Analyse
Mere trumpsk end Donald selv
Uroen har ulmet længe i Det Hvide Hus, men med udgivelsen af bogen ‘Fire and Fury: Inside the Trump White House’ – hvor den tidligere chefrådgiver Steve Bannon kalder præsidenten for ”forræderisk” og ”upatriotisk” – er balladen for alvor eksploderet: Donald Trump har fået en fjende uden for, som han ikke kan styre.
Åbningssæsonen af ‘Trump i Det Hvide Hus’ er ved at være forbi – om blot to uger kan den 71-årige ‘The Donald’ fejre 1-årsjubilæum som præsident – og som i alle gode tv-shows skal denne første sæson selvfølgelig afsluttes med et dramatisk brag. Et kæmpe knald af chok og forargelse.
Mindst én af hovedpersonerne skal helst dø på brutal vis, og nye, overraskende alliancer skal tone frem i de sidste sekunder, så seerne i åndeløs spænding kan se frem til fortsættelsen. Bygninger skal styrte i grus.
Ansatsen til klimakset blev antændt i går, da sladderjournalisten Michael Wolff begyndte presselanceringen af sin nye bog ‘Fire and Fury: Inside the Trump White House‘. En lang række centrale kilder i præsidentens stab er angiveligt blevet interviewet og leverer saftige udtalelser om kaos, splittelse og råddenskab i Det Hvide Hus.
Mest spektakulær er som altid den tidligere chefrådgiver Steve Bannon, som under stort ståhej blev sparket ud sidste år, og som nu er vendt tilbage som chef for sit højre-alternative medie Breitbart. Men nu slår Bannon tilbage. Skønt alle oplysninger i bogen næppe kan tages for gode varer, kan netop Bannons kradsbørstige udtalelser godt tages for pålydende – af én simpel årsag: Hans eget medie Breitbart har gengivet citaterne fra bogen.
Forræderisk og upatriotisk
Om det kontroversielle møde mellem tre topfolk fra Trump-staben, hvoraf den ene var sønnen. Donald J. Trump Junior, udtaler Bannon: ”Even if you thought that this was not treasonous, or unpatriotic, or bad shit, and I happen to think it’s all of that, you should have called the FBI immediately”.
Forræderisk, upatriotisk og bad shit, ja, det er bestemt ikke kammertonen, der lyder fra den detroniserede chefrådgiver, som virker til at ville rive præsidenten med ned i faldet. Skandalebogen er fyldt med insider-beretninger, der udstiller præsidenten som falsk, korrupt og nepotistisk. Han angriber således en række af Trumps familiemedlemmer, bl.a. sønnen, som Bannon forudser vil knække ”som et æg” på landsdækkende tv.
Trump selv er gået hårdt til modangreb: ”Steve Bannon har intet at gøre med mig. Da han blev fyret, mistede han ikke bare sit job i Det Hvide Hus. Han mistede forstanden,” hedder det i en officiel pressemeddelelse fra Det Hvide Hus, som fortsætter:
”Steve var en medarbejder, som arbejdede for mig, efter at jeg havde vundet nomineringen ved at slå 17 modkandidater. Steve havde meget lidt at gøre med vores historiske sejr, som blev leveret af dette lands glemte mænd og kvinder,” udtaler præsidenten og afviser samtidig, at Steve Bannon skulle ”repræsentere” Donald Trumps vælgerbase: ”Han er kun i det for sin egen skyld”.
Dramaet er i gang. Realityshows lever og udvikler sig fra afsnit til afsnit i kraft beskidte dramaer, intriger og jalousi. Det er nemlig først, når to tidligere sammensvorne kommer i fysisk håndgemæng, gerne på grund af en tredje, og når tidligere fortrolige åbenlyst begynder at bagtale hinanden, at publikum tjekker ind på skærmen og bliver hængende.
Det realityshow, som Trumps præsidentskab var fra begyndelsen, er en særlig genre, en fortættet eksistentiel tragedie, hvor deltagerne i komprimeret form skal forsøge at gennemleve alle store og livsomvæltende følelser, og tvinges til at falde deres nærmeste i ryggen. Det er først, når hovedpersonerne vil hinanden til livs, at intensiteten kan mærkes helt ud i stuerne.
Kommentatorer og hofsnoge er allerede godt i gang med at dissekere detaljer og slibrigheder i bogen. Og dermed tegner alt til at kulminere i den perfekte sæsonafslutning. Som Annegrethe Rasmussen skriver hos Point of View:
”Måske skal bogen læses som en parafrase eller parabel over det mest usædvanlige præsidentskab, USA – og verden – nogensinde har set. Som underholdning, et realityshow af en bog, der først og fremmest pirrer læsernes sanser og hvor der i hvert fald er nok kød på kadaveret til at intet rigtigt kan afvises. Hvis det er tilfældet, er borgerkrigen mellem Trump og Bannon intet andet end endnu en distraktion fra det, der i virkeligheden foregår: mens verdensberømte egoer kæmper med og mod hinanden, lovgives der rent faktisk til gavn for især de mest velstående amerikanere og til skade for miljøet og folkesundheden”.
Fortsættelse følger med statsgaranti.
Bannons verden
I en blanding af beundring for Leni Riefenstahls storladne nazi-æstetik og Michael Moores antielitære bonderøvscharme har Steve Bannon i en årrække forsøgt at klemme sig ind på kanten af den kommercielle filmindustri. Den 63-årige både forhenværende og tilbagevendne chefredaktør for den højreorienterede webavis Breitbart News har således en fortid med såvel mainstream som undergrund. Han er i sandhed alternativ. Alt-right.
På den ene side har Steve Bannon tidligere været producer på en række nogenlunde anerkendte spillefilm, heriblandt Sean Penn-dramaet ‘Indian Runner‘ (1992) og Anthony Hopkins version af Shakespeares ‘Titus‘ (1999). Og på den anden side har han været enten instruktør på eller manuskriptforfatter til en række dystre og apokalyptiske dokumentarfilm. Det er den sidste klump på i alt ni dokumentarfilm, som er mest interessant. Og mere end dét: Bannons dokumentarfilm blæser hovedet af seeren. I bogstaveligste forstand.
Han elsker bygninger, der styrter sammen. Kaos. Vold. Og i det signatur-agtige og ekstremt kalejdoskopiske sammenklip af tv-nyheder og små videobidder er der kun én konstant: Et enkelt, men hårdt optrukket verdensbillede, hvor der kun findes enten gode eller onde. Enten engle eller dæmoner. Kun venner eller fjender. Bannons verden er manikæisk – uden nuancer eller variationer.
I et virvar af arkivbilleder af dyr, som dræber, flår og æder hinanden, altødelæggende bombeeksplosioner og lydcollage med gamle taler af bl.a. Adolf Hitler har Stephen Bannon i de senere år kastet sig over mange af de temaer i tiden, som Donald Trump også havde held til at dominere dagsordenen med under valgkampen: Finanskrisen, politikerlede, islamisme, indvandring og korruption.