for at få Omar til sige noget mere konkret om konsekvenserne for hendes liv. Sara Omar virker et øjeblik usikker, hun kigger rundt i Glyptotekets lokaler, inden hun kigger op med genvundet fatning.

”Det er prisen for at være en fri kvinde,” siger hun og bliver i det abstrakte. ”Det er prisen for at være et frit tænkende væsen i et demokratisk land.” Konsonanterne udtales med dramatisk tydelighed. Hendes øjne er våde.

Man kan godt blive intimideret og få lyst til at afvise hende som utroværdig på grund af hendes intense, højdramatiske fremtoning og storslåede formuleringer. Men efter at have læst hendes bog, som i øvrigt er præget af den samme sproglige storslåethed, er der grund til at tro, at Omar undgår de konkrete fortællinger for at passe på sig selv. Af sikkerhedsmæssige eller følelsesmæssige hensyn. Måske begge dele.

”Jeg begyndte at skrive min bog efter flere selvmordsforsøg, men i dag er jeg glad for, at det aldrig lykkedes. Derfor jeg siger også, at mit forfatterskab, det er ikke en drøm, det er et kald,” fortæller hun blandt Glyptotekets marmormennesker.

”En roman er et evighedsværk. Og jeg tror på styrken, den kan give. Jeg gør det med livet som indsats.” Sans for dramatik er ikke noget, man fødes med. Det er noget, man får, når omstændigheder har gjort det nødvendigt.

Forsidefoto: Henriette Mørk