Huller i Danmarkskortet

Politik siges at svinge frem og tilbage i pendulbevægelser. Fra rødt til blåt – og så tilbage igen. Det synes dog mere præcist at beskrive de evige tilnærmelser mellem partierne som en sløjfebevægelse: Når statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale i aftes blæste til kamp mod ghettoer, lyder han på mange måder som et ekko af Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, der på sin side har ladet sig mere end inspirere af Dansk Folkeparti utæmmelige kreativitet i udlændingepolitikken.

Selve ambitionen om at nedbryde ghettoer er tilmed gammel, ja, tudsegammel i mediernes tidsregning, og politisk set aldeles ukontroversiel. Ingen – som absolut i ingen, zero, zilch, zip, nada – ønsker, at der skal opstår eller vedblive med at være huller i Danmarkskortet.

Flere ekspertrapporter har for længst anbefalet, at de mislykkede betonjungler skal bulldozes og jævnes med jorden. Tilbage i 00’erne foreslog formanden for VK-regeringens ghettoudvalg Jørgen Nue Møller, at Danmark skulle lade sig inspirere af nedrivningerne i Manchester i Storbritannien, hvor ghettoer i årene forinden var blevet smadret med magt. Allerede dengang var der bred opbakning i Folketinget til projektet.

I sin nytårstale i 2004 udtalte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen: ”Ghettodannelser fører til vold og kriminalitet og konfrontation. Det kender vi fra udlandet. Og det hverken kan eller vil vi acceptere i Danmark. Vi må stoppe den ulykkelige ghettodannelse.”

Allerede dengang var selv Det Radikale Venstre enige: ”Man kan sige, at det er spild af ressourcer at rive ejendomme ned, men det er også spild af ressourcer for en kommune at huse en ghetto, hvor alle ligner en selv og ingen arbejder,” lød det fra de radikales integrationsordfører Elsebeth Gerner Nielsen i 2005.

Argumenter går i ring

Realpolitisk er Venstres nuværende formand Lars Løkke Rasmussen kun nået frem til at gentage, hvad stort set alle medlemmer af Folketinget var enige om for 13 år siden, når han i går udtalte i nytårstalen:

”Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt. Nogle steder ved at bryde betonen op. Rive bygninger ned. Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder. Andre steder ved at tage en klar styring af, hvem der flytter ind. Vi skal lukke hullerne i Danmarkskortet og genskabe de blandede kvarterer, hvor vi møder hinanden på kryds og tværs.”

Grundbudskabet er på ingen måde nyt. Sætningerne kunne også byttes frit rundt mellem partilederne fra de tre største partier, for ingen kan alligevel længere gennemskue, hvem der først sagde det ene eller det andet. Venstres statsminister bruger således pludselig gammel-socialdemokratiske argumenter for at ville føre en nyborgerlig politik. Eller ligeså præcist: ny-socialdemokratiske argumenter for at ville føre gammel-borgerlig politik.

Venstres formand forsøger at placere sig i midten af et bevægeligt mål. Med genbrug af gamle løfter og sampling af tidens tern forsøger Lars Løkke Rasmussen at konstruere et projekt, som i det mindste fremstår påtrængende og handlekraftigt. I en vekselvirkning, der efterhånden går lige så hurtigt som kuglen i en flippermaskine, og i hvert fald hurtigere end et pendul, har lederne af Danmarks tre største partier – Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre i nævnte rækkefølge – overtaget hinandens ordforråd. Men det synes at forblive ved ord.

Løsningerne er syltet

I hverdagens verden er der ikke sket meget siden Anders Fogh Rasmussen blæste til kamp mod ghettoerne. Ifølge regeringens egen ghetto-liste er der lige nu 22 områder, hvor der i særlig grad bor mennesker plaget af kronisk arbejdsløshed, kriminalitet og fattigdom, og hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent.

Listen er foruroligende lang og geografisk ganske spredt: Mjølnerparken (København), Gadelandet/Husumgård (København), Tingbjerg/Utterslevhuse (København), Bispeparken (København), Tåstrupgård (Høje Taastrup), Gadehavegård (Høje Taastrup), Agervang (Holbæk), Ringparken (Slagelse), Motalavej (Slagelse), Lindholm (Guldborgsund), Solbakken (Odense), Vollsmose (Odense), Nørager/Søstjernevej (Sønderborg), Stengårdsvej (Esbjerg), Korskærparken (Fredericia), Sundparken (Horsens), Munkebo (Kolding), Skovvejen/Skovparken (Kolding), Finlandsparken (Vejle), Bispehaven (Aarhus), Skovgårdsparken (Aarhus), Gellerupparken/Toveshøj (Aarhus).

At opstille en sådan ‘ghettoliste’ kan opfattes som stigmatiserende. Et langt større problem er det imidlertid, at de konkrete sociale problemer, som hærger de pågældende områder i Danmark, ville kunne være mindsket gevaldigt – hvis blot skiftende borgerlige regeringer havde handlet på de råd, de fik af eksperterne. I rapporten fra den såkaldte ‘Programbestyrelse for dialog og balance i udsatte boligområder” hed det indledningsvis i 2008:

”De udsatte boligområder er præget af fattigdom, stor ledighed og udelukkelse fra det omkringliggende samfund. Områderne er desuden præget af omfattende sociale problemer og en betydelig overvægt af etniske minoriteter.” Den fortsatte: ”Regeringen bør bidrage væsentligt til finansieringen af en fremtidig indsats i de udsatte boligområder. Derudover bør regeringen give kommuner og boligorganisationer tilstrækkelige redskaber og gøre lovgivningen på en række områder mere fleksibel”.

Og her ligger forklaringen på den årelange passivitet gemt. Det koster penge, rigtigt mange milliarder, at symptombehandle en boligpolitik, der bliver stadig mere skævvreden år for år. Hvis de udsatte boligområder på den ene side skal omdannes til blandet byggeri, hvor der bor både raske folk i arbejde og syge folk på f.eks. førtidspension, og der på den anden side også skal skabes nye boliger til de gamle ghetto-beboere andre steder, vil det koste kassen. Og her står treenigheden af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre stadig tavse.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen lover med 14 års forsinkelse at ville gøre alt det, som han ikke selv har gjort i mellemtiden. Det kan ikke anbefales at holde vejret i spænding indtil næste nytårsaften for at se, om der skulle ske noget denne gang.