Kære læser

Faner og brevduer

Fence posts protrude from the snow in the winter landscape near Gunzesried in the pre-alpine Allgaeu region, southern Germany, on December 29, 2017. / AFP PHOTO / dpa / Karl-Josef Hildenbrand / Germany OUT

Godt nytår – og hjerteligt velkommen til de adskillige hundrede nye læsere, som har tegnet eller fået et abonnement på Føljeton hen over julen. Vi skulle lige til at bruge flosklen ”som har meldt sig under Føljetons faner”, men holdt os i skindet, for Føljeton har ikke nogen faner. Føljeton er ikke en autoritær bevægelse, vi er ikke nogen sekt. Den form for fællesskab, vi tilbyder (hvis vi må bruge så fint et ord som fællesskab), tager afsæt i vores opfattelse af læseren som et socialt indstillet, men selvstændigt tænkende individ – i princippet en fritænker – som er optaget af samfundsudviklingen og verden, og som gerne vil have leveret dagens nyheder med et mindstemål af omtanke.

I den sammenhæng skal Føljeton måske ses som det betænksomme landpostbud, der sorterer brevene lidt, så alle rudekuverterne og rykkerne ikke ankommer på samme dag. Vi har ikke søsat Føljeton for at tage modet fra nogen, snarere tværtimod. Vi tror på fremtiden. Vi vil gerne oplyse om politik og kultur og alt derimellem, men vi gør det sjældent med hovedet under armen. Det er for os public service af første grad.

Føljeton har eksisteret siden 2015, og gennem årene har har vi haft unge journalistpraktikanter, der siger, at Føljeton gør det stik modsatte af, hvad de får at vide, de skal gøre ude på journalistuddannelserne. Det er ikke for at være Rasmus modsat eller ‘klassens frække dreng’ – Gud bedre det. Men som verden ser ud i 2018, har journalistikken ikke brug for flere folk, der gebærder sig som robotter; det gør robotter meget bedre.

På denne plads – ‘Kære læser’, som vi kalder den – plejer vi at kommentere eller analysere et superaktuelt emne, og vi gør det som regel i en ruf fra morgenstunden, så ordene ankommer i din mailboks friske som en nyfanget fisk. I dag skriver vi allerede 2. januar, og teksten her kunne for så vidt være bragt i går. Men efter at have været på mærkerne de fleste dage mellem jul og nytår tillod vi os at bruge årets første dag på at ligge lidt på langs og tænke for bagefter at gå på gaden og fyre nogle af de heksehyl af, som vi ikke nåede nytårsaften. Man har kun den sjov, man selv laver.

Og hvordan ser Føljeton så på det nye år? Med en alvorlig mine? Tjo, både og. På Twitter delte nogen forleden den allersidste af tegneren Bill Wattersons navnkundige Steen & Stoffer-avisstriber, som blev bragt 31. december 1995. ”Wauw,” siger Steen til Stoffer, mens de to kæmper sig frem gennem et kridhvidt landskab af nyfalden sne. ”Det har virkelig sneet i aftes. Er det ikke vidunderligt?” Tigerdyret Stoffer erklærer sig enig: ”Alt genkendeligt er forsvundet! Verden ser helt ny ud!” siger han og sammenligner det med et stort, hvidt papir, man kan tegne på. ”En dag fuld af muligheder!” svarer Steen, ”det er en magisk verden, Stoffer, gamle dreng, lad os tage ud og udforske den!” Og så kører de ellers af sted på kælken.

Vi har det lidt på samme måde her på Føljeton: Foran os ligger mere end 300 blanke udgivelser. Nu skal de fyldes ud. Vi tager én gang, og vi begynder i dag.

Men lige en enkelt ting mere på falderebet. Vi kunne godt tænke os, at Føljeton også manifesterede sig i en mere fysisk form end den rent digitale her i 2018. I den forbindelse kunne vi godt tænke os at høre fra læsere, som har brevduer. Du kan bare skrive på [email protected] og kalde e-mailen for ‘Due’. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12