Kære læser

Hvis Henrik Dahl var en bil

Henrik Dahl, sociolog, livsstilsforsker, forfatter og samfundsdebattør.

Julen er slut. Det er ikke længere acceptabelt, med juleferien som undskyldning, at tilbringe en ellers helt almindelig mandag på sofaen, godt beruset af gløgg, mens man med søvndrunke øjne kigger på fjernsynet og forsøger at finde ud af, hvordan Anders Ands nevøer skal få skudt den dumme ands sneslot i sænk denne gang. Nu har vi kun de mørke morgener tilbage, og du er sikkert for længe siden hoppet ind i dit fortrukne transportmiddel for at komme tilbage på arbejde.

Hvis dit fortrukne transportmiddel er bussen, glæder du dig måske lidt mere end andre til, at det igen bliver sommer. Der er noget ekstra anstrengende over bussen om vinteren. Før det første er folk ganske enkelt pænere om sommeren, og der er bare ikke meget ved at kigge på sine blege med-danskere i vinterjakker, mens de hoster deres snue ind i hovedet på en. Øv!

Men som om det ikke var slemt nok, skal man også have sine stivfrosne fingre ud af handskerne for på et splitsekund at få følelse i dem igen, så man kan trække sit rejsekort frem og “tjekke ind”. Og vi mener splitsekund. I bussen er det dræb eller bliv dræbt. Hvis du ikke får tjekket ind med det samme, bliver du trampet ned af dine medpassagerer, som var de en flok gnuer, og du var Mufasa (I ved, Løvernes Konge). Øv!

Flyt til Holstebro

Alt dette giver anledning til 3 løsninger, der kan redde en fra dette bushelvede: 1) Aldrig igen at forlade sin bopæl, 2) flytte til Holstebro eller 3) købe en bil.

Mens 1 umiddelbart synes at være den mest tiltrækkende, så virker det ikke realistisk. Så kan man ligge der på sofaen med Anders And og gløgg, men hvad så når man ikke har mere gløgg, og man endelig har regnet Anders’ krigsstrategi ud? Så bliver det altså kedeligt.

2 er heller intet dårligt bud. Først og fremmest er Holstebro et dejligt sted og dernæst har de ved indgangen af det nye år gjort det gratis at køre med bus. Det betyder, at du kan være ligeglad med rejsekort og holde dine hænder varme i handskerne. Tilgengæld er der den fare, at når det ikke længere koster din førstefødte at køre to zoner, så bliver busserne pludselig overfyldte, og så er vi tilbage til Mufasa-problematikken.

Problemet med overfyldte busser kunne politikerne selvfølgelig gøre noget ved. Men det har de ikke gjort. Tilgengæld har de med de nye registreringsafgifter skubbet os imod den sidste og tredje mulighed: Bilen.

Hvis Henrik Dahl var en bil

Men en bil er ikke bare en bil. Faktisk kan din bil afsløre en hel del om dig. I USA har et nyt studie fundet frem til, at man ved at tælle antallet af forskellige biler i et boligområde i Google Street View, kan finde frem til beboernes indkomst, politiske overbevisning og andre socioøkonomiske faktorer.

At biler kan fortælle en hel del om dig, vidste vi godt i forvejen. En af dem, der blev allergladest, da registreringsafgiften blev sænket, var folketingsmedlem for Liberal Alliance Henrik Dahl. Inden Dahl blev afbureaukratiseringsordfører (sic) for Liberal Alliance, var han sociolog og skrev blandt andet bogen Hvis din nabo var en bil. Her introducerede han den såkaldte minerva-model, der er en metode til at segmentere befolkningen i grupper af forskellige typer (ligesom bilmærker), der har forskellige præferencer.

Pointen er, at hvis du går ud og køber dig en bil for at slippe for bussen, så skal du huske, at den afslører, hvem du er, og hvad du stemmer på. For hvis din nabo er en bil, så er de politiske partier også biler. Så hvis du vil vise, at du stemmer på Enhedslisten, skal du købe en Citroën 2CV. Socialdemokratiet er nok en Berlingo, og er du mere til konservative og Brian Mikkelsen, må du ud og have fat i en Lamborghini. Men hvad med Henrik Dahl og Liberal Alliance? Tja, taget den sidste tids problemer i regeringen i betragtning, er der nok ikke andet at sige, end hvis Henrik Dahl og Liberal Alliance var en bil, så var de brudt sammen.

Så vil man alligevel hellere med bussen. Så slemme er ens med-passagerer heller ikke. Så herfra skal der lyde en opfordring om, at hele landet følger Holestebros eksempel og at Henrik Dahl og hans venner på Borgen sørger for at få nogle flere busser i stedet for billigere sammenbrudte biler. /Andreas Terp

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12