US President Donald Trump walks to Marine One prior to departing from the South Lawn of the White House in Washington, DC, January 5, 2018, as he travels for a weekend with Republican lawmakers at Camp David in Maryland. / AFP PHOTO / SAUL LOEB
Så blev det den første lørdag i 2018, og man må konstatere, at det med al sandsynlighed havde været en langt mindre sær uge 1, hvis man havde undladt at følge med i nyhederne og bare havde passet sig selv.
Tænk at man skal stå op til et tweet fra USA’s præsident med denne infantile ordlyd: ”Michael Wolff er en total taber som har fundet på ting for at sælge sin virkelig kedelige og usandfærdige bog. Han brugte Sløsede Steve Bannon som græd da han blev fyret og tiggede om at få lov at beholde sit job. Nu er Sløsede Steve blevet droppet som en hund af stort set alle. Bare ærgerligt!”
Men hvis sladderjournalisten Michael Wolff er en uvederhæftig type, hvorfor lukkede Trump ham så overhovedet ind i Det Hvide Hus til at begynde med? Det er jo elendig dømmekraft. Trump tweetede torsdag, at han slet ikke har autoriseret nogen adgang for Wolff, og at han aldrig har talt med ham. I et talkshow på amerikansk tv fredag svarede Wolff, at han sammenlagt har talt med Trump i tre timer ”Hvad lavede jeg der, hvis han ikke ville have, at jeg skulle være der? Jeg har absolut talt med præsidenten.”
Hvad der er mere foruroligende, er Wolffs beskrivelse af Trumps mentale habitus. Han sagde i tv-interviewet, at folk har fortalt ham, at Trump tidligere gentog de samme historier i en cyklus på 25-30 minutter, men ”nu er det de samme tre historier hvert tiende minut.”
Kim Jong-un og Løkke
Ydrk! Og starten på ugen var ikke mindre mærkelig. I sin nytårstale fra Pyongyang forklarede Nordkoreas store leder Kim Jong-un for eksempel, at han havde en atomknap stående på sit bord. Men prøv engang at se på billeder af ham. Han ligner stadig en superskurk fra en James Bond-film med Roger Moore, men han ser efterhånden mere ‘normal’ ud end Trump. Måske er det brillerne, der gør det.
Og så var der statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) nytårstale. Hvad pokker regner han danskerne for? ”Jeg er overbevist om, at det at have noget at stå op til. Være en del af fællesskabet på en arbejdsplads. Det betyder noget. Det betyder meget,” sagde han med et varsomt smil. Som retorikprofessor Christian Kock fra Københavns Universitet var inde på i en grundig analyse af talen, så er en af Løkkes forcer, at han kan koge svære problemstillinger ned til pixibogs-niveau. ”Ikke alene er sætningerne ustandselig klippet over mellem subjekt og verbum med punktummer, hvis ikke verbet droppes helt. Men sætninger som de to sidste viser Løkkes ekstraordinære omhu for at få dem på ståpladserne med,” skriver Kock. Hvis der så bare havde været mere reelt indhold i talen.
Island og ligestilling
Det er heldigvis ikke alt i uge 1, der har været Bad Craziness. En vigtig nyhed, vi desværre missede, er, at Island er blevet det første land i verden, hvor virksomheder skal bevise over for staten, at der er ligeløn mellem deres mandlige og kvindelige ansatte. It’s the law.
Den islandske journalist og forfatter Sif Sigmarsdóttir skriver om det i en klumme i The Guardian, og hun løfter undervejs hatten for en af sit lands mest berømte kvinder (og det er ikke Björk). ”Jeg er datter af en kvinde ved navn Vigdís Finnbogadóttir. Ikke bogstaveligt talt. Hun er ikke min biologiske mor, og jeg har aldrig mødt hende. I sommeren 1980 blev Vigdís, som var en fraskilt alenemor, verdens første demokratisk valgte kvindelige statsleder. Jeg var endnu ikke to år, da hun blev Islands præsident og samtidig Europas første kvindelige præsident. Det skulle blive et valg, som formede en hel generation af islandske kvinder.”
Island er ikke bare et godt sted at være kvinde – det er det bedste. Vi under Island det, men gid det var Danmark. Eller: ”Gid. Det. Var. Dan. Mark,” som Lars Løkke ville have formuleret det. /Oliver Stilling