Emmanuel Macrons svære år

Et af Emmanuel Macrons største valgløfter under valgkampen i begyndelsen af året var, at han ville reformere det ufleksible franske arbejdsmarked. Efter politisk tovtrækkeri og omfattende demonstrationer underskrev han i september fem dekreter, som gjorde hans arbejdsmarkedsreformer til lov.

I 2018 ventes turen at komme til den franske forfatning. 20. december mødtes præsident Macron og hans premierminister Edouard Philippe med præsidenterne for det franske parlaments to kamre, Assemblée Nationale og le Sénat for at indlede snakken om reformerne, og de første bud på, hvad der skal ske med forfatningen, ventes at blive præsenteres sidst i januar.

Allerede i sommers løftede Macron sløret for nogle af sine planer. Han vil reducere antallet af parlamentsmedlemmer med en tredjedel, ligesom han vil begrænse antallet af gange, de kan blive genvalgt. Nationalforsamlingen tæller i dag 577 medlemmer, som vælges direkte for fem år ad gangen. I Senatet er der 348 medlemmer, som vælges for seks år ad gangen af valgkollegier, der består af repræsentanter for landets amter og kommuner. En tredjedel af medlemmerne skiftes dog ud hver tredje år. Macron vil også reformere valgsystemet, så valget til Nationalforsamlingen bliver mere proportionalt og mindre gavnligt for karrierepolitikere.

Det er ikke helt ukendt land for de franske vælgere, at nogen ønsker at tage livtag med forfatningen; under valgkampen var præsidentkandidaterne fra både den yderste venstrefløj og den yderste højrefløj stærkt kritiske over valgsystemet. Og med god grund – set fra deres synsvinkel. Det nuværende to-rundesystem er lavet for at forhindre partier med ekstremistiske holdninger i at komme ind i Nationalforsamlingen. Kandidater fra Marine le Pens højreekstremistiske parti Front National klarer sig som regel godt i første runde, men bliver sorteret fra i anden runde. Ifølge iagttagere af fransk politik kan en reform af valgsystemet betyde, at Nationalforsamlingen får en mere spraglet sammensætning med flere partier med ekstreme holdninger. Til gengæld bliver det sværere for de partier at bevare deres anti-establishment-status, fordi de så skal tage del i det lovgivende arbejde.

For at lave ændringer i den franske forfatning skal Macron have støtte fra tre femtedele af parlamentets medlemmer – både i Senatet og i Nationalforsamlingen. Hans parti, La République En Marche!, sidder på 310 ud af de 577 pladser i Nationalforsamlingen, men er i stort mindretal i Senatet (21 ud af 348 pladser). En anden mulighed for præsidenten er at afholde en folkeafstemning, men hvem har lyst til det i disse tider? Det bliver noget af en balanceakt. Hvis Macron satser for hårdt på at få sine reformer gennemført, og parlamentet afviser dem, kan nederlaget komme til at præge resten af hans præsidentperiode, og han vil muligvis fremstå svagere i en europæisk sammenhæng.

+ Fik du læst Andreas Terps store portræt af Emmanuel Macron, som Føljeton bragte umiddelbart inden præsidentvalget i år? Læs det og bliv klogere på manden.