Der er noget godt ved alle duer

Det er de smukkeste duer i hele Danmark. På hver sin lille matrikel står pragteksemplarerne og gør sig til. De findes i alle former og farver. Nogle af dem kuglerunde og med form som en lille håndbold af fjer, andre med lange ben, friserede krøller på vingerne og marmorlignende aftegninger på fjerpragten. Deres arveanlæg er nøje udvalgt, så de får den helt rigtige æstetik.

Det hele handler om at selektere. Dueopdrætterne parrer to forældreduer  sammen og håber på, at deres afkom bliver bedre end forældrenes. Hvis en handue har et eksemplarisk hoved og en smuk farve, men måske ikke har den perfekte krop, bliver han parret med en veldrejet hundue i håb om, at de gode egenskaber fusioneres, og at afkommet bliver lige i øjet. Det er en kunst at avle raceduer. For det er kun de bedste gener, der skal avles videre på.

I årets første weekend er alle de gode gener samlet i Fredericia. Her står flere tusind raceduer i hvert sit bur i en kæmpestor hal, hvor lyden af baskende vingeslag og duekurren runger i luften. Nationaludstillingen er den største udstilling for raceduer i Danmark. Det er den, landets dueavlere ser frem til hvert år. Det er kulminationen på alle anstrengelserne.

”Nationalen er dueavlernes svar på hingstekåring i Herning. Det er det sted, man gerne vil være,” siger Anders Christiansen, som er duedommer og opdrætter. Han har tilbagestrøget, halvlangt hår og dunvest ud over sin sweatshirt. Til daglig er han hestedyrlæge i Næstved, men det er duerne, han nærer flest følelser for. Han er født ind i dueverdenen, dumpet ned i den, som han selv siger, for hans far er også duemand, og sådan er det som regel.

Vær smuk eller bliv spist

Jeg kender også selv dueverdenen ret godt. Min far har haft duer, siden han var en lille dreng, ligesom min farfar også havde det. Da min far var ti, cyklede han til nabobyen og købte sine første to duer, som han havde med hjem i en papkasse på bagagebæreren. Siden da er modenaerne, som min fars duerace hedder, blevet hans børn på lige fod med os andre. Den eneste forskel er, at duerne får rykket hovederne af og bliver spist, hvis de ikke lever op til de æstetiske krav for racen.

De, der har fået lov at overleve kødgryderne, står nu i Fredericia og gør sig til i bure på lange rækker. Der er mere end 20 forskellige racer samlet her, og hver race har sin egen nøje opmålte plads. Fra ganske små til kæmpestore. Nogle kæmpeduer kan have et vingefang på over en meter.

De mest mærkværdige må være kropperterne. De har en aparte silhuet med lange, spinkle ben forneden og en stor dunk foroven. En kroppert skal kunne puste sig op, så den får en kæmpemæssig luftbold på brystet. Når den skal have sin bedømmelse, går dommeren hen til buret og siger en speciel lyd for at gejle den op. ”Wroo-wroo!” Så puster de sig op og begynder at danse rundt. Det er en rigtig cirkusdue, sådan en kroppert. Anderledes tilforladelige er de danske tumlinger, der står i burene ved siden af. Det er Danmarks nationaldue. Den var oprindeligt en flyvedue, men er sidenhen blevet en udstillingsdue.

Der findes tre typer duer. Brevduerne, flyveduerne og udstillingsduerne. Funktionen for de første siger sig selv, de næste kan flyve hurtigt og lave tricks i luften, mens de sidste udelukkende er til pynt. Det er ren skønhedskonkurrence.

En fremragende ældre repræsentant

Jeg kigger ind gennem burets brede ståltrådstremmer og betragter, hvordan tumlingen puster sig let op og kurrer indsmigrende. Den hals er lang og slank, hovedet smukt buet, og rundt om øjet har den en smal rød ring. Den stirrer indgående på mig, og jeg holder øjenkontakten en stund. På buret hænger et skilt med duens bedømmelse. Her har dommeren noteret fordele, ønsker og eventuelle fejl. Min far har fortalt mig, at man altid skal skrive mindst én fordel ved hver fugl. ”Alle duer har noget godt over sig,” som han siger.

Tumlingen foran mig har ikke klaret sig så godt. Den må nøjes med 92 point på skalaen, der går fra 90-97 point. Jeg spørger en mand ved siden af, hvorfor topkarakteren ikke er 100, og han kigger lidt uforstående på mig og svarer, at sådan er det bare. På skiltet er karakterskalaen forklaret:

97 point = fremragende på alle væsentlige punkter på nuværende stade

96 point = under fordele som 97p. Under ønske kun et enkelt ønske

93-95 point = tildeles duer med fordele og ønsker

90-92 = tildeles duer med fordele, ønsker og fejl

Kommentarerne i bedømmelserne rundt omkring på burene er meget blandende, men alligevel går mange af de samme ord igen. Beskrivelserne er ikke meget anderledes end dem, man finder i kontaktannoncer på nettet eller i profiltekster på Tinder.

”Fordele: Godt hoved, gode ben. Ønsker: Lidt bedre vingeføring og fylde på bryst.” 95 point.

”Fordele: Godt dyr. Ønsker: Lidt strammere fjer, lidt længere ben.” 96 point.

”Fordele: Hoved. Ønsker: Meget dybere og mere rund. Mindre hidsig!!” 93 point.

”Fordele: En fremragende ældre repræsentant for racen!” 97 point.

Action!

På vej hen imod et skilt med ordet ‘VORTEDUER’ går jeg forbi en håndfuld ældre herrer, der sidder ved et bord og skåler med små flasker.

”Tre af de stærke her, og så en bajer til at skylle ned med,” siger den ene, før de vender bunden i vejret. De fleste mænd i hallen er i pensionistalderen. Det er et generelt problem i branchen, fortæller hestedyrlægen Anders Christiansen, der med sine 45 år er en af foreningens juniorer. Danmarks Racedueforening er stort set kun fyldt op med gamle mænd, og det er svært at trække unge til. Han følger med mig hen til vorteduerne, og vi standser foran en due med en abnormt stor dingenot på næbbet.

”Ja, som du kan se, er vorteduen karakteriseret ved at have de her meget udtalte næbvorter,” siger Anders Christiansen.

”Er det en rigtig vorte?” spørger jeg.

”Nej nej, der er intet sygeligt i det, man har bare avlet den frem som et skønhedstegn. Man kalder den en vorte. Selve næbvorten skal have den der bølgede form, og så skal duen have de her meget karakteristiske rande under øjnene,” siger Anders Christiansen og peger på en blævrende udposning ved duens øje.

”Det er på en måde ret smukt,” prøver jeg.

”De er tudegrimme, hvis du spørger mig,” siger Anders Christiansen.

Jeg giver ham ret og tænker på de mange gange, jeg som barn har stået inde i min fars dueslag med bankende hjerte og lort under træskoene. I min hånd holder jeg en lillebitte dueunge. Den er helt lodden og gul med små spæde dun, og dens øjne virker abnormt store og buler ud fra det lille kranium. Jeg husker, hvordan jeg på en og samme tid havde lyst til at nusse den og smide den fra mig i afsky.

På vej mod mit næste stop, strukturduerne, sker der noget uventet. En due slipper fri fra sit bur! Det er Hans Petersens sølvsvaber, der netop har vundet en guldmedalje. Da præmieduen skal fotograferes, ser den sit snit til at få lidt luft under vingerne, og pludselig har den femten-tyve mand efter sig, der febrilsk forsøger at lokke den ned på jorden. Duen er bedøvende ligeglad.

Efter at have basket rundt i hallen, sætter den sig på en bjælke. En mand kaster sin mappe op til den i et forsøg på at puffe den ned, men den fortrækker ikke en mine. Den sidder bare og skutter sig i sin perfekte fjerpragt og ligner en, der fryder sig godt og grundigt.

”Den vil sgu’t ned,” råber mappemanden opgivende.

De diskuterer lidt forskellige muligheder. Måske kan de skaffe en hejselift? Men en sølvsvaber er af racen farveduer, og sådan nogle kan altså flyve stærkt,  og inden de har fået gjort liften klar, er svaberen sikkert blafret videre, konkluderer de. De beslutter sig for at vente til i aften, når folk er taget hjem. Så skal de nok få den ned, siger de.

Babyshampoo, vaseline og en flettet hale

Strukturduerne er ballets skønheder. Nogle af dem har parykker af fine fimrefjer, der dækker hele hovedet. Andre har pittoreske puddelkrøller på vingerne, mens en tredje type har en imponerende påfugleagtig vifte af fjer på halen. Højstjerter, hedder de. De har 36 halefjer, mens alle andre dueracer kun har 12. Dens hale er næsten lodret set fra siden. Den skal være ”godt lukket og stram”, står der i racebeskrivelsen.

Duen foran mig er ejet af Jane Maarup fra Nyborg. Hun har været fascineret af højstjerterne, siden hun fik sin første for 19 år siden. Hun startede med de helt hvide af slagsen (fordi hvide duer har en fin symbolik over sig, som hun siger), men har siden udvidet sortimentet med både blå og mangefarvede højstjerter. De er også meget flotte, synes hun.

”Inden de skal udstilles, vasker jeg først fjerene i babyshampoo, så dupper jeg dem lidt med et håndklæde, og så lufttørrer de i et døgns tid. Til sidst sætter jeg halen på dem,” siger hun og tager en due ud af buret.

Hun holder den rutineret rundt om vingerne og viser bagpartiet frem.

”De sidder sådan lidt hulter til bulter normalt, men inden udstillingen fletter jeg halefjerene. De skal låses fast bag hinanden, så de bliver siddende i den rigtige rækkefølge,” forklarer hun.

Til sidst bliver duens små fødder smurt ind i vaseline, så de skinner flot og rødt. Der er tænkt på hver en detalje, og det er anstrengelserne værd, for flere af Jane Maarups duer har klaret sig flot. De har fået karaktererne 95, 96 og 96.

I luften over os basker sølvsvaberen pludselig af sted. Den sætter sig afventende på en loftsbjælke for så at flyve videre til en anden. Mændene nede på jorden kommer på benene i en fart, men den er ikke til at fange.
I aften vil de slukke alt lys og kun holde det tændt i et lille rum for enden af hallen, aftaler de. Så skal sølvsvaberen nok flyve derind.

P.S. Med lidt list lykkedes det duemændene at fange Hans Petersens sølvsvaber morgenen efter.