“Vi ser sporene efter millioner af mennesker, som ikke selv vælger at rejse, men som er fordrevet fra deres eget land, og som tvinges til at efterlade dem, de holder af"

Det at hjælpe andre mennesker i nød er noget af selve det, der gør os til mennesker. Det er noget af det fineste og stærkeste, der findes, når et menneske hjælper et andet uden at ville have noget igen, eller når én nation hjælper en anden med asyl til fordrevne, økonomisk bistand eller beredskab.

Måske er det derfor, at asyl- og flygtningepolitik er noget af det mest brutale og ubehagelige, vi har. Fordi vi godt ved det, og fordi asylpolitik i en verden, der er så skæv og sine steder næsten umenneskelig, desværre handler mere om at afvise at hjælpe end om at give den – i hvert fald er det det, debatten handler om.

I 2015 rejste de danske udlændingemyndigheder til Somalia for at undersøge forholdene i det plagede afrikanske land med henblik på at kunne sende somaliske flygtninge i Danmark hjem. Rejsen mundede ud i en rapport om sikkerhedssituationen i landets hovedstad, Mogadishu, og med den i hånden har de danske myndigheder i hemmelighed eskorteret mindst ti herboende somaliere hjem til Mogadishu. Det er Dagbladet Politiken, der har gravet den historie frem.

Men sikkerhedsrapporten fra Mogasihu viser, at Udlændingestyrelsens folk kun opholdt sig i landet en enkelt dag. Og de kom aldrig uden for lufthavnsområdet i Mogadishu. Af sikkerhedsmæssige årsager blev delegationen rådet til kun at besøge Mogadishu en dag og begrænse opholdet til Mogadishu International Airports område, står der i rapporten. Med andre ord er det for farligt at opholde sig i byen.

Siden rapporten er blevet lavet, er situationen i landet kun blevet værre, siger Dansk Flygtningehjælp og flere danske eksperter til Politiken, ligesom heller ikke UNHCR, FN’s flygtningeorgan, vurderer, at den sikkerhedsmæssige situation er ”fundamentalt forbedret”:

”Situationen er stadig meget omskiftelig, og vold og konflikter rammer fortsat civile i alvorlig grad. Der rapporteres om drab, overgreb, udbredt kønsbaseret vold, og der er meldinger om tvangsrekruttering af børn,” skriver organisationen. Inger Støjberg vil ikke kommentere sagen direkte, men understreger blot, at hun har tillid til embedsværket.

Vores statsborgerskab gives af Gud

Det er sådan en nyhed, man kan stå op til midt i denne kristne højtid og modsat, hvad man måske kunne tro, virker det, som om kristendommen har noget at sige i denne sag. Måske er kirken blevet mere politisk de senere år, eller måske er politik blevet mere kirkelig. Det er svært præcist at sige, hvad der er sket, men det synes at være tydeligt, at der er sket noget. Ja, vi ved godt, at det hvert år op til jul pludselig kommer på mode at interviewe kendis-præster og tale om inderlighed, stress og kærlighed, men det er nu mere end det. Tag nu midnatsmessen fra Rom til eksempel, hvor den mere eller mindre progressive Pave Frans opfordrede verdens 1,2 milliarder katolikker til ikke at ignorere flygtningekrisen.

Med en fin analogi fortalte han den bibelske historie om, hvordan Maria og Josef måtte rejse fra Nazareth til Betlehem for at lade sig registrere ved en folkeoptælling, som kejser Augustus havde befalet – vi kender den, men herfra tog det fart:

”Så mange andre fodspor er gemt i Josef og Marias fodspor. Vi ser sporene efter hele familier, som er tvunget til at rejse,” fortsatte paven.

”Vi ser sporene efter millioner af mennesker, som ikke selv vælger at rejse, men som er fordrevet fra deres eget land, og som tvinges til at efterlade dem, de holder af. Selv de hyrder, der ifølge biblen var de første til at se Jesus-barnet, var tvunget til at leve på kanten af samfundet og blev opfattet som beskidte, ildelugtende udlændinge. Alt ved dem vakte mistro. De var mænd og kvinder, som skulle holdes på afstand, og som folk frygtede.”

Pave Frans opfordrede til ”en ny social fantasi, hvor ingen nogensinde skal føle, at der ikke er plads til dem på denne jord” for til sidst at slå det fast, at ”vores bevis på statsborgerskab kommer fra Gud. Det gør respekt for migranter til en integreret del af kristendommen.”

Asylpolitik og kristendom har aldrig tidligere haft så meget med hinanden at gøre, selvom der har været skiftende præster i Folketinget, der har forsøgt at binde den tråd. /Lasse Lavrsen