Mays lov

Af uvisse årsager har folkeskolen i årevis svigtet det naturvidenskabelige pensum. I landets skoler lærer man om Newtons første lov, om Pythagoras’ læresætning og om tyngdekraftens principper. Men man lærer ikke den naturlov, som er allervigtigst. Den naturlov, der kommer til at definere ethvert liv i langt højere grad, end tyngdekraften nogensinde kommer til. Der er selvfølgelig tale om Murphys lov. Præcis, hvor denne lov kommer fra, er ikke helt klart, men det siges, at lovens grundlæggende princip skulle være blevet spruttet ud af munden på Edward A. Murphy, da han på en flybase i 1940’erne forsøgte at teste menneskets tolerance over for g-kræfter. Efter at have foretaget flere forsøg viste det sig, at Murphys måleinstrumenter ikke havde målt noget som helst, hvilket fik ham til at udbryde lovens berømte hovedtese: ”Alt, hvad der kan gå galt, vil gå galt.”

Da den britiske premierminister, Theresa May, tidligere på året holdt tale på de konservatives partikongres, nævnte hun ikke Murphys lov med et eneste ord. Alligevel var den allestedsnærværende. Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt. Den nye britiske jernlady kunne næsten ikke komme igennem sin tale, der skulle udpensle hendes vision for den nye ”britiske drøm”. I stedet druknede hendes sætninger i utallige hosteanfald, ligesom en komiker fik kæmpet sig op på scenen for at overrække Theresa May en fyreseddel. Og med en symbolik af næsten bibelske proportioner faldt bogstaverne fra det ophængte slogan bag May med ordene ”building a country that works for everyone” ned et efter et, mens May prøvede at tale videre.

Alt, hvad der kunne gå galt, er gået galt for May i 2017. Talen på partikongressen var ikke bare en enestående ond drøm, men er i stedet et symbol på et år, som den britiske statsleder sandsynligvis godt kunne have været foruden. Det startede så lovende, men så gik det alligevel galt. Faktisk er Mays tid som premierminister gået fuldstændig, som Murphy ville have forudset. Hans lov består nemlig ikke kun af hovedtesen om, at alt vil gå galt. Havde May indført loven på skoleskemaet, ville hun måske have opdaget den lange række af pessimistiske principper, som Murphy formulerede. Principper, som har ramt May en efter en.

”Ingenting er så let, som det ser ud til.”

Theresa May har altid været en ambitiøs kvinde. Folk tæt på hende fortæller, hvordan hun tidligt i sin karriere proklamerede, at hun havde planer om at indtage den næsthøjeste post i det britiske imperium, kun overgået af dronningen. Hendes plan var at blive Storbritanniens første kvindelige premierminister, men da Magaret Thatcher greb magten i 80’erne, blev det i stedet hendes mål at overtage arven efter den notoriske jernlady.

Ligesom Thatcher fik May sin uddannelse på det prestigefyldte britiske universitet Oxford, og selvom hendes uddannelse inden for geografi ikke umiddelbart peger i retning af politik, blev det hurtigt det, der fyldte for den i dag 61-årige kvinde. Det startede med en post i byrådet i London-kommunen Merdon, hvor hun sad, mens hun ved siden af arbejdede i bankvæsenet. I 1992 og 1994 forsøgte hun forgæves at blive valgt til det britiske underhus, men hun måtte vente helt til 1997, inden hun kunne træde ind i parlamentet og dermed på den store politiske scene. Her gjorde hun sig hurtigt bemærket. Først med forskellige ledende positioner i oppositionen og siden som en af landets længst siddende indenrigsministre under premierminister David Cameron.

Fra sit indenrigsministerium kunne May gennem 2010’erne se de nye strømme, der gik igennem britisk politik. Det populistiske parti UKIP med den karismatiske Nigel Farage i spidsen fik held med deres EU-kritiske opråb og langsomt, men sikkert vendte den britiske befolkning sig mod det europæiske samarbejde. Kritikken blev til sidst så slem, at Mays chef David Cameron udskrev en folkeafstemning, hvor han bad folket om opbakning til sin europæiske kurs. Det fik han ikke. Briterne stemte sig ud af EU, Brexit blev en realitet og en ydmyget David Cameron måtte d. 24. juni 2016 træde tilbage som regeringsleder.

Og så var den der lige pludselig. Lige foran May. Den magt, hun havde ønsket, siden hun som ung sad i byrådet i Merton. Det var bare at gribe ud efter den – og det gjorde hun. Med lovning om at være en samlende figur, der kunne få Storbritannien gennem den europæiske skilsmisse på landets egne præmisser, vandt May hurtigt opbakning i sit parti og en efter en trak hendes udfordrere sig. Theresa May blev den nye britiske jernlady.

Hun fik det, hun ønskede sig allermest, og det gik strygende. Hendes udmeldinger om en hård kurs over for EU og en god konservativ indenrigspolitik fik hendes popularitet i meningsmålingerne til at stige. Selvom hun ved sin indsættelse havde afslået at udskrive valg før tid, blev fristelsen for stor for hende. Meningsmålingerne var så gode, at det var dumt at lade være. Det tegnede til, at hun med et valg ville kunne cementere sin styrke i parlamentet yderligere og dermed i endnu højere grad få mandat til at føre sin Brexit-kurs igennem. Men ingenting er så let, som det ser ud til.

”Hvis der er et tidspunkt, hvor det vil være specielt dumt, at noget går galt – så vil det ske på det tidspunkt.”

3 uger, inden briterne skulle til stemmeurnerne, stod Mays konservative parti til at få 414 af parlamentets 650 sæder. Dermed så det ud til, at de konservative kunne sikre sig en massiv fremgang og et absolut flertal, så May ville kunne regere uden at skulle spørge små uregerlige partier til råds først.

Det var næsten for nemt. Mays største udfordrer, lederen af det socialdemokratiske labourparti Jeremy Corbyn, var en gammel kommunisttype, som selv dele af det socialdemokratiske parti havde svært ved at sluge – han var simpelthen for rød. May skulle bare sætte automatpiloten til. Hvis hun bare kunne undgå, at noget gik galt de næste tre uger, ville magten være hendes. Nu ville være det værste tidspunkt, at noget gik galt. Men Murphy har lært os, at hvis der er et tidspunkt, hvor det vil være specielt dumt, at noget går galt, så vil det ske på det tidspunkt.

Efter valgdagen 8. juni 2017 havde May tabt 12 sæder i parlamentet. Hun troede, hun ville vinde i omegnen af 100 flere, end hun havde i forvejen. Med sine 317 sæder i parlamentet forblev de konservative landets største parti, men de havde tabt deres majoritet. De ville blive nødt til at indgå i et regeringssamarbejde med det nordirske højrefløjsparti DUP.

Årsagerne til nederlaget var mange. En for selvsikker Theresa May, et upopulært partiprogram fuld af nedskæringer og en socialistisk Jeremy Corbyn, der pludselig vågnede op til dåd.

Tilbage stod Theresa May ydmyget. Og det skulle kun blive den første af mange ydmygelser, den britiske premiereminister løb ind i i 2017.

”Ethvert forsøg på at rette op på et problem vil bare accelerere, hvor hurtigt det går fra dårligt til virkelig dårligt.”

Det er svært at komme uden om, at det, som har defineret Theresa May mest som politiker, er Brexit. Det er her, hun har forsøgt at tage arven op fra Thatcher og blive den nye jernlady. Selvom May under folkeafstemningen om EU-medlemskabet stod på ”remain”-siden, har hun siden slået sig op som en hård forhandler over for EU. ”Brexit betyder Brexit,” sagde hun efter sin tiltrædelse som premierminister, underforstået, at der ikke ville komme nogen ny afstemning om det europæiske spørgsmål, og siden da er hun politisk flyttet mere og mere i retningen af et såkaldt ”hårdt Brexit”, hvor båndene til de europæiske institutioner for alvor skæres over.

Brexit er et problem for Storbritannien. Det er uvist, hvad det konkret kommer til at betyde for de britiske øer, men det ser ud til, at det kan gå hen og blive en dyr fornøjelse. Det er et problem, som May bliver nødt til at gøre noget ved. Men det er, som om det, efter hun begyndte at forsøge, er accelereret fra dårligt til virkelig dårligt.

I de sidste måneder af 2017 er der kommet fart på skilsmisseprocessen og 8. december blev parterne enige om en aftaletekst for det britiske farvel til unionen. Men som det så ofte er tilfældet med skilsmisser, har det ikke været nogen skøn proces, og forhandlingerne har i den grad udstillet Theresa Mays svækkede magtposition og manglende forhandlingsevner.

Efter tabet af majoriteten i parlamentet er May blevet nødt til at komme kravlende til DUP’s leder Arlene Foster, hver gang hun er blevet enig med lederne i Bruxelles om noget. Som leder af et nordirsk parti har det især været vigtigt for Foster, at der ikke kommer nogen ”hård” grænseovergang mellem Nordirland og Irland efter Storbritanniens udtræden af EU. Det har skabt en del problemer. Foster har følt, at man har brugt Nordirland som en brik i forhandlingsspillet, og det fik hende ved en enkelt lejlighed til at dolke Theresa May godt og grundigt i ryggen – helt offentligt. Efter May havde siddet og forhandlet i Bruxelles i november blev det lækket til flere aviser, at man var nået frem til en aftaletekst. Men den var Foster ikke med på. På Twitter proklamerede hun, at hun ikke støttede de aftaler, der var blevet indgået, og May skulle eftersigende efterfølgende have fået et noget bittert telefonopkald, hvorefter aftalen faldt på gulvet.

Selvom Foster og May til sidst nåede til enighed, stopper ydmygelserne af May ikke her: Den britiske regning for Brexit ser ud til at løbe op i astronomiske 40 til 60 milliarder euro, og hjemme i det britiske parlament har Mays aftale allerede lidt det første nederlag, ligesom meget tyder på, at ‘remain’-delen af parlamentet også i det nye år har planer om at sætte en stopper for Mays Brexit-planer. 

Alt, der kunne gå galt, er gået galt for Theresa May. Den ambitiøse og determinerede jernlady er i løbet af 2017 blevet smeltet om til smør, og der er ikke noget, der tyder på, at 2018 skulle gå hen og blive bedre. Brexit bliver en hovedpine for Theresa May i hele 2018, og selvom man er nået nærmere en aftale, vil hendes svage parlamentariske position være et seriøst benspænd i forsøget på at gennemtvinge et hårdt Brexit.

Heller ikke på hjemmefronten bliver det nemt. Den karismatiske Jeremy Corbyn bliver ved med at udfordre Mays konservative sparepolitik, og de britiske vælgere er alt andet end imponerede over den tilsyneladende dårlige aftale, der er kommet i stand med EU. Det hjælper heller ikke, at en minister i Mays regering er blevet anklaget for seksuelle krænkelser, og at hendes kontroversielle udenrigsminister Boris Johnson bliver ved med at skabe overskrifter med sin uortodokse opførsel.

Hvis Theresa May skal have et godt 2018, skal hun have styr på sine parlamentariske tropper. Men May har faktisk slet ikke en chance. Som det hedder i Murphys lov: ”Hvis der er fire måder, en procedure kan gå galt på, og man forudser dette, så vil en femte og uforudset måde øjeblikkelig forekomme.”